Hvad er et godt portræt?

Radiovært Sara Bro sidder i en grøn bikini på en blød stol midt i en skraldeinstallation på Charlottenborg.

Sådan begynder fjerde afsnit af femte sæson af DR-programmet ’Danmarks bedste portrætmaler’, hvor unge kunstnere dyster om at portrættere kendte danskere.

Men hvad er egentlig et godt portræt? Kan man overhovedet tale om noget generelt, eller er det altid en subjektiv vurdering? Og hvordan har portrætmaleriet som genre udviklet sig gennem historien?

Først og fremmest skal portrættet røre noget i os, lyder det fra Mette Houlberg Rung, der er samlings- og udstillingschef på Frederiksborg Slot, der specialiserer sig i portrættet som genre.

»Det gode portræt giver os indblik i, hvad for en person, vi står overfor. Det gør os nysgerrige og får os til at undre os. Hvordan mon denne person er? Måske begynder vi endda at drømme om, hvilken verden, personen lever i eller har levet i,« siger hun.

Derudover er der også en vis spejling forbundet med det gode portræt, lyder det fra Lene Østermark-Johansen, der er kunsthistoriker på Københavns Universitet.

»Jeg mener, at et godt portræt skal skabe en forbindelse mellem dén, der er afbilledet, og beskueren. Det skal få os til at tænke over, hvem vi selv er, og hvad det vil sige at være menneske. Vi kigger på en anden, men i virkeligheden også på os selv,« forklarer hun.

Men selvom følelsen af forbindelse mellem os selv og den portrætterede er altafgørende for det gode portræt, er det alligevel ikke helt nok. Der skal til en vis grad også være noget genkendeligt ved den person, som bliver malet, uddyber Lene Østermark-Johansen.

»For at man kan kalde noget et godt portræt, skal der også være et element af portrætlighed, det vil sige portrættet skal ligne den, der bliver malet. Det betyder ikke nødvendigvis, at personen gengives én til én. Pablo Picasso udfordrer for eksempel idéen om klassisk portrætlighed med sine kubistiske portrætter af Gertrud Stein og Dora Maar, der er ret abstrakte,« siger hun.

Profilportrætter og arketyper

Portrætmaleriet har eksisteret lige siden 1400-tallet, og de tidlige portrætter var blandt andet kendetegnede ved, at man ofte malede folk fra siden, forklarer Lene Østermark-Johansen.

»Profil-portrætter var gængse i denne periode. Kunstnerne viste folks karakter via deres krogede næse, vigende hage eller høje pande. Det bliver en slags arketyper og identitetsmarkør; den nærige, den gavmilde eller melankolikeren. Der er et spændingsfelt mellem det generelle og et ønske om samtidig at fange det individuelle,« siger hun.

I slutningen af 1400-tallet vender de portrætterede sig pludselig mere og mere mod kunstneren i det såkaldte ’trekvart-portræt’. I samme periode begynder der også at komme mere fokus på baggrunden i portrætterne, fortæller Lene Østermark-Johansen:

»Der er både øget fokus på rum eller landskab omkring personen. Derudover ser vi flere ting, der fortæller noget om den malede i billedet. Det kan være bøger, samlingsobjekter eller planter med symbolsk værdi.«

Portrættet som fortidens Tinder

Portrættet har haft forskellige formål op gennem historien – nogle der endda kan beskrives som en form for dating-værktøj à la Tinder.

I 1500-tallet blev portrætter nemlig ofte brugt som led i ægteskabsforhandlinger. Når en prins skulle finde ud af, hvordan en prinsesse så ud, inden han accepterede et eventuelt giftermål, foregik det ofte ved, at der blev sendt portrætter afsted mellem byer og lande, fortæller Lene Østermark-Johansen.

»Den tyske maler Hans Holbeins portræt af danske Prinsesse Christine (1461-1521, red.) bliver for eksempel sendt til den engelske kong Henrik 8. under renæssancen. De endte ikke med at blive gift, men det er et eksempel på, at portrætmaleriet også er blevet brugt i et spil om magt og diplomati,« siger hun.

Et andet eksempel er den britiske dronning Elisabeth 1. af England (1533-1603), som modtog adskillige portrætter af håbefulde prinser fra hele Europa.

»Hun giftede sig aldrig, så kunstneren og den portrætteredes mission lykkedes altså ikke i den henseende,« påpeger Lene Østermark-Johansen.

Det moderne portræt har nye farver

Det er ifølge Lene Østermark-Johansen svært at sige noget generelt om stilarter og formål i moderne portrætter.

»Nutidens portrætter er et sammensurium af fortidens kunst og moderne tematikker, personer og male-teknikker. Det er svært at sige, at det moderne portræt er mere politisk, aktivistisk eller har mere eller mindre fokus på portræt-lighed eller baggrunden i billedet i forhold til tidligere perioder i historien,« forklarer hun.

Det, der dog kan fremhæves som anderledes i moderne portrætter, er typen af farver, som i 1800-tallet ændrer sig på grund af nye opfindelser. Hidtil har man nemlig primært haft adgang til jordfarver fra naturen, men opfindelsen af blandt andet bindemidlet nitrocellulose ændrer både konsistens og farvernes udtryk. I 1930’erne bliver akrylmalingen opfundet, hvilket også får stor betydning for kunsten frem til i dag.

»De nye kunstigt fremstillede farver har ændret mulighederne for portrætmalerne og givet dem flere nuancer og anderledes måder at portrættere på,« lyder det fra Lene Østermark-Johansen.

Fem berømte portrætter

Nu har vi været igennem nogle af de elementer, der har kendetegnet portrætter gennem historien, og hvad der udgør 'det gode portræt'.

I det følgende skal vi se eksempler på fem portrætter fra 1600-tallet og frem til moderne tid, der er blevet særligt berømte.

De fem portrætter bliver herunder kommenteret af henholdsvis Mette Houlberg Rung fra Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot, og Mikkel Bogh, der er professor i kunsthistorie og leder af Center for Practice-based Art Studies på Københavns Universitet.

Mona Lisa - Leonardo da Vinci (∼1503-1517)

Mikkel Bogh: »Mona Lisa, der blev malet i 1500-tallet, er måske det mest kendte portræt i verden. Det er malet af Leonardo da Vinci henover en periode på mindst 10 år og forestiller sandsynligvis adelskvinden Lisa Gheradini. Som portræt er det mere end blot et (muligvis) vellignende billede af en bestemt kvinde, som vi ikke ved, hvordan så ud.«

»Det efterlader beskueren med en masse spørgsmål: Hvad er det for et landskab i baggrunden af billedet, der faktisk ikke hænger sammen? Hvem er kvinden på billedet, som tydeligvis både er idealiseret og skildret med sans for liv og bevægelse?«

»Vi har måske en forventning om, at portrætter skal ’forklare’ og beskrive den portrætteredes karakteristiske udseende, identitet og indre natur. Men i Mona Lisas tilfælde gør portrættet næsten det modsatte: Det skaber i og omkring figuren en atmosfære af mystik og dunkelhed, ikke-jordisk ophøjethed og sanselig-erotisk appel, som gør den portrætterede svær at indfange. Derfor bliver vi aldrig færdige med at se på det.«

'Portræt af en Ung Pige (Vaïte (Jeanne) Goupil)' - Paul Gaugain (1896)

Mette Houlberg Rung: »Portrættet er af den franske kunstner Paul Gauguin og er malet, mens Gauguin er bosat på Tahiti. Det forestiller den franske pige Jeanne Goupil, der med sin familie også boede på Tahiti. Portrættet er skabt med Gauguins typiske stærke farver og sans for det ornamentale (mønsterdekorationer, red). Pigen nærmest smelter sammen med baggrunden og bliver en del af billedfladen sammen med de dekorative elementer som for eksempel blomsterne i tapetet.«

»Hun er tegnet op med et blåt omrids, sidder med et maskeagtigt ansigt og bliver i sig selv en ornamentik. På det her tidspunkt var maleriet ved at fjerne sig fra virkeligheden. Det skulle ikke gengive virkeligheden 1:1 – det kunne fotografiet gøre. I stedet bliver det eksperiment med maleriet og udtryk for Gauguins meget personlige fortolkning af pigen, og den verden som hun levede i.«

'Portræt af Dora Maar' - Pablo Picasso (1937)

Mikkel Bogh: »Picasso har her skildret sin elskerinde og kunstnerkollega Dora Maar i en stil eller form, som udspringer af kubismen.«

»Vi ser kvinde fra flere sider på samme tid, hvilket giver hende bevægelse og kompleksitet. Den kantede figuropbygning trækker opmærksomheden væk fra personens ansigtstræk. Det giver den portrætterede en forbindelse med stolen og det omgivende rum og med de synsvinkler, hun kan ses fra, som fortæller noget om, at hun ikke er en ideel skikkelse (som Mona Lisa), men derimod en levende krop, som aldrig kan fanges i et totalt billede.«

'De to Frida'er' - Frida Kahlo (1939)

Mette Houlberg Rung: »Et portræt kan fokusere på portrætlighed, men det kan også forsøge at udtrykke, hvad den portrætterede føler. Dette dobbelte selvportræt af Frida Karlo gør begge dele. Det er malet lige efter hende skilsmisse med maleren Diego Rivere. På værket ses to Frida’er – den ene i en farvet traditionel mexicansk klædedragt – den anden i en hvid europæisk kjole. De peger mod Frida Carlos tilhørsforhold til begge kontinenter.«

»Frida’erne holder hinanden i hænderne og har begge blottede hjerter. Den europæiske Fridas hjerte er revet op og en blødende blodåre drypper på kjolen. Den traditionelle Frida holder et lille portræt af Rivera i hånden. Selvportrættet kan fortolkes til at udtrykke Frida Kahlos knuste hjerte og hendes følelser omkring skilsmissen.«

'Statsminister Anders Fogh Rasmussen (2001 - 2009)' - Simone Aaberg Kærn (2010)

Mette Houlberg Rung: »Portrættet her er virkelighedsnært – næsten hyper-realistisk i sin stil. Men det gør alligevel noget helt andet end et fotografi.«

»Aaberg Kærn har samlet de ting som statsminister Anders Fogh Rasmussen står for i ét billede; den danske bøgeskov forrest i billedet og flyvemaskinen over Afghanistan, der nærmest kommer flyvende ud af billedet mod os. Portrættet er på den måde et kondenseret ekspressivt billede af Fogh, der peger på helt centrale ting, som han arbejdede med i sin statsministerperiode.«