Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Her er den nye rektor på Copenhagen Business School

Annonce:

Copenhagen Business School, CBS, har fundet en ny til stillingen som universitetets rektor, og valget er faldet på Nikolaj Malchow-Møller.

Siden 2014 har han været dekan på Syddansk Universitet, og han er professor i nationaløkonomi. Han har desuden tidligere været forskningschef for Centre for Economic and Business Research på CBS fra 2005 til 2009.

»I bestyrelsen er vi glade for at byde velkommen til Nikolaj Malchow-Møller. Med de personlige og faglige kompetencer, Nikolaj besidder, er vi i bestyrelsen overbeviste om, at både bestyrelsen, CBS’ ansatte og de studerende vil få et godt samarbejde med Nikolaj om den fortsatte udvikling af CBS,« siger CBS' bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, i universitetets pressemeddelelse.

Nikolaj Malchow-Møller tiltræder stillingen 1. marts 2019.

sj