Hvad er fordybelse egentlig for et fænomen?

En biografgænger henslængt i et dybt plyssæde, en højskoleelev opslugt af at dreje keramik eller en veltilfreds avislæser med kaffe på kanden og morgensol ind ad vinduet – det er alt sammen også billeder på at være fordybet.

Vi kan fordybe os i mange forskellige ting: i leg og fantasier, i film, bøger og computerspil, i vores arbejde og fritidsinteresser, i tankevirksomhed og spiritualitet, i samtale og ensomhed.

Helt tilbage fra oldtiden, og sikkert længere endnu, har det at fordybe sig været forbundet med noget åndeligt, religiøst eller spirituelt. Sådan er det ikke helt i dag, men det indbefatter stadig ofte, at vi udvider eller overskrider vores almindelige dagligdagsliv – uanset om det er i fantasien eller i virkeligheden.

Alligevel er det svært kort og præcist at sætte ord på, hvad det egentlig vil sige. Som en haletudse, vi forsøger at fange med hænderne, undslipper en entydig definition os igen og igen.

Bøjes og strækkes i mange retninger

Hvis vi går fra vores egen konkrete måde at opleve det at være fordybet på og til forskernes måde at definere fænomenet på mere generelt, vil argentinske Ernesto Laclau og belgiske Chantal Mouffe nok først og fremmest kalde ordet for en ’flydende betegner’.

De to samfundsforskere beskæftiger sig med, hvordan vi taler om virkeligheden, og ’flydende betegnere’ er deres udtryk for alle de 'fluffy' begrebsord, der betyder lidt forskelligt afhængigt af konteksten.

Så selv om de fleste af os nok forbinder fordybelse med noget positivt, er det altså også et ord, vi hiver frem i forskellige sammenhænge, fordi vi kan bøje og strække det i mange retninger.

Vi kan både tale om at fordybe os, når vi går en tur i skoven, læser en bog, lytter til et foredrag, sætter sommerhus i stand eller æder os igennem en hel tv-serie på en doven søndag. Men det er ikke helt den samme form for fordybelse i de forskellige tilfælde.

Fra oplevelser til opmærksomhed og aktiviteter

Mennesker, der beskæftiger sig fagligt med fordybelse, kommer fra mange forskellige områder.

De kan være psykologer som for eksempel flowforskeren Mihaly Csikszentmihalyi eller medie- og litteraturforskere som Marie-Laure Ryan og N. Kathrine Hayles. De kan også være filosoffer som Hannah Arendt eller læseforskere som Maryanne Wolf.

Ofte anvender de ordet ’dybde’ eller ’dyb’, for eksempel i sammensatte udtryk som dybdelæsning, dybdelæring, dybdelytning og dyb tænkning, men også andre beslægtede ord som flow, kontemplation og opslugthed.

Hvor en del af forskerne er særligt optagede af, hvad det vil sige at have fordybede oplevelser, så er andre mere optagede af, hvad det er for en særlig opmærksomhed, det kræver af os at fordybe os.

Og andre igen beskæftiger sig med, hvad der sker, når vi fordyber os i bestemte aktiviteter som at lære, læse, lytte, meditere og tænke.

Opslugt af computerspil

Den amerikanske medieforsker Janet Murray er optaget af den form for fordybelse, der finder sted, når vi lader os opsluge af virtuelle underholdningsmedier såsom computerspil. Hun kalder det for ’immersion’ at være fordybet på den måde, og ordet udspringer netop af det fysiske indtryk af at være nedsænket i vand.

For Murray er immersion det nydelsesfulde i at være fuldkommen omringet af en alternativ virkelighed, der tryllebinder hele vores opmærksomhed og sanseapparat. Immersion er altså den form for fordybelse, vi kan opleve, når vi bevæger os ind i en forestillet som-om-verden, for eksempel når vi ser en fascinerende film.

Men det kan også være, når vi er stærkt opslugt af en aktivitet i den virkelige verden.

Nogle vil nok mene, at vi slet ikke fordyber os, når vi spiller computerspil, men at der snarere er tale om overfladisk adspredelse. Grænsen imellem at være adspredt og fordybet er imidlertid ikke så let at drage.

Den danske lyd- og medieforsker Ulrik Schmidt har blandt andet argumenteret for, at overdreven koncentration på en bestemt sansemæssig aktivitet, såsom at lytte til musik ved en koncert, ganske let kan kamme over i at blive defokuseret og uopmærksom, uden at der nødvendigvis er noget galt i det.

Det gælder for eksempel koncerter med elektronisk musik, hvor publikum kan opleve, at musikken omgiver dem fuldstændig. Koncertgængere kan derfor have en tendens til at slippe opmærksomheden på musikkens enkeltdele og bare give sig hen til en følelse af at være omgivet af lydens totalitet som af et smukt landskab eller af vand, de dykker ned i.

Det er stadig intenst at opleve, men uden et konkret fokus, og derfor kan det være svært for forskerne at beslutte sig for, om de skal opfatte oplevelsen som adspredt eller fordybet.

Det er noget af det, der er lidt mystisk ved fordybelsen, og som måske også er med til at gøre den fascinerende.

Fiktion og virkelighed smelter sammen

Ultimativ immersion i en fiktiv verden kalder litteraten Marie-Laure Ryan for Quixote-syndromet, der henviser til romanen Don Quixote skrevet af den spanske forfatter Miguel de Cervantes i 1600-tallet.

Historien handler om en afdanket lavadelig ridder, der har forlæst sig så meget på ridderromaner, at han som en anden superhelt begiver sig ud for at redde verden.

Da han ikke længere kan skelne mellem fiktion og virkelighed, angriber han vindmøller, fordi han ser dem som kæmper, og en fåreflok, han opfatter som en fjendtlig hær. I det hele taget kommer Don Quixote grueligt galt af sted på sine eventyr, fordi han opfatter virkeligheden helt skævt.

Den afdankede ridder er så fordybet i sine egne fantasier, at han ville være noget nær fortabt, hvis ikke han havde haft sin tro væbner, den mere jordbundne Sancho Panza, med på rejsen.

Marie-Laure Ryan har beskæftiget sig med menneskers immersion i både computerspil, film og litteratur. For hende er alle former for fortællinger en slags virtual reality, altså en kunstig verden, vi kan bevæge os rundt i som en alternativ virkelighed.

Men det er forskelligt, hvor opslugte vi er af dem.

Fire niveauer af fordybelse

Når vi læser historier som Harry Potter eller en god krimi, skelner Marie-Laure Ryan mellem fire niveauer af fordybelse. På første niveau er vi blot koncentrerede om at læse.

På det andet niveau begynder vi at blive mere involverede i bogens univers, men vi er stadig bevidste om, at vi er i gang med at læse. På tredje niveau er vi nu decideret opslugte af fortællingen, selv om vi stadig er klar over, at universet er fiktivt.

På fjerde niveau bliver det derimod mere uklart, for her kan der ske to forskellige ting. Enten er vi så opslugte, at vi ligesom Don Quixote ikke længere kan skelne fiktion fra virkelighed og faktisk tror, at der findes troldmandsskoler og flyvende koste – så er der tale om farlig fordybelse.

Eller også sluger vi nu af bar iver bogen så hurtigt, at vi slet ikke når at indoptage det, vi læser. Så ender det i mere overfladisk adspredelse.

Mere eller mindre på mode

Ryan peger desuden på, at den immersive fordybelse har været mere eller mindre på mode på forskellige tidspunkter i historien, hvilket blandt andet er tydeligt i billedkunsten.

Middelalderens malerier var flade og skildrede verden i to dimensioner, hvor personer og genstande snarere var ment som symboler end noget virkeligt – for eksempel blev Jesus afbildet som et lam. Her var den immersive fordybelse således ikke idealet.

Men da kunstmalerne begyndte at indarbejde perspektiv og dybde i renæssancemaleriet, kunne de, der så på maleriet, nu opleve et rum, der fremstod så ægte som en parallelvirkelighed, næsten som nutidens fotografi.

Og i barokken, som fulgte lige efter, dyrkede malerne direkte illusionen ved blandt andet at male hyperrealistiske skyer i kirkelofterne, så kirkegængerne fik en fornemmelse af, at de så lige op i himlen.

Senere tog mange kunstnere afstand fra den slags forføreriske kneb, og i modernismen malede eksempelvis de amerikanske kunstnere Mark Rothko og Agnes Martin i stedet abstrakte former med store ens farveflader eller småbitte firkanter og med bevidst synlige penselstrøg, der fremhævede, at det her var maleri, ikke virkelighed.

Fordybelse som noget, der opsluger os i fiktive verdener og illusioner, har vi mennesker altså i forskellige perioder af historien været mere eller mindre fascinerede af eller kritiske overfor og dyrket mere eller mindre.