Romantik brugt som betegnelse for perioden fra slutningen af 1700-tallet til cirka 1830 er en retrospektiv konstruktion, der blev skabt i løbet af 1800-tallet. De digtere, kunstnere og tænkere, som vi nu omtaler som romantikere, forstod ikke sig selv som en del af en romantisk bevægelse i ordets moderne betydning.
'Romantik' er afledt af adjektivet 'romantisk', der kommer i brug på engelsk og tysk fra midten af 1600-tallet som en nedsættende betegnelse for middelalderens ridderromaner og deres fantastiske og utroværdige univers. Med den fornyede interesse for middelalder og ridderkultur i sidste halvdel af 1700-tallet fik 'romantisk' en mere positiv klang.
Ordet blev nu brugt anerkendende om middelalderens og renæssancens kultur, og en modstilling af 'klassisk' og 'romantisk' vandt frem. Den tyske litteraturhistoriker A.W. Schlegel (1767-1845) brugte distinktionen både historisk og typologisk.
Romantisk poesi er ikke bare middelalderens poesi
'Romantisk' betegner da middelalderen og renæssancens folkesproglige litteratur, men også mere generelt kunst og litteratur, der ikke følger klassiske normer og derfor ikke kan vurderes efter den klassiske kunst og litteraturs målestok. Tilsvarende i den franske Madame de Staëls (1766-1817) De l’Allemagne (Om Tyskland) (1810-1813), der udbredte modstillingen af klassisk og romantisk til resten af Europa.
Romantik bruges her om den poesi, der har sin oprindelse i ridderkultur og kristendom, og de Staël understreger, at denne poesi er den eneste, der kan perfektioneres. Den romantiske poesi har 'rødder i vores egen jord' og kan derfor 'vokse og levendegøres på ny', mente hun. Romantisk poesi er ikke bare middelalderens poesi, men også den samtidige poesi, der knytter an til denne tradition.
Efterhånden begyndte man at bruge betegnelsen 'den nye romantiske skole' eller bare 'den romantiske skole' om den gruppe af tyske digtere og litterater, der dyrkede det romantiske (middelalderlige).
Digteren Heinrich Heines (1797-1856) Die romantische Schule (Den romantiske skole) fra 1836 er et satirisk og kritisk portræt af forfattergenerationen fra 1800 og frem og af brødrene A.W. Schlegel og Friedrich Schlegel (1772-1829) i særdeleshed. Først mod slutningen af 1800-tallet blev det almindeligt at omtale også de britiske digtere fra begyndelsen af 1800-tallet som romantikere.
Der kunne identificeres tre kriterier
At romantik er en retrospektiv konstruktion, gør dog ikke nødvendigvis begrebet ugyldigt eller ubrugeligt. I 1949 publicerede den tjekkisk-amerikanske litteraturforsker René Wellek (1903-1995) artiklen 'The Concept of ‘Romanticism’ in Literary History' om romantikbegrebets brugbarhed.
Artiklen er et af det 20. århundredes mest indflydelsesrige forsvar for eksistensen af en fælleseuropæisk romantisk bevægelse og for romantikken som et idekompleks. Romantikken, skriver Wellek, »udgør en sammenhængende gruppe af ideer, som hver især implicerer hinanden.«
Nærmere fortalt identificerer han tre ideer eller kriterier, der tilsammen definerer romantikken: »indbildningskraft for opfattelsen af digtning, natur for verdensanskuelsen og symbol og myte for poetisk stil.«
Argumentet er, at man på tværs af nationale grænser finder: den samme opfattelse af digtningen og af den poetiske indbildningskrafts virksomhed og væsen, den samme opfattelse af naturen og dens forhold til mennesket og grundlæggende den samme poetiske stil med en brug af billedsprog, symbolisme og myte, der klart er forskellig fra den, man ser i det 18. århundredes nyklassicisme.
Interessen for middelalder og folklore samt subjektivisme anføres som supplerende kriterier, men altså underordnet indbildningskraft, natur og symbol.
Splittelse og fremmedgørelse var den moderne krise
Lad os se lidt nærmere på den første af Welleks tre ideer, indbildningskraften. Romantikkens forståelse af indbildningskraften er markant anderledes end oplysningstidens. Indbildningskraft er ikke kun evne til at visualisere eller finde på, men noget andet og mere.
Hvad da? Den britiske romantiske digter og litteraturkritiker S.T. Coleridge (1772-1834) kalder indbildningskraften en skabende og syntetiserende kraft. Indbildningskraften er evnen til at forene modsatte eller forskelligartede kvaliteter.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Den synteseskabende og integrerende indbildningskraft, der fremhæves som poesiens inderste væsen, spiller en hovedrolle i et andet vægtigt forsvar for eksistensen af en paneuropæisk romantik i entalsform, nemlig den amerikanske litteraturhistoriker M.H. Abrams’ (f. 1912) Natural Supernaturalism fra 1971.
For Abrams er romantik essentielt humaniseret og naturaliseret teologi. I særdeleshed betoner han romantikkens genopdagelse og nytolkning af renæssancens nyplatonisme og dens grundfortælling: opsplitningen af den oprindelige enhed (det Ene som altings 'urgrund') og bestræbelsen på at genoprette den tabte enhed.
Den cirkulære bevægelse fra enhed til splittelse og til ny enhed er romantikkens grundfortælling, mener Abrams. I en tid præget af kaos og opbrud, både politisk, samfundsmæssigt, kognitivt og moralsk, diagnosticerer romantikerne det moderne menneskes krise som en splittelse og fremmedgørelse på tre fronter: i forhold til sig selv, i forhold til medmennesket og i forhold til naturen.
Men i splittelsen er indbygget en længsel og en stræben efter enhed. Indbildningskraften er det princip, der forsoner modsætninger i en (ny) syntese.
Indbildningskraften er ikke en synteseskabende kraft
Et helt anderledes billede af den romantiske indbildningskraft tegner den tyske romantikforsker Winfried Menninghaus (f. 1952) i bogen Uendendliche Verdopplung (Uendelig fordobling) fra 1987, der dog kun beskæftiger sig med den tidlige tyske romantik. Som titlen indikerer, går Menninghaus her imod forestillingen om romantik som enhedstænkning.
Tværtimod anfægter den tidlige tyske romantik ideen om det Ene: Der gives ingen oprindelig enhed forud for vekselspillet mellem modsætninger. Den reflekterende bevidsthed kan ikke overvinde spaltningen, men kun potensere den uendeligt. Indbildningskraften er ikke en synteseskabende kraft, men en svæven mellem modsætninger.
Mens Abrams i forlængelse af Wellek betragter symbolet som romantikkens karakteristiske stilistiske greb, fremhæver Mennighaus den romantiske ironi.
Grundlæggende uenigheder mellem folk som Abrams og Menninghaus om, hvad romantik egentlig er, er et argument for at tale om flere indbyrdes forskellige romantikker uden en samlende idé. Forskelligheden kan oven i købet ses, ikke bare som en forskel mellem divergerende nationale romantikker, men også som en uensartethed i den enkelte forfatters værk.
Det er for eksempel påfaldende, at både Abrams og Menninghaus tager den tidlige tyske romantiker Novalis (1772-1801) til indtægt for deres egne synspunkter.
Utilitarisme står for den nyttetænkningen, som kunst og videnskab underlægges
I de seneste år er udviklingen klart gået i retning af en problematisering af romantikken i bestemt ental, og den nye romantikforskning tegner et broget og mangfoldigt billede af den romantiske periode: Romantik er mange forskellige ting og kan ikke reduceres til ét sæt af sammenhængende ideer. Men måske giver det alligevel mening at bevare tanken om romantik som et fælles projekt på tværs af grænser?
Tager man udgangspunkt i den samtidskritik, som den romantiske avantgarde formulerer, træder et mønster frem. Romantik er et kritisk opgør med tendenser i samtiden, en kritik af samtidens mekanisme, materialisme, rationalisme og utilitarisme. Med mekanisme menes forestillingen om, at naturen kan beskrives og forklares ud fra rent mekaniske love.
Den romantiske avantgarde er stærkt kritisk over for denne teori, ligesom den vender sig skarpt mod samtidens materialisme, som i denne sammenhæng skal forstås som 'åndløshed'. Den romantiske kritik af rationalismen skal ikke forstås som en firkantet fornuftskritik. At hævde, at romantikerne går imod fornuften, eller at de insisterer på 'følelsen' på fornuftens bekostning, ville være en forsimpling.
Snarere er der tale om en kritik af 'forstandsregimet' og dets analytiske tilgang. I forlængelse heraf kritiserer den romantiske avantgarde den eskalerende opsplitning af hele vidensfeltet, videnskabernes isolation fra hinanden og specialiseringen inden for de enkelte videnskaber, der står i vejen for en helhedsbetragtning.
Utilitarisme står for den nyttetænkning, som både kunst og videnskab underlægges, og som betyder, at noget kun er godt, hvis det er nyttigt, det vil sige, hvis det kan bidrage til at øge den materielle velfærd.
Poesi er ikke forbeholdt digtningen
A.W. Schlegel sætter kritikken på spidsen i Allgemeine Übersicht des gegenwärtigen Zustandes der deutschen Literatur (Generel oversigt over den tyske litteraturs aktuelle tilstand) fra 1802.
»Vores tidsalder er i høj grad orienteret mod det faktiske, det virkelig nyttige,« skriver Schlegel blandt andet; »det gode (som det sande er en del eller side af) underordnes det nyttige«, som er det, der »sigter mod befordringen af den legemlige velfærd.«
Den empiriske naturvidenskab har 'affortryllet' naturen og har kun et nedladende smil tilovers for de gamle fysikere, der forsøgte at begribe alle tings uophørlige tilbliven. Samtidig underkendes 'ideerne', og kunst og poesi gøres til 'ren forstandsprosa' uden ånd og kraft.
Det er lettere at svare på, hvad romantikerne protesterede mod, end at formulere en samlende idé for romantikken som sådan. Skulle man pege på én fællesnævner, må det være den betydning, som poesien tillægges. Poesien som for romantikerne både er mere og mindre end den metriske digtning. Mindre, fordi poesi er en kvalitet, som langtfra alle digte besidder.
Mere, fordi poesi ifølge romantikerne ikke er forbeholdt digtningen, men også kan findes for eksempel i filosofiske og videnskabelige tekster, ja, overalt. Novalis bruger ordet poesi som et verbum, 'at poetisere'. Verden skal poetiseres, mente han. Det vil sige: Den affortryllede verden skal genfortrylles.
Det moderne samfund har brug for videnskabsmænd og økonomer
Den romantiske tidsalders mest højstemte hyldest til poesien finder man hos den britiske digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822) i essayet 'A Defence of Poetry' (1821), der var skrevet som svar på et andet essay fra 1820: Thomas Love Peacocks (1785-1866) 'Four Ages of Poetry'. Peacock behandler her poesiens rolle i den moderne industrialiserede verden, og hans pointe er, at tiden er løbet fra digtning:
»En digter i vore dage er en semibarbar i et civiliseret samfund.«
Det moderne samfund har brug for videnskabsmænd og økonomer, ikke for digtere. Digtningen har ikke længere nogen samfundsmæssig værdi. Om Peacock er satirisk eller faktisk mener, hvad han skriver, må stå hen i det uvisse. Men Shelley tager udfordringen på ordet i sit glødende forsvar for poesien.
Poesien er nyttig, replicerer han, bare ikke i Peacocks snævre betydning af ordet, hvor nytte er lig forøgelse af den legemlige velfærd. Poesiens mission er en anden. Poesien fornyr sproget og holder det levende; uden den ville sproget stivne i døde klichéer. Det poetiske sprog genskaber de forbindelser, som dagligsproget har slidt ned, og den blotlægger upåagtede sammenhænge og kombinationer.
Romantik er en vision om at poetisere verden
Poesien har en bevidsthedsudvidende og erkendelsesmæssig funktion. Den er på én gang 'al videns centrum og omkreds'. Poesien fjerner den 'hinde af bekendthed', der klæber til tingene, og lader os se dem på ny.
Den udfordrer enhver vanetænkning, idet den gør det gammelkendte fremmed og forunderligt. Den lader os ane det kommende i det nærværende. Den er det spejl, som reflekterer de skygger, fremtiden kaster på nutiden.
»Digtere er verdens uerkendte lovgivere,« lyder Shelleys afskedssalut.
Romantik er en kritik af åndløs materialisme og nyttetænkning og en vision om at poetisere verden. Hvis romantik er en idé, er denne idé poesien selv.
