Moselig er sjældent kedelige tørvetrillere. Hvis de var ved bevidsthed og kunne snakke, ville de plapre løs om, hvordan de er blevet okset og mokset rundt af forskere, folk og fæ efter at de er blevet gravet op af mulden.
Ét af de interessante moselig er en 2.000 år gammel dame ved navn Huldremosekvinden, hvis klæder Videnskab.dk har skrevet om. Hun blev fundet af en ganske almindelig tørvearbejder på Djursland 19. maj 1879.
Arm stak op af jorden
Mens tørvearbejderen går i sine egne tanker, hakker han pludselig igennem noget, der føles anderledes end tørv, og han bøjer sig ned for at se, hvad det er. Synet af en arm forskrækker ham så meget, at han smider hakken fra sig og styrter hen til gården, hvor han sender bud efter det nærmeste politi.
»Politiet graver liget ud og tror, der er tale om en nylig afdød person. Deres formodning er, at de har fundet liget af en mand, som forsvandt på egnen nogle år tidligere. Da de afklæder liget, finder de hurtigt ud af, at der er tale om et kvindelig, som er ældgammelt,« fortæller seniorforsker Ulla Mannering fra Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning på Nationalmuseet.
Politimanden konstaterer, at der ikke er begået en forbrydelse og mister derfor interesse for liget.
Til gengæld får liget nu fuld opmærksomhed fra den lokale apoteker samt distriktslægen, som skriver til Nationalmuseet, for at høre om dets arkæologer er interesserede i fundet. Distriktslægens kone påtager sig den opgave at vaske moseligets tøj, så det kan blive præsentabelt.
Liget tørrer ind
Der går kun et par dage, før museet svarer tilbage, men da er Huldremosekvindens krop allerede blevet begravet på Ørum Kirkegård. Da museet svarer ’ja tak’, skynder de to herrer sig tilbage til kirkegården for at grave hende op igen, hvorefter de transporterer hende til sygehuset i Grenå.
Mens hun ligger i ligstuen og venter på afsendelsen med dampskib til København, forrådner hun heldigvis ikke - hun tørrer bare stille og roligt ind.
\ Fakta
Af alle danske moselig er det kun Grauballemanden, der ikke bar noget tekstil eller skind på sig.
På Nationalmuseet tager man glad imod tekstilerne og dragten, som tilsyneladende ikke har taget skade af at blive vasket. Selve liget ser man derimod som en klods om benet, da man på daværende tidspunkt ikke opfatter humane dele som egentlige arkæologiske genstande.
»Man gør det ved hende, som man gør ved alle de ting, man ikke lige har brug for, nemlig at parkere hende i en eller anden kælder. Der ligger hun indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvor det bliver for kontroversielt for museet at have et komplet lig liggende i kælderen, så museet forærer det til Normal-anatomisk Institut, som senere bliver til Panuminstituttet, som dog heller ikke lige ved, hvor de skal gøre med det,« siger Ulla Mannering.
Huldremosekvinden glemt i en kasse
Liget bliver overleveret i den kasse, det formentlig blev transporteret til København i. Det bliver gemt og glemt under et skrivebord indtil begyndelsen af 1976, hvor en kendt dansk biologisk antropolog (palæopatolog) ved navn Pia Bennike tilfældigvis bliver opmærksom på den mystiske kasse under et bord.
Lægerne ringer til forskere på Nationalmuseet og spørger, om de mangler et moselig. De priser sig lykkelige over, at liget stadig findes og over at få det tilbudt igen.
»Arkæologernes udforskning af hendes dragt var allerede blevet publiceret i videnskabelige tidsskrifter, og nu, hvor man havde kroppen igen, kunne man pludselig komme videre med forskningen og også lave nye analyser. En velbevaret person bliver helt enestående tilknyttet en dragt, og samtidig havde man muligheder for at lave en masse spændende analyser af huldremosekvindens krop, som f.eks. CT-scanning og røntgenfotografering,« fortæller Ulla Mannering.
Huldremosekvinden bar dragt af brændenælde
Ulla Mannering og hendes kolleger på Nationalmuseet får kort før 2008 lov til at undersøge Huldremosekvindens krop, således at de kan sammenholde den med tekstilerne, som forskerne allerede kender i stor detalje.
»Det var godt nok spændende at se. Ifølge gamle nedfældede beskrivelser af hende vidste jeg, at der skulle være noget hvidligt substans bevaret i knæhaserne. Jeg tænkte, at det kunne være fantastisk, hvis det var plantemateriale,« siger hun.
Forskerne undersøger hende grundigt og finder forskellige trådrester, og da de vender vendt hende om på ryggen, opdagede de rester af en dragt af brændenælde.
Det kom som en overraskelse, da de fandt ud af, at hun inde under skinddragterne og uldtekstilerne har haft en anderledes dragt på af plantemateriale.
De mange lag tøj vidner om en stor respekt for den afdøde, og den respekt går igen for alle moselig.
Tøj var lige så værdifuldt som metal
De færreste moselig er nøgne - tværtimod er de typisk svøbt i flere forskellige beklædningsdele. Det viser, at de afdøde ikke bare er blevet kastet ned i et hul, men at de er blevet behandlet med stor omhu.
»I dag har vi et ekstremt overfladisk forhold til tekstiler og beklædning, og hele vores dagligdag består af hurtig omsætning. Tøjet behøver ikke at holde særligt længde, og det behøver ikke at være af så god en kvalitet, at det kan holde en menneskealder.«
»Dengang har der til gengæld været meget lang produktionstid, og tekstiler var en sikker og dyrebar vare. Hvis det blev lavet ordentligt, kunne det vare hele livet, og så var det i virkeligheden lige så værdifuldt som metal,« slutter Ulla Mannering.
