Den igangværende valgkamp vil byde på mange politiske debatter.
Men hvad sker der i publikums hoveder, når de ser dem? Bliver nogen overbevist om noget andet, end de mente før? Bliver nogen klogere? Hvad synes folk egentlig om dem?
Og hvad har vi af forskning om det fænomen?
Denne artikel tager tråden op, hvor min artikel om troværdighed og karisma slap, og gennemgår, hvad vi ved om effekten af politisk argumentation og debat – og hvilke forandringer vi kunne have brug for i debatformatet.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Fra tv-program til forskning
I 1994 udkom på dansk den vistnok mest omfattende og realistiske undersøgelse nogensinde af, hvad der overbeviser vælgere i politiske debatter.
Sammen med to kolleger – Charlotte Jørgensen og Lone Rørbech – var jeg med til at forske i overbevisende debatadfærd ud fra tv-programmet Bytinget.
Et program, som gennem 10 år 37 gange lod fremtrædende debattører argumentere for og imod politiske temaer om eksempelvis begrænsning af fri abort.
100 statistisk udvalgte borgere var publikum og stemte om temaet før og efter debatten. Netop dét var afgørende for, at materialet havde en unik værdi. Det sikrede, at når stemmerne flyttede sig, kunne det kun skyldes retorikken fra debattørerne og deres medbragte ’vidner’ under selve debatten.
Undersøgelsen kom som en tyk bog fra Gyldendal – den kan købes i genoptryk her. En engelsksproget forskningsartikel (1998) ligger her.
Kan man vinde en debat?
Vi ønskede især at foretage en statistisk analyse af stemmeflytninger sammenholdt med debatternes retoriske indhold. Det krævede ikke kun omhyggelig faglig analyse af de timelange debatter, men også mange overvejelser om hvordan vi skulle bedømme tallene.
I afstemningerne før og efter debatten var der tre grupper: ja, nej og ved ikke.
For mange af debatterne var der tal på, hvor mange der flyttede sig imellem grupperne. ’Vinderen’ af debatten definerede vi ved, at en debattør gik flere stemmer frem ved anden afstemning end sin modpart (begge gik i reglen frem, idet ved ikke-gruppen gerne svandt ind).
Dette er et kontant og relevant begreb om at vinde – men det er ikke det, der mest bruges om forløbet af politiske debatter. Ofte kaldes én debattør vinder på grundlag af et par kække replikker – men uden at vi véd, hvem de har overbevist, om overhovedet nogen.
\ Rangliste over vinderne
Vi definerede desuden en rangfølge af de deltagende debattører ud fra deres stemmeresultater. Ikke alle debatvindere gjorde det nemlig lige godt.
Vi fandt, at deres stemmefremgang divideret med antallet af ved ikke-stemmer i første afstemning gav et rimeligt mål for, hvor gode de havde været til at overbevise.
Med hjælp fra en professor i statistik nåede vi derefter frem til at ’triangulere’ ved hjælp af tre typer statistisk test (for nørder: binomialtest, rangsumtest og logistisk regression).
Argumentation kan faktisk rykke stemmer
Et overordnet, tankevækkende resultat, som trådte umiddelbart frem, var dette: Man kan faktisk vinde stemmer ved at argumentere – også selvom argumentationen kun varer cirka 45 minutter.
I gennemsnit op mod 20 af de 100 deltagere skiftede ved anden afstemning mellem de tre grupper.
Hvad mere er: Man kan endda, selv efter så kort tids argumentation, vinde stemmer fra modparten: Op mod 10 procent af vælgerne skiftede mellem ja og nej. Den slags vælgerbevægelser kan jo tippe flertallet og regeringsmagten.
Det er slående, fordi megen politisk journalistik (og politisk videnskab) synes at tage noget andet for givet. Nemlig at vælgerne i forhold til diverse politiske emner (for eksempel udlændingepolitik) står, hvor de står. Tjek selv, om ikke den kommende valgkampsjournalistik vil afspejle denne antagelse.
Derfor, antages det, kan politikere kun vinde en vælgers stemme ved at udtrykke holdninger, som vælgeren allerede har.
Valgtest glemmer noget
Der er i denne synsmåde ikke rigtig noget, der hedder, at en politikers argumenter og retorik i en debat kan ændre vælgeres meninger om selve de politiske emner.
Og derfor spiller argumentation en alt for lille rolle i den journalistiske og politologiske forståelse af vælgeradfærd. Men hallo, argumentation virker! Langtfra på alle, men på nok vælgere til, at det kan gøre en forskel.
Den gængse (forsimplede) synsmåde afspejles også i et fænomen som de såkaldte valgtest. Det er skemaer, som beskriver partiernes holdninger til politiske emner. Så kan vælgeren beregne, hvem de er mest enig med.
At partiernes argumenter kunne ændre folks meninger om selve emnerne, tages der altså ikke højde for. I denne artikel fra den seneste valgkamp har jeg skrevet mere om, at det er vildledende at tro, at alle vælgerne har ’argumentresistente’ holdninger til alle emner. Det har kun politikere – havde jeg nær sagt …
Det følger heraf, at det ikke er nok, at man i valgkamp- og debatanalyse ensidigt ser på politikernes holdninger, og i stigende grad deres personlige egenskaber, gerninger og fejltrin, som jeg skriver om her).
En debat består primært af argumenter om holdninger. Holdninger alene er ikke debat!
Kropssproget spiller en stor rolle
I vores undersøgelse kunne vi, ved at sammenholde debattørernes egenskaber og argumenter med stemmetallene, se på, hvad der – alt andet lige – skabte stemmebevægelser og dermed debatvindere (og tabere).
Højest lå – interessant nok – egenskaber, der havde at gøre med stemmeføring og kropssprog.
Stemmen skal være levende og varieret, gestikken skal være klar og præcis, ikke flagrende. Kropssproget skal være energisk, ikke slapt. Debattører med disse træk klarer sig signifikant bedre end dem uden.
Der er også nogle ’stilistiske’ træk, der især kendetegner succesfulde debattører. De skal kunne forme fyndige og huskbare sætninger (altså om det, der er vigtigt!), og meget gerne som afslutning på et indlæg.
Alt dette passer godt med, hvad min artikel om troværdighed her på Forskerzonen siger om begrebet karisma. Selvfølgelig er karisma god at have – hvis den undgår den muddergrøft, der rummer rent show, manipulation og uærlighed.
Retorisk argumentation, der hjælper dig til at vinde
Men der er mere. Der er også en række vinder-egenskaber, der angår retorikkens indhold. De peger på, at lødig, substantiel argumentation virker.
Vil du vinde, så brug konkrete, relevante eksempler i din retorik.
Udbyg dem med detaljer.
Hold dig gerne til ét overordnet argument, og brug megen taletid på det. Bring dine andre pointer ind som underpunkter, ikke som andre, selvstændige argumenter.
Dette råd kaldte vi ’elefantbøssen’, efter et essay af George Orwell, der som ung koloniofficer skulle skyde en løbsk elefant. Han skriver, at sådan én skulle rammes med ét skud midt mellem ørerne, ikke med spredehagl.
Afgræns din påstand – som eksempelvis i abort-debatten, hvor vinderen, der ville begrænse abort, betonede, at han ikke ville forhindre alle aborter, men kun de mest ’unødvendige’, som han sagde.
Stemmesamlende eller stemmeflyttende?
Vi så i undersøgelsen af debatprogrammerne, at en debattør med disse strategier kunne vinde stemmer med argumentation, endda fra modparten.
En universitetsforsker, der endda ikke udviste megen karisma, vandt eksempelvis en debat over Pia Kjærsgaard i en debat om emnet rugemødre. En anden universitetsforsker, professor Johannes Sløk, der både havde karisma og troværdighed, vandt i øvrigt en debat over Mogens Glistrup.
Rugemoder-debatten var med til at vise os, at debattører, der kan vinde stemmer fra modparten, typisk har nogle bestemte retoriske egenskaber – vi kaldte dem stemmeflyttende retorik.
Den minder om det, jeg i denne artikel kalder troværdighed. At vinde stemmer fra ved ikke-gruppen kaldte vi stemmesamlende retorik.
Den var eksempelvis Pia Kjærsgaard rigtig god til. Men hun tabte alligevel – hvilket har at gøre med, at en stemme fra ved ikke-gruppen kun tæller for én, men en stemme fra modparten tæller for to (en op for os, en ned for dem).
Får borgerne de debatter, de har brug for?
Forskning i politiske debatter, hvor man sætter det retoriske indhold i forhold til stemmetallene, er alt for lidt opdyrket.
Det er, som om humanister (som jeg selv) er for utilbøjelige til at se på tal og andre empiriske data – og politologer og andre samfundsforskere er for tilbøjelige til kun at se på dem.
Vi behøver eksempelvis at forske i, om vi borgere får den slags debatter, vi gerne vil have, med den slags indhold, vi ønsker og har brug for. Jeg udførte selv et kvalitativt-empirisk forsøg, der giver et fingerpeg herom.
Et hold højskoleelever skulle i 2015 se en valg-debat mellem daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Mens de så, skulle de på uddelte skemaer hurtigt nedskrive deres reaktioner på debatten, med tidsangivelser der tillod at sætte indhold og reaktioner i forhold til hinanden.
Metoden er et eksempel på receptions-forskning, nærmere betegnet protokol-analyse, dog med det særlige twist, at protokollerne her skrives, ikke indtales.
Klar besked fra de unge
De unges reaktioner var overvældende negative. De fandt begge debattører dybt irriterende, blandt andet fordi de talte alt for meget om deres modpart (negativt selvfølgelig) og alt for meget om fortiden frem for at lægge deres egen agenda frem med argumenter.
En rubrik på skemaerne om stemmepræference viste, at ikke én af tilhørerne blev trukket i retning af hverken Thornings eller Løkkes parti.
Dette var et hold opvakte, oplysningshungrende førstegangsvælgere. Mon alle borgere ville have reageret på samme måde? Det burde der forskes mere i.
En anekdote, som jeg vover at fortælle med håb om Pia Kjærsgaards tilgivelse, er, at jeg engang var i Deadline på DR2 og forinden sad i sminkerummet, hvor hun også var. Da jeg fortalte om denne debat og de unges irritation over den, udbrød hun, at hun huskede den og havde det nøjagtig ligesådan.
Bedre debatter – hvordan?
Så vi bør også forske i at udvikle bedre debatter. Men hvad er dét? (Det er typisk for sådan en retoriker som mig at mene, at man ikke kun bør forske i, hvordan tingene er, men også i, hvordan de kan blive bedre.)
En undersøgelse foretaget af to retorikere, Marcus Lantz og den senere graverjournalist Magnus Boding Hansen, ville finde den bedste måde at agere på for debat-ordstyrere. Deres definition på det ’bedste’ handlede om, at tilhørerne skulle få brugbart input til at danne sig en mening.
Lantz og Hansen nåede på empirisk grund frem til, at sådan en debat skulle tage udgangspunkt i spørgsmål til debattørerne, som publikum ville have besvaret – og ordstyreren skulle sørge for, at de blev besvaret.
Politiske debatter skal være der for vælgernes skyld. Det indebærer, at vi skal bedømme dem ud fra, hvad vælgerne, ikke deltagerne, får ud af dem.
