Har du nogensinde haft en mærkelig følelse af, at du har oplevet nøjagtigt den samme situation før, selvom det er umuligt?
Dette fænomen, som kaldes dèja-vu, har længe undret filosoffer, neurologer og forfattere.
Fra slutningen af 1800-tallet begyndte mange teorier at dukke op om, hvad der kunne forårsage dèja-vu, som betyder 'allerede set' på fransk.
Man troede, at det måske stammede fra mental dysfunktion eller måske en slags hjernelidelse. Eller måske var det en midlertidig 'teknisk fejl' i den menneskelige hukommelses ellers normale drift.
Emnet nåede dog ikke frem til forskningen før for ganske nylig.
Fra det paranormale til det videnskabelige
Tidligt i dette årtusinde besluttede en forsker ved navn Alan Brown sig for at foretage en gennemgang af alt, hvad forskere havde skrevet om dèja-vu.
Meget af det, han kunne finde, havde et paranormalt anstrøg, der havde at gøre med det overnaturlige - ting som et tidligere liv eller spiritistiske evner.
Men han fandt også studier, der forholdt sig til almindelige menneskers dèja-vu-oplevelser.
Ud fra alle disse studier var Alan Brown i stand til at indsamle nogle grundlæggende resultater om dèja-vu-fænomenet.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
2/3 af os oplever deja-vu
For eksempel fandt Alan Brown, at omkring 2/3 af os oplever dèja-vu på et eller andet tidspunkt i vores liv.
Han konkluderede, at den mest almindelige udløsende faktor for dèja-vu er en situation eller et sted, og den næstmest almindelige udløsende faktor er en samtale.
Ud fra omkring et århundredes medicinsk litteratur fandt han desuden indikationer på en mulig sammenhæng mellem deja-vu og forskellige typer anfaldsaktiviteter i hjernen.
Alan Browns gennemgang bragte emnet dèja-vu ind i den mere mainstream forskning, fordi den både blev publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, som forskere, der studerer kognition, plejer at læse, og også i en bog rettet mod forskere.
Hans arbejde var en katalysator for forskerne til at designe eksperimenter for at undersøge dèja-vu.
Kliniske tests af dèja-vu
Tilskyndet af Alan Browns arbejde begyndte mit eget forskerhold at udføre eksperimenter med det formål at teste hypoteser om mulige dèja-vu-mekanismer.
Vi undersøgte en næsten 100 år gammel hypotese, der indikerer, at dèja-vu kan ske, når der er en slående spatial (rumlig) lighed mellem en aktuel situation og en situation, der ikke er genkaldt i hukommelsen.
Psykologer kaldte dette Gestalt-familiaritetshypotesen.
Forestil dig for eksempel, at du passerer akutmodtagelsen på et hospital, hvor du skal besøge en syg ven. Selvom du aldrig har været på dette hospital før, bliver du ramt af en følelse af, at du har.
Den underliggende årsag til denne oplevelse af dèja-vu kan være, at omgivelsernes layout, som eksempelvis placeringen af møblerne og de særlige genstande i rummet, har samme layout som en anden akutmodtagelse, som du tidligere har oplevet.
Brugte virtual reality
Måske er den måde, hvorpå akutmodtagelsen er placeret – møblerne, tingene på disken, den måde, afdelingen er forbundet til gangen – den samme som måden, et sæt velkomstborde blev arrangeret på ved indgangen til et skolearrangement, du deltog i et år tidligere.
Ifølge Gestalt-familiaritetshypotesen, kan du, hvis du ikke kommer i tanke om den tidligere situation med et lignende layout som den nuværende, stå tilbage med en stærk følelse af familiaritet med den nuværende.
For at undersøge denne idé i laboratoriet brugte mit team virtual reality til at placere deltagerne i situationer.
På den måde kunne vi manipulere de miljøer, deltagerne befandt sig i – en del situationer delte samme spatiale layout, mens de i andre situationer var helt anderledes.
Mange faktorer kan bidrage til dèja-vu
Som ventet var der større sandsynlighed for dèja-vu, når deltagerne var i en situation med det samme spatiale arrangement af elementer som en tidligere situation, de havde set, men ikke huskede.
Vores forskning indikerer således, at en medvirkende faktor til dèja-vu kan være en ny situations rumlige lighed med en erindret situation, der ikke bevidst huskes i det pågældende øjeblik
Det betyder dog ikke, at spatial familiaritet er den eneste årsag til dèja-vu.
Mange faktorer bidrager sandsynligvis til, at en situation eller en episode til at føles bekendt. Og mere forskning er i gang for at undersøge yderligere mulige faktorer, der spiller ind i dette mystiske fænomen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
