Regeringen har planer om at omlægge halvdelen af registreringsafgiften. Det betyder, at bilens værdi bliver beskattet mindre, mens bilens benzinforbrug bliver beskattet mere.
I reformudspillet hedder det blandt andet, at »nedsættelsen af registreringsafgiften skal styrke tilskyndelsen til at vælge en energiøkonomisk bil.« (Læs mere i boksen i bunden af artiklen.)
Men det er faktisk tvivlsomt, om reformen vil føre til en reducering af de danske bilisters samlede CO2-udledning, vurderer en ekspert.
»Omlægning af registreringsafgiften giver incitament til, at man kører i biler, der bruger mindre benzin. Men bliver registreringsafgiften sænket med 50%, så flere får råd til at købe biler,« siger seniorforsker fra Danmarks TransportForskning ved DTU Mogens Fosgerau.
Flere biler og måske mere CO2
Mogens Fosgerau er leder af en ti mand stor gruppe, som regeringen uddelegerede opgaven om at kigge nærmere og regne på, hvordan omlægning af registreringsafgiften kan indføres i praksis.
Helt konkret arbejder Mogens Fosgerau og hans kollegaer med modeller af, hvordan danskernes køb og brug af biler kan ændre sig afhængig af de forskellige bilafgifters størrelser.
Forskerne prøver for eksempel at forudsige, om en familie med én bil stadig vil nøjes med at dele den, eller om de vil anskaffe sig bil nummer to, hvis bilpriserne falder markant.
\ Fakta
VIDSTE DU
Danmarks registreringsafgift er enestående høj i Europa og blandt verdens allerhøjeste.
I dag koster en bil med en udsalgspris på 100.000 kr. inkl. moms ca. 220.000 kr. inkl. registreringsafgift.
»Selvom mange køber miljøvenlige biler som en konsekvens af reformen, bliver der flere biler i alt, og det betyder flere kilometer og dermed måske også mere CO2-udledning,« forudser Mogens Fosgerau.
Store, dyre biler kan påvirke
Han kan dog ikke definitivt sige, om reformen vil føre til mere eller mindre CO2, da han stadig er i gang med at beregne, om de grønne bilers evner til at køre længere pr. liter benzin vil kunne kompensere for, at der bliver flere biler i Danmark.
Desuden hæfter seniorforskeren sig ved, at det er uklart, hvor mange som rent faktisk vil gå efter de miljøvenlige biler, når nu registreringsafgiften bliver sænket, og selv de lækre, store biler formentlig bliver billigere.
»Den registreringsafgift, vi har i dag, er meget stor og går efter bilens værdi, og derfor fravælger mange de dyre, lækre biler. Men når bilerne bliver billigere generelt, så er der måske mange, der har råd til at købe dyre biler, som typisk er store og bruger mere benzin,« siger Mogens Fosgerau.
Forskeren mener, at en højere benzinafgift vil være et bedre redskab til at mindske CO2, end omlægningen af registreringsafgiften.
Benzinafgiften bliver ikke øget
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen giver Mogens Fosgerau ret i, at man kunne opnå en væsentlig reducering af CO2-udledning ved at øge benzinafgiften yderligere. Men det kommer ikke til at ske, hvis det står til regeringen.

»Vi kan ikke bare øge benzinafgiften, for hvem bliver sorteper, hvis vi gør det? Det gør de mennesker, der kører mange kilometer. Danmark er ikke kun København - der er områder, hvor man er nødt til at køre langt, og vi vil altså ikke indføre en højere afgift, som vil gå ud over mennesker i disse områder, der i forvejen er lidt tilsidesatte,« siger Kristian Pihl Lorentzen.
Han holder fast i, at omlægning af registreringsafgiften vil føre til mindre CO2 i kongerigets luftrum.
»Biler, der kører grønt, bliver utrolig billige og derfor populære. Og selvom jeg ikke kan udelukke, at der bliver flere biler i alt, tror jeg nu ikke, at det kommer til at ske. For biltætheden i Danmark er i forvejen meget høj, og desuden investerer vi massivt i den kollektive trafik, så den bliver mere attraktiv for de rejsende,« lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen.
Stor gevinst at hente i kørselsafgifter
Den anden del af omlægningen af registreringsafgiften går ud på at indføre kørselsafgifter på de mest trafikerede danske veje - primært de veje, hvor bilisterne står stille i kæmpe køer på vej ind eller ud af København.
Kristian Pihl Lorentzen kalder dem for 'smarte afgifter', for det vil kun koste at køre på vejene på de tidspunkter, hvor det er mest tiltrængt. Ifølge seniortrafikforsker Mogens Fosgerau kan man hente store gevinster ved at regulere denne trængsel.
\ Fakta
VIDSTE DU
Den store amerikanske videnskabs- og statsmand Benjamin Franklin var den første til at sige, at »tid er penge« - allerede tilbage i midten af 1700-tallet.
»At holde i kø er jo totalt spild af tid og resurser. Så nærmest alt, hvad man kan gøre for at reducere trængslen uden at ødelægge andre ting, vil give en stor fordel,« konstaterer Mogens Fosgerau, der sammen med sine kollegaer laver komplicerede beregninger for en hel række konkrete situationer.
»På vej ind mod København er der ved morgenmyldretiden for eksempel en flaskehals ved Hans Knudsens Plads. Der er altid en flere kilometer lang kø helt op til Lyngby - og nogle gange endnu længere oppe,« siger Mogens Fosgerau og fortsætter:
»Uanset hvor lang køen er, kommer der ikke flere bilister ind i København over Hans Knudsens Plads. Men hvis man kunne indføre kørselsafgifter og påvirke folk, så nogle af dem tog af sted lidt tidligere eller lidt senere, kunne man mindske køen og dermed den samlede spild af tid væsentligt.«
»På den måde kan man faktisk omsætte spildt tid til noget nyttigt. Det er dét, der formentlig bliver den helt store fordel i omlægningen af registreringsafgiften - og ikke CO2 og klima,« mener Mogens Fosgerau.
Den helt store udfordring ligger imidlertid i at designe en omlægning, så flere mål rammes på én gang.
»Det er svært at lave en reform, som både skal opretholde provenu-neutralitet i forhold til afgifter, således at bilisterne samlet bliver beskattet som før, og samtidig være god for miljøet og give en samfundsøkonomisk gevinst,« slutter Mogens Fosgerau.
\ Mere om reformen
I december 2008 besluttede regeringen, at den høje registreringsafgift, som Danmark er berygtet for i resten af verden, skal reduceres med 50%.
Til gengæld vil man indføre en ny grøn afgift, så det vil koste mere at købe biler, der forbruger meget benzin og dermed udleder meget CO2, og desuden skal bilisterne betale for at køre på de veje, hvor der er mest trængsel.
Tankegangen er således, at det samlede afgiftsniveau for biler skal være det samme, men mere indrettet på at dæmpe trængslen og CO2-forbruget.
Oprindeligt regnede regeringen med at implementere omlægningen af registreringsafgiften allerede i 2015. Men erfaringerne fra Holland, hvor man også er i gang med at indføre kørselsafgifter, har siden vist, at det er en meget dyr og tidskrævende proces.
Kristian Pihl Lorentzen forventer derfor, at reformen først bliver indført til fulde i 2017 eller 2018.






























