Hævnen er ikke altid sød

'Din lejlighed er lidt brændt ned og din Fiat er solgt til skrot Og dit tøj er spredt udover Vesterbro men din kat den har det godt'

Åh, det lyder så tillokkende - bare at gøre en lille bitte smule af det, som Sys Bjerre synger om i Malene-sangen, når nogen har gjort en ondt eller vred.

Glem det. Det er nemlig slet ikke det værd.

I hvert fald ikke hvis man kan udlede noget generelt af et studie, som Daniel Gilbert, en kendt psykolog fra Harvard University i USA, for nylig har udført sammen med to medarbejdere. Resultatet går nemlig stik imod den gængse forventning. Hævnen er nemlig

ikke

altid så sød, som man siger. Den er nok nærmest lidt bitter.

Ordsproget at 'hævnen er sød' stammer utvivlsomt fra, at en hævn på den, der har gjort os vred, kan give os et kortvarigt behag i form af en lindring af den vrede, som ligger bag den hævngerrige adfærd.

Men hvad der sker i tiden

efter

, man fik sin hævn? Bliver det ved med at føles rart, at man fik hævn?

Det er lige netop dette spørgsmål, som undersøgelsen fra Harvard nu kaster et nyt lys over, og lad det være sagt med det samme, det er

ikke

gode nyheder for den, der hævner sig. Man risikerer nemlig bare at gøre sig selv i endnu dårligere humør bagefter.

Snydepels suger de andres vrede til sig

For at give nogle forsøgspersoner en chance for at gribe til hævngerrig adfærd, tilrettelagde forskerne en noget kunstig undersøgelse, hvor nogle forsøgspersoner først blev gjort rigtig vrede på en bestemt person og derefter fik en god mulighed for at hævne sig.

Forsøget foregik på den måde, at forsøgspersonerne i små grupper på fire fik mulighed for at deltage i et spil om rigtige penge. Spillet var indrettet sådan, at spillerne i hver ny omgang kunne satse enten på at spille alene, eller de kunne spille sammen med de andre ved at lægge deres indsats i en pulje, som så kunne skaffe alle i gruppen en god gevinst - eller, selvfølgelig, et fælles tab.

I virkelighed var den ene af de fire forsøgspersoner i hver gruppe forsøgslederens medsammensvorne, uden at de andre vidste det. Denne falske forsøgsperson var instrueret i at opføre sig på en bestemt måde, hvor han dels gang på gang opfordrede de andre til at samarbejde i spillet, men så - når det blev hans tur - alligevel tog chancer på bekostning af de andre og vandt meget mere end disse. Det kunne man sikre sig, fordi spillet var 'fikset', uden at forsøgspersonerne vidste det.

Chance for hævn

De tre rigtige forsøgspersoner i hver gruppe havde på den måde god grund til at blive vrede på den svigefulde medspiller, og efterfølgende fik en af disse tre forsøgspersoner en chance for at hævne sig; han fik mulighed for at annullere den svigagtige medspillers store gevinst mod selv at miste en meget mindre gevinst.

De to andre rigtige forsøgspersoner i hver gruppe fik ikke denne chance for hævn, men den ene af disse to blev blot - adskilt fra de andre - spurgt om, hvordan han ville føle sig til mode,

hvis

han fik mulighed for at hævne sig på den anførte måde.

Da der var mange firemandsgrupper i undersøgelsen, opstod der på denne måde tre grupper af rigtige forsøgspersoner:

De, der fik hævn. De, der ikke fik hævn, men blev bedt om at gætte på, hvordan det ville føles at få hævn samt De, der hverken fik hævn eller blev bedt om at tænke på, hvordan det ville føles.

Dårligt humør til hævnerne

Da alle forsøgspersonerne ca. ti minutter efter afslutningen af eksperimentet havde udfyldt et spørgeskema om deres følelsesmæssige tilstand på dette tidspunkt, kunne man se, om hævnen havde været 'sød' i den første gruppe, der havde fået hævn knap ti minutter tidligere.

Det viste sig udpræget

ikke

at være tilfældet. Faktisk var gruppen, der havde fået hævn blot ti minutter senere i dårligere humør end de to andre grupper.

Svarer det så til, hvad gruppen, der skulle

gætte

på de følelsesmæssige virkninger af hævn, havde gættet?

Overhovedet ikke! De forsøgspersoner, der ikke fik hævn, men som skulle gætte på, hvordan de ville have det ti minutter efter at have fået hævn, gættede helt gennemgående på, at de på dette tidspunkt stadig ville nyde hævnens sødme - et gæt, der altså sandsynligvis var helt forkert.

Hævnerne bliver i dårligt humør over dem selv

Ved undersøgelsen ti minutter efter afslutningen af spillet, spurgte man ikke blot forsøgspersonerne om deres humør, men også om deres tanker efter spillet. Det viste sig her, at gruppe 3, der ikke havde fået hævn (eller skulle gætte på virkningen af hævn) gennemgående havde slået spillet nogenlunde ud af hovedet og fået normalt humør igen.

Gjaldt det derimod gruppen, der havde fået hævn, gjorde de sig adskillige og ofte ubehagelige tanker om spillet og deres egen hævn.

Det lader altså til, at hævn kan give dårligere humør, blandt andet fordi man bagefter vil få negative tanker om sig selv og sin hævngerrige adfærd, og af denne grund får meget sværere ved at slå den tidligere fortrædelighed ud af hovedet.

Ok at se andre tage hævn

Det er interessant, at forskerne også spurgte gruppe 2, om de troede, at de, hvis de fik hævn, også ville have lettere ved at lægge den ubehagelige begivenhed med den svigefulde medspiller bag sig. Det troede disse forsøgspersoner i høj grad - og heller ikke denne forventning svarede altså til de faktiske resultater, idet gruppe 1, der fik hævn, netop havde meget sværere end gruppe 3 ved at få spillet og den ubehagelige medspiller ud af hovedet.

I en efterfølgende og tilsvarende undersøgelse benyttede forskerne

to

forskellige hævn-grupper: én, der selv fik hævn som i den første undersøgelse, og én, der blot så en

anden

få hævn over deres fælles 'fjende'.

I denne undersøgelse viste det sig, at de negative følger, der optrådte efter en hævngerrig adfærd, ikke - eller næsten ikke - opstod efter, at forsøgspersonen havde set en anden få hævn over den, han selv kunne ønske at hævne sig på. Så hævnen kan altså alligevel være ganske sød - hvis det blot er en anden, der skaffer den. Hvis vi selv hævner os, bliver vi derimod oftere plaget af negative tanker om os selv - tanker, som vi åbenbart som regel slet ikke forudser, inden vi vælger at tage hævnen

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet