Hvad er en nationalhelgen?

Det blev kong Knud den Hellige af Danmarks endeligt, da han efter en vild flugt fra utilfredse vendelbo-oprørere søgte tilflugt i Sankt Albani Kirke i Odense.

Oprørerne prøvede først at brænde trækirken, men da det ikke lykkedes, trængte de ind i kirken, hvor kongen havde søgt asyl. Her dræbte de ham, mens han knælede ved alteret, lyder legenden.

Knud havde fået fjender, da han i 1085 opkrævede bøder blandt de soldater, der forlod hans flåde i Limfjorden. De havde ventet i månedsvis på ordre om at sejle mod England, imens deres forsyninger var sluppet op, så til sidst var de taget hjem for at passe deres gårde.

Bøderne gjorde vendelboerne rasende, så de indledte en vild jagt på kongen og hærgede alle kongsgårde i Jylland. Knud måtte flygte, og det førte ham til Odense, som skulle blive hans sidste opholdssted.

Efter Knuds død sørgede hans bror Erik Ejegod for at få ham helgenkåret, og når man læser om Knud den Hellige på internettet i dag, er hans navn tit flankeret af den flotte titel ’nationalhelgen’.

Men hvad er en nationalhelgen egentlig, spørger læseren Stella, som har skrevet ind til Spørg Videnskaben:

»Vi ved, at den katolske kirke har kåret helgener i mange hundrede år. Men hvad vil det sige at være nationalhelgen? Er det ren politik og magtkampe, eller har denne helgen en funktion i at beskytte det pågældende land?«

Nationalhelgen kan være et nyt begreb

Selvom ordet ’nationalhelgen’ af og til dukker op i bøger, er det højst sandsynligt et meget nyt begreb, som er opstået langt tid efter middelalderen, hvor de fleste helgener blev kåret.

»Jeg går ud fra, at begrebet nationalhelgen ligger i forlængelse af tankerne om nationalbegrebet fra 1800-tallet. Her fik de helgener, der kunne betragtes som særligt danske og derved bidrage til den voksende nationalfølelse, en renæssance,« vurderer historiker Lars Bisgaard, som er lektor ved Institut for Historie på Syddansk Universitet.

Fordi udtrykket nationalhelgen er så nyt, giver det mere mening at se på, hvordan helgenbegrebet har udviklet sig op gennem middelalderen.

Udviklingen viser, hvordan nogle helgener opnåede en status som nationers beskyttere og blev den politiske magtfaktor, som læseren spørger ind til, vurderer Lars Bisgaard.

Kristne blev slået ihjel på bestialsk vis under det romerske imperium

De første helgener opstod, så vidt historikerne ved, i senantikken omkring år 300-400, hvor katolikkerne fik inspiration fra antikkens kulturelle fascination af tapre heltefigurer.

I begyndelsen blev martyrer automatisk betragtet som helgener. På det tidspunkt var der mange martyrer, eftersom romerne forfulgte de kristne. Når katolikkerne døde for deres tro, fik de en helt særlig status – det var den helligste heltedåd, de kunne udføre, fortæller Lars Bisgaard.

Når romerne dræbte de kristne, gik det ikke helligt for sig. Der findes historier om mennesker, der er blevet kastet for vilde dyr, kogt levende, sat ild til og overhældt med flydende metal. Men fordi martyrdøden var en populær måde, man kunne blive helgen på, fik det mange kristne til at kæmpe mod den romerske statsmagt.

Faktisk voksede den kristne kirke eksplosivt mellem år 60 og 250.

Helgenbegrebet ændrede sig imidlertid, da den romerske kejser Konstantin i år 313 legaliserede kristendommen. Legaliseringen lagde grunden til, at kristendommen nogle århundreder senere kunne blive statsreligion i Romerriget, men betød også, at det ikke længere var det ultimative offer at lide martyrdøden.

Sankt Ansgar blev skytshelgen for Danmark

I middelalderen blev mission en ny vej til at opnå helgenstatus. Sådan opstod nogle af de helgener, som man formentlig i dag ville kalde nationalhelgener, vurderer Lars Bisgaard.

Det gælder for eksempel Sankt Ansgar, som, selvom han blev helgenkåret lige efter sin død i 865, først begyndte at blive behandlet som skytshelgen af Danmark i 1826, hvor han blev gjort til genstand for historisk interesse.

Sankt Ansgar var ærkebiskop i Hamborg, missionerede i store dele Skandinavien og var en af de tidligste missionærer i Danmark. Det lykkedes det ham at få opført en kirke i Hedeby.

»Han havde en vis succes, og det gav ham tilnavnet Nordens Apostel. Det blev nedskrevet i en lokal biskops beretning fra 800-tallet, så det gør Sankt Ansgar til en af de første navngivne skikkelser, der bragte kristendommen til Danmark,« fortæller Lars Bisgaard.

På trods af sit engagement i at kristne de skandinaviske vikinger opholdt Sankt Ansgar sig mest i Bremen i Nordtyskland, hvor han oprettede klostre og hospitaler, og købte fanger fri af vikingernes slavehandel. Da han døde, var den efterfølgende ærkebiskop ikke sen til at helgenkåre ham i Bremens domkirke, hvor han dermed blev lokalhelgen.

\ Læs mere

Pavens videnskabsfolk undersøger mirakler

Rom tjente mange penge på at sælge relikvier

Netop lokalhelgener var meget udbredte i den tidlige middelalder.

Når der skulle opføres en kirke i middelalderen, var det et krav, at den skulle have relikvier. Det vil sige en knogle fra en helgen, som ofte blev muret ind i et lille kammer i alterets stenplade.

Uden relikvier kunne kirken ikke indvies. Den regel var en gevaldig fordel for hellige byer som Rom og Konstantinopel, der var leveringsdygtige i relikvier, som kunne sælges i dyre domme.

Nogle kirker var dog så heldige at have en god kristen person fra lokalområdet begravet, som de kunne helgenkåre, hvis der begyndte at gå historier om, at der skete mirakler ved hans grav.

Derefter var proceduren, at man tog knoglerne op af graven, svøbte dem i silke og lagde dem i et fornemt helgenskrin – en lille kiste ofte udsmykket med guld og ædelstene – og stillede den på kirkens alter.

Lokalhelgener gav kirken rigdom og magt

Det bedste nordiske eksempel på en lokalhelgen er norske Olav den Hellige, som faldt i slaget ved Stiklestad i Trøndelag. Hele hans krop blev derefter begravet i Trondhjem, fortæller Lars Bisgaard.

Efter Olav den Helliges helgenkåring i 1031 begyndte pilgrimsrejsende at flokkes til Klemenskirken i Trondhjem. De pilgrimsrejsende gjorde blandt andet lokalhelgenerne til en indbringende affære for kirkerne – både politisk og økonomisk.

»Pilgrimsfærdene gav en masse gaver til kirken. Derudover fik Olav den Hellige titlen ’rex perpetuus’, kongen, der kommer igen, når han påkaldes. Så Norges efterfølgende konger blev nærmest hans vasaller,« siger Lars Bisgaard og fortsætter:

»Sådan opstod et stærkt bånd mellem den norske kongemagt og kirken i Trondhjem. På den måde har lokalhelgener nærmest optrådt som det, den nye term nationalhelgen indikerer, en nations beskytter. Det var med til at give helgenkulten også politisk magt,« siger Lars Bisgaard.

Fordelene ved at have lokalhelgener var så store, at antallet af skandinaviske lokalhelgener eksploderede mellem år 1000 og 1200, hvor de lokale biskopper havde magten til at kåre helgener.

Derefter overgik opgaven til paven for at begrænse antallet af lokalhelgener og den kritik, der sommetider opstod, når kirken for eksempel kårede folk, der havde politiske modstandere i lokalområdet.

\ Læs mere

Reformationen medførte øget overvågning af befolkningen

Kongehelgener var vigtige i spillet om kongemagten

Olav den Hellige var konge, da han levede, og er derfor det, man kalder en kongehelgen. Netop kongehelgener har ofte opnået den status, som gør, at nogle i dag ville kalde dem nationalhelgener.

Når det gjaldt kåringen af kongehelgener, er der ingen tvivl om, at der var klare politiske interesser på spil, vurderer Ane Bysted. Hun er ph.d. i middelalderens historie, tidligere ansat på Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger og videnskabelige artikler om religion i middelalderen.

»Det var en kæmpe fordel for den herskende konge, hvis hans forfædre var helgener. I den tidlige middelalder var der ikke tronfølge fra far til søn, så i magtspillet om at blive den næste konge, kunne helgener forlene en slægt med en hellig aura,« siger Ane Bysted.

Valdemar den Store gravede sin far op uden tilladelse

Det trick brugte Valdemar den Store.

Historiske kilder peger på, at han var så ivrig efter at helgenkåre sin far, Knud Lavard, for at sikre, at det ikke var en af hans fætre, der blev konge, at han allerede som 15-årig gravede sin far op, uden at have fået hverken pavens eller den danske ærkebiskops godkendelse.

»Når en helgen skal kåres, er det en længere proces. Først begynder der at florere historier om, at folk har oplevet mirakler ved graven. Så skriver en munk alle miraklerne i en såkaldt helgenberetning, som også indeholder en slags biografi over alle de hellige gerninger, personen har udført i levende live,« forklarer Ane Bysted.

Indtil 1131 kunne en lokal biskop i teorien udføre helgenkåringen, når han havde læst helgenberetningen. Da Valdemar prøvede at grave sin far op i 1146, protesterede den danske ærkebiskop dog, fordi han mente, at det var en god idé at få pavens velsignelse.

Derfor rejste den svenske ærkebiskop til Rom og afleverede helgenberetningen hos Paven, som heldigvis for Valdemar den Store godkendte anmodningen og optog Knud Lavard i den katolske helgenkanon i 1169. På grund af ærkebiskoppens insisteren på rejsen til Rom, kom Knuds helgenkåring dog med flere års forsinkelse.

\ Læs mere

Vikingetogterne var andet end mord og plyndringer - de hjalp også med at udbrede kristendommen

En særlig type af helgener nød bred popularitet

Det står efterhånden klart, at nogle helgener var infiltreret i middelalderens religiøse og politiske magtkampe. Det var dog ikke ensbetydende med, at de prominente politiske figurer var de mest relevante for den brede befolkning.

Det var derimod de såkaldte skytshelgener. Vi var tidligere inde på Sankt Ansgar, der var skytshelgen for Danmark, men langt de fleste skytshelgener havde faktisk mindre ’ansvarsområder’, såsom søfart, smede og skræddere.

I senmiddelalderen er der historiske kilder, der viser, at den slags skytshelgener var meget populære.

De forskellige skytshelgener havde hver sit alter op ad støttepillerne i skibet på den lokale bykirke, som var betalt af byens storbonde, bagere eller andre grupper. Her kunne bonden gå hen at bede for en god høst, sømanden for et vellykket fisketogt og købmanden for mange kunder.

»Skytshelgener havde den funktion, at man kunne bede til dem, og så ville de gå i forbøn hos Gud. De kunne lægge et godt ord ind hos ham, men i sidste ende var det Gud, der bestemte,« fortæller Ane Bysted.

Tak for spørgsmålet

Middelalderen var fuld af helgener. Både afdøde konger, missionærer og bibelske figurer.

Nogle er senere blevet betegnet som nationalhelgener, men fælles for mange af dem er, at der har været store politiske og religiøse interesser på højkant, når helgener er blevet kåret.

Vi siger tak til Stella for det gode spørgsmål, og sender hende en Videnskab.dk-T -shirt. Du kan også sende et spørgsmål på sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk.

\ Læs mere

Mytedrab: Reformationen tog ikke livet af kalkmalerier og klostre

\ Læs mere

Reformationen: Martin Luther ville ikke bryde med Rom