Se denne lille, sjove video om Videnskab.dk's rivende udvikling i tal. (Video: Adobe Voice / Charlotte Price Persson og Malene Sommer Christiansen)
I dag er det otte år siden, Videnskab.dk startede. Som en idé, en tanke, en tro på, at danskerne var interesserede i videnskab og ville investere deres tid i at læse nyheder om det.
Håbet var at slå nok igennem som special- og nyhedsmedie til at kunne manifestere sig og gøre en forskel i en evigt foranderlig og flygtig, digital verden.
Vi synes selv, at det er lykkedes rigtig godt.
I dag når vores daglige nyheder ud til gennemsnitligt 900.000 brugere hver måned, og vores nyhedsbrev har over 17.000 abonnenter. Knap 46.000 mennesker følger os på Facebook, og vi er blevet citeret i andre medier godt 19.000 gange i løbet af vores otte år.
Alt dette og meget mere er vi stolte af, og derfor har vi lavet ovenstående video for at fejre os selv – og ikke mindst jer, kære læsere, fordi I er blevet ved med at vende tilbage til os og læse, klikke, inspirere og følge os gennem alle otte år.
To vigtige satsninger på Videnskab.dk
Derfor skal dagen i dag også blive dagen, hvor vi løfter sløret for to store afsløringer for den kommende tid på Videnskab.dk.
For det første kommer opfølgningen på vores tidligere bestsellere, heriblandt bøgerne ’Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?’ og ’Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?’ til jul. En samling af vores bedste spørgsmål og svar, som I har sendt ind til vores brevkasse Spørg Videnskaben.
For det andet bliver det meget snart et mere moderne Videnskab.dk, du bliver præsenteret for, når du fremover åbner op for sitet på eksempelvis din smartphone eller tablet.
»I løbet af de otte år, Videnskab.dk har eksisteret, har vi ikke bare fået mange brugere, hvis tørst efter viden vi er glade for at slukke. Samtidig er er der sket en markant udvikling omkring os – både teknologisk og i mediebilledet.«
»Videnskab.dk er rykket med ud på de sociale medier, for vi vil ud og møde vores brugere, hvor I er. Og dette forår arbejder vi blandt meget andet med en stor satsning, som skal gøre vores indhold mere tilgængeligt på mobilen, så man kan have os med overalt,« siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør for Videnskab.dk.
Et stort tak skal der lyde fra alle os til alle jer. Uden vores læsere, nye som gamle, var vi ingenting. Så tak – og hurra!
I denne video kan du følge med i en tilfældig arbejdsdag for Lise Brix, der er journalist på Videnskab.dk. Hun viser, hvordan en artikel går fra idé til udgivelse.





























