Grønlandske fortællinger giver uvurderlig viden om fremtidens klima

Hvem kender en grønlænders fjord bedre, end han selv?

Svaret på det spørgsmål har vist sig at skulle præge ph.d.-studerende Ann Eileen Lennerts igangværende forskningsprojekt mere, end hun nogensinde havde kunnet drømme om.

I sit arbejde med at rekonstruere miljøet ved Godthåbsfjorden i Nuuk har hun nemlig opdaget, at den absolut mest uvurderlige kilde til viden er grønlænderne selv. Mere specifikt; de grønlændere, der har levet i og af området i mange generationer.

»I starten fyldte den traditionelle viden ikke særlig meget i mit projekt, men nu er det blevet det allervigtigste. Det er faktisk det, der definerer projektet og fortæller mig, hvad jeg skal kigge efter, og hvordan jeg skal forstå de ting, jeg ser,« siger den ph.d.-studerende.

For at forstå fremtiden må vi kende fortiden

Ann Eileen Lennerts arbejde udspringer af tanken om at for at forstå fremtiden, er vi nødt til at forstå nutiden. For at forstå nutiden er vi til gengæld nødt til at forstå fortiden.

Vi er altså nødt til at vide, hvordan klimaet, dyrelivet, økosystemet og det marine miljø så ud engang, for at kunne regne ud hvordan det kommer til at se ud fremover. Dét er omdrejningspunktet for hendes forskning.

»Det er vigtigt for at hjælpe os med at forstå de klimavariationer, vi ser i dag og vil opleve fremadrettet. Denne viden er også vigtig i forbindelse med monitorering og en mere fleksibel forvaltning af marine miljøer. Da miljøer altid har varieret, kan man, ved at gå tilbage i tid, finde perioder, der minder om i dag eller fremtidige scenarier og plukke elementer, der kan hjælpe os til en forståelse af, hvordan miljøet, økosystemer, is osv. vil ændre sig fremover,« forklarer Ann Eileen Lennert.

For at gøre det har hun taget alle tænkelige metoder og tilgangsvinkler til sig.

Den menneskelige interaktion med naturen er vigtig

Ann Eileen Lennert er uddannet inden for kultur og samfundshistorie. Efterfølgende har hun suppleret sin uddannelse med sedimentologi og arkæologi. Hun har også været i praktik hos De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland (GEUS) og Naturinstituttet i Grønland for at blive klogere på maringeologi, oceanografi og marinbiologi.

Hun har med andre ord en meget bred basis – og med egne ord en ’klæbehjerne’ – for at læse og analysere et område som Godthåbsfjorden på kryds og tværs.

»Jeg prøver på den måde at blande tingene, for jeg synes, det er vigtigt, hvis man skal arbejde tværfagligt, at man også forstår sprogene inden for de forskellige fag,« siger hun og fortsætter:

»Men derudover bruger jeg også noget andet, og det er den menneskelige interaktion og samspil med naturen. Det bliver afspejlet på forskellige måder i mit projekt, blandt andet gennem arkiver, som gamle dagbøger, logbøger og lister over fangsttal, men også gennem rekognosceringer af landskabet – og det er særligt her, den traditionelle viden bliver værdifuld.«

Inuit er tegn på is i fjorden

En rekognoscering af landskabet foregår sådan, at man går rundt i et område og forsøger at forestille sig, hvordan det kan have været brugt og udnyttet før i tiden.

Arkæologer bruger eksempelvis rekognoscering til at forstå, hvor det kan have givet mening at bosætte sig før i tiden for på den måde at finde ud af, hvor de skal lede efter tegn på beboelse eller gravpladser.

Godthåbsfjorden har været beboet i årtusinder; den første kultur, der kommer til fjorden er ca. år 2600 før Kristus. Senere kom først nordboerne omkring år 1.000 og sidenhen de oprindelige inuit til, og sikkert er det, at disse kulturer var dybt afhængige af de naturlige omgivelser. De var derfor også hurtige til at reagere på ændringer i miljøet omkring dem.

LÆS OGSÅ: Derfor forsvandt vikingerne fra Grønland

Derfor har Ann Eileen Lennert brugt meget tid på at forsøge at forstå landskabet og eksempelvis blive klogere på, hvor den oprindelige befolkning ville have valgt at bosætte sig og hvorfor.

»Inuits vinterbopladser vil eksempelvis typisk ligge ved en iskant, hvor de både kan udnytte sælfangst fra isen og stadig have adgang til havet. Inuit var dybt afhængige af sælfangst, særligt om vinteren, så det fortæller mig noget om, hvor isen har gået til på daværende tidspunkt,« fortæller Ann Eileen Lennert.

De lokale fangere forstår landskabet

Men da Ann Eileen Lennert begyndte at involvere de lokale, gamle fangere, fandt hun hurtigt ud af, at de forstod landskabet på en måde, hun ikke selv gjorde. De kunne se ting, hun ikke kunne, og de kunne huske fortællinger, som løftede sløret for tidligere tider på en helt unik måde.

»De gamle fangere har en meget længere tilbagegående viden, end jeg selv har,« siger den ph.d.-studerende, der selv er halvt tyrkisk, halvt dansk, men har boet i Grønland i 10 år.

Hun er meget bevidst om, hvor meget det betyder for hendes forskning og for feltarbejdet, at hun selv bor i omgivelserne og oplever dem til hverdag. Men stillet op imod de lokale fangere, kommer hun alligevel til kort.

»De kan fortælle rigtig meget, ud fra hvordan de selv har bevæget sig rundt. Nogle gange valgte jeg og mine kollegaer faktisk forkert, når vi prøvede at regne os frem til, hvordan landskabet var blevet brugt, og der kunne de hjælpe os med den rigtige måde at tænke og begribe landskabet på.«

Den traditionelle viden handler om lugt, syn og hørelse

Ann Eileen Lennert nævner som eksempel nogle inuitiske anlæg, som var blevet fundet mærkværdigt højt oppe i landskabet. En dag var hun ude at sejle med nogle lokale fangere, og pludselig begyndte en af dem at fortælle, at det var der, hans forældre boede, fordi de derfra kunne holde øje med, hvornår hvidhvalerne kom ud af fjorden.

»Det ændrer historien fuldstændig og fortæller for eksempel, at denne her fjord, som i dag aldrig har is, bortset fra i den inderste del, engang har haft en helt anden cirkulation med rigtig meget is og hvidhvaler.«

Særligt strategien med at tage fangerne med ud for at opleve landskabet sammen viste sig at give pote, fortæller Ann Eileen Lennert.

»Man kan altid bare sætte sig ned og interviewe en person, men med denne her traditionelle viden er der så mange andre ting, som spiller ind – lugten, hørelsen, synet – og som danner et helhedsbillede af, hvordan man har oplevet noget,« siger hun og fortsætter:

»Vi sejler langsomt rundt i fjorden, og så kommer der alle mulige historier op, om deres søskende, om miljøet og omgivelserne, om hele deres livshistorie, og dem kan man så plukke forskellige elementer fra. Det er ret inspirerende, og jeg har virkelig lært meget på den måde.«

Mennesker supplerer naturvidenskaben

Det er i det hele taget en vigtig del af Ann Eileen Lennerts projekt at vise, hvordan man på alternative måder end de rent naturvidenskabelige kan undersøge klimavariationer i fortiden. Hun går eksempelvis på jagt i de skriftlige kilder for at lede efter stednavne, som kan være med til at fortælle, hvordan landskabet har set ud engang.

»Stednavne fortæller tit noget om, hvor der har løbet en elv, eller hvordan noget har set ud, og ofte handler det om noget miljømæssigt: den løbende elv eller søerne med de mange måger for eksempel. Derudover er stednavne ofte gamle og ændrer sig ikke over tid,« siger hun og fortsætter:

»I gamle dage brugte man lang tid på at rejse, og igennem den rejse opstod disse stednavne og en masse historier i landskabet. I dag har man jo bare en motorbåd.«

Dermed ikke sagt, at den naturvidenskabelige del ikke er vigtig; så langt fra. Det har nærmere været en åbenbaring, forklarer Ann Eileen Lennert, hvor meget menneskets interaktioner med naturen kan supplere naturvidenskaben.

Data fra fortiden er meget sparsomme

Ifølge postdoc Christof Pearce, er projekter som Ann Eileen Lennerts vigtige for at forbedre vores forståelse af fremtidens klimaforandringer.

»Vi har brug for denne slags forskningsprojekter på grund af den begrænsede tilgængelighed af eksisterende data fra fortiden. Fra den nære fortid har vi detaljerede og præcise målinger fra satellitter og state-of-the-art forskningsfartøjer, men hvis vi går længere tilbage i tiden, er data meget sparsomme. Hvis vi ønsker at vide mere om vilkårene for mere end et par århundreder siden, er vi i dag nødt til at stole helt på de geologiske optegnelser,« lyder det fra Christof Pearce, som er tilknyttet Aarhus Universitet, men til daglig arbejder ved Stockholm Universitet.

Han forsker i fortidens oceanografiske forhold ved hjælp af marine sedimentkerner.

»Det er afgørende, at vi får et bedre greb om forståelsen af processerne bag klimaændringer i de høje breddegrader. Det skylder vi, især disse samfund, som er så afhængige af ressourcer, der er stærkt påvirket af den aktuelle, hurtige opvarmning.«

Christof Pearce understreger, at værdien i Ann Eileen Lennerts forskning især ligger i, at hun kombinerer en bred vifte af discipliner på tværs af både natur- og samfundsvidenskab for at få en mere omfattende rekonstruktion af tidligere forhold.

Arktis oplever de mest ekstreme klimaforandringer

Godthåbsfjorden er naturligvis ikke det eneste sted på Jorden, der har oplevet klimaforandringer før i tiden, eller som vil komme til det i fremtiden. Men Arktis som helhed er et oplagt sted at studere variationer i klima, miljø og økosystemer, fordi der sker de største og hurtigste ændringer her.

På den måde er Arktis i dag en slags forløber for, hvad vi kan forvente at se i resten af verden, og derfor giver det mening, at det netop er i et af de mest tætbefolkede områder af Grønland, at Ann Eileen Lennerts ph.d. udspiller sig.

Du kan læse meget mere om, hvordan hendes arbejde skrider frem på bloggen www.arctictraces.me, hvor hun blandt andet skriver:

»Intet sted på planeten oplever hurtigere eller mere dramatiske ændringer i klimaet end Arktis. Samtidig har Arktis en dramatisk historie med pludselige ændringer i klimaet, miljøet og økosystemet. Ingen andre steder på planeten er udtrykket ’fortiden er døren til i morgen’ derfor mere relevant og sandt end i Arktis.«

I sit arbejde med at rekonstruere miljøet ved Godthåbsfjorden i Nuuk har Ann Eileen Lennert opdaget, at den mest uvurderlige kilde til viden er grønlænderne selv. Mere specifikt; de grønlændere, der har levet i og af området i mange generationer. (Foto: Ann Eileen Lennert)

Ved første blik ligner det en bunke sten, men billedet forestiller en nordbo-ruin i Godthåbsfjorden. Nordboerne kom til Grønland omkring år 982, men forsvandt igen i slutningen af 1400-tallet. (Foto: Ann Eileen Lennert)

»Det er smukt, stille og idyllisk at være på arkæologisk rekognoscering (undersøgelse, red.),« fortæller Ann Eileen Lennert. (Foto: Ann Eileen Lennert)

Qamanaarsup Sermia, som findes i bunden af en smuk, frodig smeltevandsdal. Området er af inuitter blandt andet blevet brugt til jagt. (Foto: Ann Eileen Lennert)

Dette fund af en sæls skulderblad fortæller, at den tidlige Thule-kultur har brugt området. Det arktiske Thule-folk var forfædre til alle moderne inuit i Canada og Grønland. (Foto: Ann Eileen Lennert)

Ann Eileen Lennert taler om marine sedimentkerner på dækket af Grønlands Naturinstituts forskningsskib Sanna. (Foto: Ann Eileen Lennert)

De grønlandske fangere Anguunguaq og Vittus fortæller. Da Ann Eileen Lennert begyndte at involvere de lokale fangere, fandt hun hurtigt ud af, at de forstod landskabet på en måde, hun ikke selv gjorde. (Foto: Ann Eileen Lennert)

Bunden af isfjorden. (Foto: Ann Eileen Lennert)

En demonstration af, hvordan alternative arkiver kan supplere hinanden og kortlægge historien om miljøer og økosystemer i forandring. (Illustration: Ann Eileen Lennert)

1 / 9