Du mærker det i supermarkedet. Smør, kaffe og ost er blevet dyrere. Det samme gælder biograf- og koncertbilletter. Stort set alt er blevet dyrere.
Dette er et karakteristisk tegn på, hvad vi kalder inflation. Men hvad er inflation?
Inflation er en økonomisk term for, at priserne stiger generelt set. Sagt med andre ord, hvis du med en krone kan købe færre ting generelt, har der været inflation.
Hvis prisen på kun et bestemt produkt stiger, betyder det ikke nødvendigvis, at der er inflation. Prisen på et produkt i forhold til et andet kan stige eller falde, simpelthen fordi der er mere eller mindre efterspørgsel eller udbud af produktet.
Men hvis den gennemsnitlige pris på alle varer stiger, har vi inflation.
For at måle inflationen bruger vi ofte et prisindeks for økonomien. Det mest almindelige af disse er forbrugerprisindekset (også kaldet Consumer Price Index - eller CPI - på engelsk), som beregnes af Danmarks Statistik.
Forbrugerprisindekset beregnes ved at indsamle priserne på en typisk kurv af produkter, der afspejler husstandenes daglige forbrugsvaner. Ved hver måned at indsamle priserne på alle produkterne i denne kurv, er det muligt at se, hvordan det gennemsnitlige prisniveau ændrer sig over tid.
Nedenfor kan du se en figur, der viser forbrugerprisindekset fra 1990-2022. Som du kan se, er det steget markant i 2022. Der har med andre ord været en høj inflation. Hvilke parametre, der regulerer inflationen, og hvad man kan gøre, fortæller vi om i denne artikel.
Inflation angives normalt som et årligt tal, fordi der kan være naturlige bevægelser i priserne i løbet af året. For eksempel betyder januarudsalget efter julesæsonen, at priserne normalt er lavere i januar end i december.
Den bedste måde at sammenligne priserne på er derfor at sammenligne en given måned med samme måned i det foregående år. Her er et eksempel: hvis kurven af varer koster 300 kroner i marts i år 1 og 303 kroner i marts i år 2, er kurven blevet 1 procent dyrere, og vi ville sige, at der har været 1 procent årlig inflation.
Deflation - når priserne falder
Priser kan også generelt gå ned i stedet for at stige, noget økonomer kalder deflation (eller negativ inflation). Vi vender tilbage til ovenstående eksempel: Hvis kurven koster 297 kroner i år 2, er kurven blevet 1 procent billigere, og vi ville sige, at der har været 1 procent deflation.
Nogle priser kan svinge meget op og ned i økonomien. For eksempel kan prisen på såkaldte råvarer som elektricitet, benzin eller korn variere meget, afhængigt af vejr og andre faktorer.
Derfor beregnes der et andet indeks, der udelader disse produkter fra kurven. Dette kaldes kerneinflationsindekset. Kerneinflationen giver derfor et syn på det generelle prisniveau i en økonomi, der renser for de mere prisvolatile varer.
Nogle af virkningerne af inflation
Hvad er virkningen af inflation på husstandene? Kort sagt: inflation mindsker købekraften. Hvis du har 100 kroner til rådighed, og priserne stiger, kan du købe færre ting med dine 100 kroner.
For at beholde den samme købekraft skal din indkomst også stige. Teoretisk set, hvis og kun hvis indkomster stiger på samme niveau som inflation, er stigningen i priserne neutral for husstande. Hvis inflationen er højere end indkomststigningerne, bliver arbejdstagerne fattigere, da de ikke har råd til samme forbrug som tidligere.
Når inflationen er forudsigelig, kan lønforhandlinger lettere afspejle inflationen. Når arbejdstagere forhandler deres løn, kan de bede om kompensation for inflation. Hvis inflationen imidlertid er uforudsigelig eller begynder at accelerere, kan arbejdstagere og arbejdsgivere ikke helt vide, hvor meget de skal forhandle om.
Lønnen tilpasses over flere år
Økonomer observerer, at når inflationen stiger, tager det ofte op til flere år, før lønningerne tilpasses passende. For eksempel har mange virksomheder kun lønforhandlinger en enkelt gang om året, og mellem disse forhandlinger kan inflationen gøre arbejdstagere fattigere.
Et yderligere problem er, at arbejdstagere i forskellige sektorer har forskellige niveauer af forhandlingsstyrke til at forhandle deres lønninger. Derfor kan man også sige, at inflation er en kilde til forvrængning af den relative indkomst mellem kategorier af arbejdstagere. Med andre ord vil indkomstuligheden typisk øges, når der er høj eller uventet inflation.
Et kapløb om priser
Et andet problem med inflation er, at priserne på individuelle produkter bliver mindre gennemsigtige. Virksomheder vil typisk forsøge at genforhandle kontrakter med hinanden med den undskyldning, at deres omkostninger påvirkes af inflationen, og afhængigt af deres relative forhandlingsstyrke kan de måske lykkes med at presse deres egne priser op, hvilket bidrager til yderligere inflation.
Høje niveauer af inflation forvrider derfor relative priser. Der er et kapløb om, hvem der kan øge priserne tidligere. Jo hurtigere en virksomhed kan øge priserne i forhold til andre, jo mere overskud opnår den sammenlignet med andre virksomheder.
Forhandlingsstyrken for den enkelte virksomhed afhænger af konkurrenceniveauet på markedet. Derfor er det en fordel for forbrugerne hvis der er konkurrence.
Inflation får renten til at stige
I Danmark har vi noget, som hedder Konkurrence- og forbrugerstyrelsen, som er sat i verden for at kontrollere, at markedet fungerer som det skal. I 2022 blev de for eksempel af erhvervsministeren bedt om at skærpe prisovervågningen med særlig fokus på smør- og gaspriserne.
Endelig påvirker høj inflation også tilliden for både producenter og forbrugere i økonomien, da den gør fremtidige priser mere uforudsigelige. Den påvirker også de afkast, som långivere kræver.
Hvis en bank låner dig 100 kroner i et år, men der er 10 procent inflation, vil pengene være 10 procent mindre værd det følgende år, når du betaler dem tilbage til banken. For at pengene kan beholde deres værdi, vil banken skulle kræve mindst 10 procent i rente.
Derfor fører inflation til en stigning i renten. Faktisk bliver fremtiden for økonomien også mere usikker for investorerne, som kræver højere præmier for den risiko, de påtager sig i forbindelse med deres investeringer.
Mangel på kontrol over inflation i en økonomi fører endda til, at investorer og långivere forventer økonomiske problemer. Investorer forventer lavere vækst, lavere reelle lønninger, lavere beskæftigelse og lavere forbrug. Inflation har tendens til at gøre dem mere pessimistiske og usikre.
Hvorfor er der inflation?
Der kan være forskellige kilder til inflation, men her er tre hovedforklaringer, som økonomer bruger.
Den første hænger sammen med den såkaldte monetære teori om inflation. Ifølge denne afhænger købekraften af kronen af, hvor mange kroner der faktisk er i omløb - hvor mange penge, der eksisterer.
Regeringen har eneret til at udstede penge. Dette gennemføres af regeringens bank, også kaldet Danmarks Nationalbank (eller generelt centralbanken). Når Nationalbanken udsteder flere penge, noget man kalder pengepolitik, bliver der flere kroner tilgængelige i økonomien for husholdninger og virksomheder.
Imidlertid er der ikke nødvendigvis flere varer tilgængelige til at købe med de penge. Effekten er, at prisen på alle varer simpelthen stiger, da flere penge jager de samme varer. Således kan stigninger i pengemængden skabe inflation.
Udbud og efterspørgsel
En anden kilde til inflation hænger sammen med den såkaldte teori om samlet udbud og efterspørgsel. Ifølge denne, vil en stigning i forbrugernes efterspørgsel efter varer, hvis der samtidigt produceres flere varer, føre til en stigning i den gennemsnitlige pris på varerne.
Hvis flere forbrugere løber efter de samme varer, vil det være de forbrugere, som er villige til at betale mest, som får varen. For at forstå denne effekt skal vi huske på, at husstandene kan vælge enten at bruge deres penge i dag eller opspare dem til fremtiden. Hvis husstandene pludselig beslutter at bruge mere og spare mindre, stiger efterspørgslen efter varer og tjenester.
Forestil dig for eksempel at husstandene bliver mere optimistiske om fremtiden. De tror måske, at deres fremtidige indkomst vil være højere, og derfor beslutter de sig for at bruge flere penge i dag i stedet for at spare op.
Samfundet kan ikke forbruge mere end det, der er produceret. Hvis udbuddet af varer og tjenester ikke også stiger, vil priserne stige, da udbuddet af produkter bliver knapt i forhold til efterspørgslen.
Det skal bemærkes, at staten og det offentlige er den største enkeltforbruger af varer og tjenester i samfundet, da regeringen bygger veje og anden infrastruktur, opretholder politi, driver hospitaler og leverer alle mulige slags grundlæggende tjenester. Derfor kan stigninger i efterspørgsel fra både husstande og det offentlige føre til inflation.
Udbudschok
Teorien om den samlede udbud og efterspørgsel siger også, at inflation kan være resultatet af ændringer i udbuddet snarere end efterspørgslen. For eksempel kan en begrænsning i produktionen potentielt føre til en knap forsyning af varer og tjenester. Et godt eksempel var en række brande på halvlederfabrikker i Japan og Tyskland samt en vinterstorm, der lukkede en fabrik i Texas, mellem 2020 og 2022.
Dette førte til en nedgang i forsyningen af computerchips, mens efterspørgslen forblev stabil. Og det øgede i sidste ende priserne på chips, hvilket gjorde det sværere for bil-, computer- og telefonproducenter at producere tilstrækkeligt af deres produkter. Prisen på disse produkter steg derfor også.
Sådanne virkninger kaldes undertiden udbudschok. Generelt, når virksomheder står over for en hurtig og pludselig stigning i produktionsomkostninger (stigninger i lønninger, gældsomkostninger, råvarepriser, skattestigninger), vil de forsøge at videregive så meget som muligt af disse stigninger til deres kunder, ved at hæve deres priser og opretholde deres fortjeneste. Derfor har stigninger i produktionsomkostningerne tendens til også at skabe inflation.
Et godt eksempel er stigningen i prisen på naturgas efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Naturgas bliver brugt i produktion af for eksempel papir, stål, og mursten. Når gasprisen stiger, bliver det dyrere for et teglværk at producere mursten, og de vil forsøge at tage mere for deres mursten, som i sidste ende gør det dyrere for en husholdning at bygge et nyt hus.
Konkurrence og inflation
En tredje forklaring på inflation har at gøre med ændringer i konkurrenceniveauet. Hvis der er konkurrence, producerer mange virksomheder de samme eller lignende produkter, og hvis en virksomhed øger sine priser, kan køberne blot skifte til en anden leverandør.
Men hvis regeringen begrænser konkurrencen, hvis virksomheder i en sektor lykkes med at blokere for nye konkurrenter, eller hvis en given virksomhed differentierer sit produkt, så det bliver en monopolvirksomhed, kan en eller få virksomheder ende med at have en betydelig indflydelse på priserne i en bestemt sektor.
Med mangel på konkurrence kan monopoler diktere højere priser for at øge deres overskud. Hvis konkurrencen i det hele taget i samfundet bevæger sig fra mere til mindre konkurrence, kan inflationen være konsekvensen af denne generelle mangel på konkurrence.
Hvordan kan inflation håndteres?
Ifølge den monetære teori om inflation er en måde at undgå inflation at undgå at trykke for mange penge. Centralbanker er opmærksomme på risikoen for inflation og har derfor typisk et inflationsmål, som normalt er 0-2 procent. Ved omhyggeligt at styre mængden af penge, kan centralbanken forsøge at undgå, at inflationen bliver for høj (eller lav).
Efterspørgselschok kan også håndteres. Hvis husstandene af en eller anden grund mister tilliden til økonomiens fremtid og beslutter at forbruge mindre, kan man forvente faldende priser (deflation) samt et lavere produktionsniveau (en økonomisk recession).
Regeringen kan, som den største forbruger i samfundet, modvirke dette problem ved at øge de offentlige udgifter. Nationalbanken kan også vælge at trykke flere penge. Varer og tjenester er til for at blive forbrugt, regeringen skal blot sørge for, at folk forbruger det, der bliver udbudt, og dermed undgår deflation eller en recession.
Hvis husstandene derimod pludseligt beslutter sig for at forbruge for meget, kan man forvente stigende priser (inflation) og en mulig økonomisk overophedning. Her kan regeringen skære i de offentlige udgifter, eller Nationalbanken kan reducere mængden af penge. Derved reduceres efterspørgslen til et lavere niveau, der er kompatibelt med udbuddet.
Forsyningschok er mindre almindelige end efterspørgselschok, og muligheder for at modvirke dem er begrænsede. Hvis en halvlederfabrik brænder på den anden side af jorden, er der meget lidt, den danske regering kan gøre for at reducere en påvirkning på prisen på computerchips.
Endelig er det en af regeringens opgaver at overvåge konkurrenceforholdene for at sikre, at der ikke opstår monopol. Hvis det konstateres, at en virksomhed er blevet et monopol, har regeringen magt til at opdele denne virksomhed i flere mindre virksomheder og skabe mere konkurrence. I praksis er opdelingsløsningen dog politisk vanskelig at implementere.
Hvorfor tillader politikere nogle gange inflation?
Hvad kan forklare, at regeringer rundt omkring nogle gange tillader, at inflationen stiger?
Populariteten af en regeringsleder afhænger i høj grad af, om husstandene føler, at deres liv forbedres. Ved at udstede flere penge kan regeringen få råd til at lancere nye bygge- og investeringsprojekter, skabe jobs og give indtryk af økonomisk vækst.
Priserne vil dog blive presset op. Købekraften af penge vil derfor gå ned, og i sidste ende har regeringen flere penge at lege med, mens husstandene har mindre. Inflation fungerer derfor som en indirekte skat, en måde at omfordele rigdom på, væk fra husstande og til staten.
Da prisændringer i hele økonomien tager noget tid, vil effekten ikke være øjeblikkelig, og regeringslederen kan ende med at blive mere populær på kort sigt - og overlade de længerevarende problemer med inflation til en fremtidig leder at tackle.
Hvordan påvirker inflation husstanden?
Rigere husstande kan skære ned på deres forbrug af luksusvarer, uden at dette påvirker deres forbrug af basisprodukter. Fattigere husstande køber derimod mest basisprodukter, og derfor kan de kun skære ned på deres forbrug af disse, hvis der opstår inflation.
Desuden kan rige husstande investere deres opsparing for at korrigere en del af det, de taber på inflation. Fattige husstande uden opsparing har ikke denne mulighed. Nogle husstande lejer deres hjem, og denne leje kan stige, når der er inflation, da udlejere forsøger at tilpasse deres indkomst til inflation. Andre husstande ejer deres eget hjem og påvirkes ikke på denne måde.
Desuden fører inflation til en omfordeling af formuen mellem dem, der sparer op, og dem, der låner. Hvis du sparer 100 kroner op til fremtidigt forbrug, og der er inflation, vil dine penge kunne købe færre ting, når du endelig beslutter dig for at bruge dem.
Hvis du derimod låner 100 kroner og køber for dem i dag, skal du betale disse 100 kroner tilbage i fremtiden, men den reelle værdi vil være mindre. Nu kan det være nyttigt at påpege, at det offentlige er store låntagere. Faktisk er den globale offentlige gæld i 2023 højere end den samlede værdi af alt, der forbruges i hele verden!
Da staten er så stor en låntager, og inflation reducerer den reelle værdi af statsgælden, kunne dette være en anden grund til, at en regering kan tolerere lidt inflation. Formue overføres fra långivere (som i sidste ende er husstandene) til regeringen.
Sigter mod 2 procent
En interessant observation er, at centralbanker (og regeringer) ofte sigter mod en lille mængde inflation, normalt 2 procent. Dette tillader en lille mængde af formueomfordeling og reduktion af regeringsgælden, men uden at påvirke husstandene for meget. Det garanterer også, at en nuværende leder ikke kan bruge pengeforsyningen til at opbygge kortvarig popularitet på bekostning af langsigtede økonomiske problemer.
I figuren længere oppe i artiklen kan man se, at det for det meste er lykkedes. Men man kan også se hvor unaturligt højt inflationen har været efter Corona krisen, hvor en kombination af høj offentlig og privat efterspørgsel, en række udbudschok, og en lempelig pengepolitik, har skubbet priserne i vejret.
