En Facebook-ven skrev kort: »Han havde et navn« på sin Facebook-væg, da billedet af den treårige, druknede syriske dreng Aylan Kurdi banede sig vej ind til de flestes bevidsthed.
Et menneskebarn lå i vandkanten. Det var ikke det første af den slags billeder af døde flygtningebørn, vi så. Men netop det med navnet gjorde noget. Han blev til et menneske med en historie.
Når vi taler flygtningestrømme, fokuserer vi meget på tal. Hvor mange kommer der? Hvor mange kommer fra bestemte lande? Hvor mange kom der for to år siden, og hvor mange kommer der i dag? Hvor mange har krydset Middelhavet i skrøbelige både? Hvor mange står der på Budapests banegård?
Tal er en måde for os at holde styr på og forholde os til ting på. De indeholder vigtig information. Men nogle ting kan de ikke ramme. For eksempel hvilke menneskelige subjekter, der gemmer sig bag tallene. Hvad deres mulige potentiale er. Hvad deres helt specifikke livshistorie er. Deres personlige styrker og svagheder.
Et flygtningeliv kan ændre sig, når det møder værtslandet
Jeg vil her skrive om en enkelt flygtning, og jeg vil gå bagud i historien. Rafael Edelmann kom til Danmark som barn af lettiske, jødiske flygtninge i 1909. Han er en af de personer, jeg skriver om i min bog om Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010, som lige er udkommet.
At Rafaels livshistorie, som efterhånden har nogle år på bagen, er relevant i dag, skyldes ikke mindst, at den giver os indblik i, hvordan et flygningeliv kan ændre sig i mødet med et værtsland, også i et langt tidsmæssigt perspektiv.
Edelmanns historie er ikke repræsentativ, den er en historie ud af mange. Men netop derved kan den bidrage med et blik på flygtninge som enkeltindivider – hvilket faktisk også er samfundsmæssigt relevant.
De danske regler var ikke altid lige klare
Rafaels far (Chaim) og mor (Miryam) kom fra byen Rezinge, 60 kilometer fra Riga. Chaim kom i skrædderlærer, da han var 12 og boede mellem 1900 og 1909 i Leningrad. Men på baggrund af de jødeforfølgelser, som fandt sted i Rusland, flygtede han med sin familie i 1909.
Vi ved, at deres ønske var at komme til USA, men da børnene fik skoldkopper, da de var nået til København, blev de der. De kunne simpelthen ikke komme videre. Efter megen flytten rundt i indre by bosatte de sig i en gade, der dengang blev kaldet H. C. Andersens Gade.
Chaim arbejdede som skrædder, men familien havde ikke de store resurser. Det var ikke altid, de danske regler var lige klare, hvilket for eksempel var tydeligt, når Chaim søgte om dansk indfødsret (og det gjorde han af flere omgange).
At Miryam i 1911 havde været på Blegdamshospitalet for kommunens regning, blev af myndighederne tolket som om, at han havde modtaget fattighjælp (det vidste han ikke selv noget om), og af den grund skulle der gå 21 år, fra familiens ankomst til Danmark til Chaim blev dansk statsborger.
Meget tyder på, når man sidder med Chaims indfødsretssag, som nu ligger på Rigsarkivet, at de danske myndigheder ikke havde nogen større hast med at få sagen igennem. Dette på trods af støttetilkendegivelser fra blandt andet det jødiske samfund.
Forældrene havde ikke råd til hans uddannelse
Edelmannfamilien var fattig. Dette havde selvfølgelig ikke kun betydning for forældrene, men også for deres børn. Sønnen Rafael var virkelig godt begavet. Men forældrene havde ikke råd til at bekoste hans uddannelse.
Af den grund skrev han 4. oktober 1919 et brev til Selskabet til videreuddannelse af elever fra den jødiske drengeskole med bøn om hjælp. I brevet gjorde han blandt andet opmærksom på, at hans forældre ikke kunne bekoste hans uddannelse til student. Skulle han nå så langt, så måtte andre træde til. Og det gjorde Selskabet så.
Og de fik noget for pengene. Vi ved fra hans korrespondance med en markant skikkelse i det dansk-jødiske miljø, rabbiner David Simonsen, at Rafael startede på rabbinerseminar i Berlin i 1922 og derefter fortsatte sine studier i Bonn, hvor han også skrev sin doktorafhandling.
Det var her, at han mødte sin tyske kone Elisabeth. Sammen tog de til Danmark, nærmere bestemt til København, hvor de bosatte sig i en lille lejlighed på Nørrebro. Rafael havde da fået arbejde, først som medarbejder og siden som bibliotekar på den jødiske samling på Det Kongelige Bibliotek: En stilling, som han bestred indtil 1970, hvor han flyttede til Jerusalem. Det var i Israel, han døde – i 1972.
At komme til Danmark var essensielt for familiens overlevelse
Da jeg i marts 2012 interviewede Rafaels og Elisabeths søn, som i dag sidder i Israel, fortalte han med begejstring om sin familie og livet på Nørrebro. Han havde ikke følt sig som en fremmed.
Under jødeaktionen i oktober 1943 havde familien fået hjælp til at komme til Sverige, og der var blevet taget godt vare på deres ting. At familien var kommet til Danmark havde, som sønnen understregede det, været essentielt for dens overlevelse. Familiemedlemmer i både Tyskland og Letland var døde, forsvundet i nazismens dødsmaskine.
Man kan lære en del af historier som Rafaels. For det første – og ikke uvæsentligt – er han et eksempel på, at selvom de forældre, som kommer som flygtninge kun har få resurser, behøver det ikke være gældende for deres børn – hvis de får den rigtige hjælp.
For det andet illustrerer historien om Rafael, at enhver flygtningestrøm både i fortid og nutid består af mennesker, familier og enkeltindivider – det er værd at lytte til sådanne historier for at forstå, hvad der foregår.
For det tredje understreger historien, hvorledes det at flytte sig over grænser kan være altafgørende for disse menneskers muligheder og overlevelse. Og for det fjerde understreger historien, hvordan Danmark fik en dygtig bibliotekar.
Han var ikke født i Danmark, men det betød ikke så meget i den sidste ende.
