Hvad er modernitet?

Når ordet moderne anvendes i en eller anden sammenhæng, hvor det optræder i udtryk som 'den moderne familie' eller 'den moderne pædagogik',
vil langt de fleste mennesker formentlig ikke studse eller komme i vildrede. Ordet bruges i dag ganske hyppigt som adjektiv – og der synes ikke at være problemer med det.

Men når vi begynder at tale om 'det moderne' eller 'modernitet' uden videre, opstår der problemer. For hvad er egentlig det moderne eller modernitet?

En kort bestemmelse af modernitet er, at det er to ting, som hænger sammen: Dels en fase i Vestens historie fra ca. 1750 og frem til i dag. Og dels er modernitet karakteriseret ved, at fire af livets dimensioner – forholdet til naturen, forholdet til andre mennesker, forholdet til sig selv og forholdet til det guddommelige – skal have helt bestemte indhold.

Teorier om det moderne har faktisk eksisteret siden sidste halvdel af 1700-tallet.
I starten var det sjældent, at ordet modernitet blev anvendt, det kom lidt efter lidt i 1800-tallet. Fænomenet modernitet var nu blevet ganske tydeligt. Der var dog en forløber for brugen af ordet.

Efter renæssancen opstod der en strid blandt lærde om, hvorvidt det var den klassiske antikke kunst og kultur eller den såkaldte moderne kunst og kultur, der var den mest rigtige, og som skulle være forbillede. Her blev ordet moderne brugt afgrænset og begrænset: Det angik alene en karakteristik af kunsten og til dels videnskaberne.

Men i 1700-tallet begyndte ordet, sammen med en række andre ord, der angik nutiden og dennes umiddelbare fremtid, fx 'det borgerlige samfund', at blive anvendt meget bredere, nemlig som en historisk fase – og altså ikke kun som en kvalificering af kunst.

Man opdagede den historiske mekanisme

Opfattelsen af, at nutiden og fremtiden kunne og ville blive radikalt forskellig fra den umiddelbare fortid, hang ikke mindst sammen med ændringer i opfattelsen af, hvad historie var for noget. For her i sidste halvdel af 1700-tallet mente man videnskabeligt at have opdaget historiens hemmelighed.

Tidligere var historie noget, som var overladt til historieskrivningen. Den beskæftigede sig med fortidens begivenheder, der var værd at erindre, og som stort set ikke rummede andet end nogle moralske indsigter. Nu mente man derimod, at selve den historiske udviklingsgangs mekanisme kunne afsløres videnskabeligt.

Det var i første omgang i økonomiske teoridannelser, at denne tanke opstod. Det blev hævdet, at historiens gang ikke var cyklisk, ikke styret af forsynet eller Gud, ligesom historien ikke var tilfældig eller kaotisk. Den var ganske enkelt styret af menneskenes former for naturbeherskelse.

I begyndelsen levede man i et jæger-fiskersamfund, hvor menneskene – sagde man – levede direkte af naturen (de amerikanske indianere udgjorde her den empiriske støtte). Senere fulgte nomadestadiet, hvor naturen, nemlig husdyrene, delvist blev tæmmet. Fasen blev efterfulgt af det landbrugsmæssige stadie (middelalderen), hvor hele naturen i princippet blev behersket.

Og det sidste stadie, som man lige var trådt ind i, var det såkaldte borgerlige stadie. Her var naturen principielt i alle dens former til at beherske, og samtidig havde man altså nu opdaget den historiske mekanisme.

Der har været et utal af modernitetsteorier

Fremkomsten af ideen om historiens hemmelighed førte umiddelbart til en ide om, at historien også kunne skabes – ikke bare berettes. Og vel at bemærke skabes med bevidsthed om, at den blev skabt, mens det skete.

Her har vi startskuddet til modernitetsteorier, som jo er teorier, der vil sige noget om, hvordan samtidens grundtræk ser ud – og hvordan de glider ind i fremtiden for at forme denne. Fremførelsen af modernitetsteorier var oprindeligt – og er det for så vidt stadig – et vestligt fænomen.

Siden da har der været fremført et utal af modernitetsteorier. Her fremlægges en modernitetsteori, som er stykket sammen af en række teorier med vidt forskellig baggrund. Foruden teoridannelser er der indoptaget historiske erfaringer med de kampe og stridigheder, der har været omkring ideerne om det moderne liv.

En ting er nemlig sikker: Når man i dag beskæftiger sig med modernitet som fænomen, er det tydeligt, at moderniteten aldrig fra starten forelå som en fiks og færdig ide, der blot skulle realiseres.

Det er der mange grunde til: Dels har der været et utal af modernitetsteorier, som ofte gensidigt udelukkede hinanden og altid var i konkurrence med hinanden, dels har de forskellige teorier måttet indarbejde og korrigere sig selv via de historiske erfaringsdannelser og kampe, som har fundet sted.

Moderniteten har i mere eller mindre realiseret form eksisteret i omkring 250 år. Først i 1900-tallet blev den fuldt ud realiseret, og i dag er den i Vesten nærmest en selvfølgelighed. Ofte så stor en selvfølgelighed, at vi slet ikke bemærker det.

Menneskets forhold til naturen skal gælde uden religiøse mellemregninger

Ved modernitet skal der forstås to forskellige, men sammenhængende ting. For det første angiver modernitet en fase i Vestens historie fra omkring 1750 og frem til og med i dag. For det andet er modernitet udtryk for en bestemt indstilling i og til livet.

Denne indstilling gør sig især gældende i fire dimensioner: menneskenes forhold til naturen, menneskenes forhold til hinanden, menneskenes forhold til sig selv og menneskenes forhold til Gud eller det guddommelige.

For menneskenes forhold til naturen skal 
gælde, at forholdet er helt uden religiøse eller mytiske mellemregninger. Naturen ønskes
behersket både i forhold til at tilbagerulle dens
luner (fra oversvømmelser til kræft) og i forhold til at aftvinge den brugsværdier til tilfredsstillelse af menneskelige behov. Redskabet hertil er teknologi, videnskab og arbejde i bred betydning.

Det private rum er rum for individualisering og socialisering

For menneskenes forhold til hinanden skal gælde, at forholdet er bestemt af en adskillelse af det offentlige og det private. Hvor skellet går, svinger historisk, men det skal være der.

Derudover skal de love, der regulerer menneskenes adfærd i det offentlige rum, være fastlagt ud fra menneskelig erfaring og fornuft og uden religiøse begrundelser. Og disse love skal kunne vinde demokratisk legitimitet – altså støttes af et flertal.

Slutteligt gælder det, at det private rum er rum for individualisering og socialisering med frembringelse af intimitet og nærhed.

De fire dimensioner skal realiseres

For menneskenes forhold til sig selv skal det gælde, at forholdet skal stimuleres i retning af myndighed og selvbestemmelse, hvor det enkelte individ selv udvikler dømmekraft.

Og endelig skal det gælde, at menneskenes forhold til Gud eller det guddommelige principielt skal udfolde sig i det private rum. Det er ikke et offentligt anliggende. Samtidig skal det være selvvalgt af det enkelte menneske. Og det skal altså også kunne vælges fra.

Disse fire dimensioner skal alle – og ikke bare en eller to eller tre af dem – være realiseret, for at vi har modernitet. Hvis ikke alle dimensioner med dette indhold er realiseret samtidigt, har vi noget andet – som vi evt. kan kalde modernisering, men altså ikke modernitet.

Totalitære stater er kun mulige i moderne verdener

Det er også derfor, at vi kan have modernisering uden modernitet. Det gælder i en bred skala fra sekulære og religiøse autoritære stater til fuldblods totalitære stater. Det er interessant, at totalitære stater på den ene side kun kan opstå, efter at verden eller dele af den er blevet moderne, samtidig med at totalitære stater forsøger at udrydde moderniteten.

At totalitære stater kun er mulige i en verden, der er blevet eller er
 ved at blive moderne, kommer af, at det først er her, at der historisk udvikles naturbeherskelsesteknologier, organisationsformer samt kommunikationsteknologier, som muliggør totalitarismen.

På den anden side søger totalitarismer altid at negere tre af modernitetens dimensioner, nemlig det indhold, som er givet i de tre dimensioner omfattende menneskenes forhold til hinanden, til sig selv og til det guddommelige. Det er kun naturbeherskelsesdimensionen, totalitarismer deler med moderniteten.

Forholdet til det guddommelige skal vælges eller fravælges

I det moderne er der normer, stærke normer, som samtidig er stærkt afgrænsede. Generelt gælder det, at naturdimensionen er uden normer. Her er der kun tale om ren teknisk pragmatik. Det er i øvrigt et af de punkter, hvor moderniteten i dag kan være ved at korrigere sig selv, for – som den danske teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) sagde:

»Kan vi i forhold til naturen kun begå dumheder og ikke skamløsheder?«

I de andre dimensioner er der imidlertid normativitet: At der i menneskenes forhold til hinanden kræves love, der skal have demokratisk tilslutning og være baseret på almen fornuft, er helt tydeligt noget normativt.

Ligeledes er det også klart normativt, når der i menneskenes forhold til sig selv kræves socialisering med selvbestemmelse som mål. Og endelig når der i forholdet til det guddommelige kræves, at det vælges eller fravælges af den enkelte, er det også en tydelig normativitet.

Eksistentielle grundvilkår er ikke en svaghed

Men er disse normativiteter afgørende for det moderne, så er de tillige stærkt afgrænsede. De er afgrænsede bl.a. på den måde, at de langtfra omfatter alle menneskelige livsytringer. Generelt gælder det, at modernitetens særegne normativiteter er tavse i forhold til en række grundlæggende eksistentielle spørgsmål og vilkår.

Når et menneske fx er kommet ud i afgrundsløs sorg, søger man jo ikke at hjælpe ved at sige:

»Du trænger bare til noget mere demokrati eller selvbestemmelse, så skal det nok gå.«

Kombinationen af afgrænset normativitet og eksistentielle grundvilkår, som ikke er belagt med modernitetens løsninger, er ikke en svaghed ved det moderne, men en styrke. Styrke, fordi forholdet selv er med til at understrege både normativiteten og afgrænsningen af den.

Hertil kommer, at netop afgrænsningen viser, at det moderne ikke er alt. Mange, rigtig mange forhold midt i moderniteten har intet med modernitet at gøre. At vi kan undre os, at vi glædes, at vi kan bære sorg eller være opmuntrede – det har ikke ret meget med modernitet at gøre, men er menneskelige grundvilkår.