Gorm den Gamle printet i 3D: Havde mærkelig gevækst i nakken

For første gang nogensinde er knoglerne fra den berømte, danske vikingekonge Gorm den Gamle blevet rekonstrueret og printet i 3D.

Gorm den Gamle var den første danske konge, der fandt på at kalde sig 'konge' af Danmark. Han var også den første til overhovedet at bruge betegnelsen 'Danmark' om det lille land, han regerede over i årtier. Helt frem til sin død i år 958.

Og selvom knoglerne er medtagne, og dele af skelettet mangler, er det alligevel en helt unik følelse at stå med de jordiske rester fra en af danmarkshistoriens største konger mellem hænderne, fortæller arkæolog Adam Bak.

»Det er en fed fornemmelse, at man kan stå med dem i hænderne og vende og dreje og kigge på dem. Rent formidlingsmæssigt fungerer det bare bedre at få en ’rigtig’ knogle i hænderne end at læse en tør tekst om en abstrakt historisk person. Jeg har da selv stået og leget Hamlet med hans kranium,« lyder det med et grin fra Adam Bak, museumsinspektør ved museet ’Kongernes Jelling’, der har faciliteret rekonstruktionen.

Gorm havde 'fuglenæb' i nakken

Ved at bruge CT-skanninger af knoglerne, som i dag ligger genbegravet under Jelling Kirke, har forskerne kunnet rekonstruere dem i 3D ved hjælp af moderne computerteknologi.

3D-skanningerne gør dem i stand til at udjævne eventuelle trykskader, der er opstået efter gravlæggelsen, forklarer fysisk antropolog Marie Louise Jørkov, som er postdoc på Afdelingen for Retspatologi på Københavns Universitet.

Det gælder eksempelvis Gorms kranium, som fortil og på issen er trykket fladt af at ligge så mange år i jorden.

»Derefter kan knoglerne printes 1:1 i 3D, og det gør det muligt at udstille knogler, der ellers er begravede. Vi kan desuden genanalysere skelettet og se ind i knoglen, om der eventuelt er sygdomstegn, der ikke kan ses på overfladen,« siger Marie Louise Jørkov, som fortæller, at rekonstruktionen af Gorm den Gamles knogler eksempelvis har gjort det meget tydeligt, at han havde et mildest talt bizart træk på sit baghoved.

»Det, der var lidt sjovt ved kraniet, er, at han havde en utrolig markant tilhæftning i nakken, altså der hvor nakken hæfter på baghovedet. Det ligner et fuglenæb og er virkelig udtalt. Det er ikke fuldstændig uhørt, men omvendt heller ikke ret tit, at vi ser det,« siger hun.

Knoglen reagerer på belastning

I medicinske termer kalder man det besynderlige område på Gorms baghoved for ’protuberantia occipitalis externa’. Alle mennesker har denne knogle, hvor nakkemusklerne hæfter, men for nogle – som Gorm – er knoglen vokset for meget.

Knoglegevæksten har helt sikkert kunnet ses, hvis Gorm var korthåret eller skaldet – højst sandsynligt nogenlunde som på billedet herover, fortæller Marie Louise Jørkov. På billedet umiddelbart herunder kan du se rekonstruktionen af kraniet bagfra, hvor den mærkelige udvækst er illustreret med en gul tap.

Ifølge professor og overlæge ved Neurokirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Carsten Reidies Bjarkam, er der tale om en overvækst i knoglen, som for eksempel kan være opstået på grund af belastning i de muskler og ledbånd, som hæfter på knoglefremspringet.

»Det kan egentlig bedst sammenlignes med en knyst på foden, som også er knoglens respons på en vedvarende belastning. Knoglen er simpelthen vokset mere kraftigt dér, end hvad man ser normalt. Det er en normal reaktiv proces, som bare i hans tilfælde er gået over gevind.«

Gjorde ondt at sove på

Det er forholdsvis sjældent, at Carsten Reidies Bjarkam ser netop Gorms form for knogleovervækst hos patienterne, der kommer ind til ham på klinikken. Men det sker dog.

»Det er lidt sjovt, for det er faktisk ikke mere end 14 dage siden, at der kom en ung mand ind til mig med en gevækst, der lignede Gorms ret meget. Ham hjalp vi – simpelthen ved at ’fræse’ knoglen væk. Det samme havde vi gjort med Gorm, hvis han var kommet og havde sagt, at den gjorde ondt. Derefter ville vi sende et knoglestykke til videre undersøgelser for at sikre, at der ikke var tale om kræft.«

Hvis Gorm havde haft kræft, ville slutresultatet i knoglen dog have set meget værre ud, da han døde, mener Carsten Reidies Bjarkam. Og da historiske kilder fortæller os, at Gorm døde »mæt af dage«, må vi formode, at hans gevækst har været godartet, siger overlægen.

»Den bør ikke have givet ham de vilde symptomer eller have haft betydning for hans hjernefunktion eller bevægelighed. Men den har formentlig gjort ondt at ligge lige på, så han har nok ligget med hovedet til siden, når han sov. Det har ikke været rart.«

Gamle skanninger sætter begrænsninger

De jordiske rester af Gorm den Gamle blev første gang opdaget under kirkegulvet i Jelling Kirke i 1978. Ifølge de skriftlige kilder var han oprindeligt begravet i Nordhøjen i Jelling, men fik en kristen genbegravelse af sin søn og landets senere konge, Harald Blåtand.

Efter opdagelsen i 1970’erne blev Gorms knogler i en længere periode undersøgt og CT-scannet på Nationalmuseet, før de 30. august 2000 blev ført tilbage til Jelling Kirke og atter engang begravet.

Men selvom det er disse CT-skanninger, som har muliggjort de nye rekonstruktioner, sætter de også begrænsninger. I starten af 1990’erne, hvor de oprindelige skanninger stammer fra, var opløsningen nemlig ikke nær så høj som i dag, og derfor kan det være svært at drage endegyldige konklusioner om knoglerne.

Gorms alder kan eksempelvis ikke fastslås til nærmere end et sted mellem 35-50 år, hvilket er et ret bredt spænd: 50 år kan betragtes som relativt gammelt for en mand i vikingetiden, mens 35 år trods alt har været en forholdsvis tidlig alder at dø i.

»Det er et spørgsmål om gravfred«

I de oprindelige undersøgelser var det heller ikke muligt at trække DNA ud af knoglerne. Teoretisk set ved man derfor ikke med sikkerhed, at det faktisk er Gorm den Gamle, som ligger begravet i Jelling Kirke.

Derfor bliver museet Kongernes Jelling ofte spurgt, hvorfor de ikke bare graver Gorms knogler op igen og undersøger dem med de nye teknikker, som er kommet til i mellemtiden. Men dels er det en sag mellem kirken og kongehuset, lyder svaret.

Dels er det en overvejelse om, hvad man overhovedet ville få ud af det, mener museumsinspektør Adam Bak.

»Han har ligget 800 år i en grav, som har ligget under vand meget af tiden, og hans knogler er meget medtagede. Jeg tvivler på, at det ville være muligt at trække hverken DNA eller strontium (et sporstof, som kan sige noget om, hvor folk er født og har rejst, red.) ud af ham. Desuden er han nu blevet begravet tre gange, så det er også et spørgsmål om gravfred,« siger han.

Nye undersøgelser giver muligheder

Marie Louise Jørkov og hendes kollega postdoc Chiara Villa, som har udført rekonstruktionen, er i store træk enige i de konklusioner, som blev lavet omkring Gorms knogler i de oprindelige undersøgelser.

Men de nye undersøgelser giver muligheder, som man ikke havde dengang, siger Marie Louise Jørkov.

»Vi siger faktisk ikke rigtig noget helt modsat af, hvad der stod i den første publikation, det var mere for at vise mulighederne for, hvad man kan gøre med den her type undersøgelser. Med den teknologi vi har i dag, kan vi tage højde for skader på skelettet og tage mål, som ellers ikke var muligt,« siger hun og fortsætter:

»Det giver rigtig god mening med ømt materiale som dette, og du får noget retrospektivt data, som du kan arbejde med, selv efter det oprindelige materiale er genbegravet.«

»Sjovt nok ender Gorm altid med at ligne Gud«

Til næste år, i 2018, er det 1.060 år siden, at Gorm den Gamle døde. Det regner Kongernes Jelling med at markere, uden at museet dog har lagt sig fast på hvordan – sikkert er det dog, at de 3D-printede knogler kommer til at indgå i formidlingen, fortæller Adam Bak.

»For os på Kongernes Jelling har motivationen for at få printet knoglerne været formidling. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at sådanne printede knogler kan bidrage til nye videnskabelige konklusioner, som Marie Louise Jørkov også er inde på. Men det har ikke været vores primære fokus på Kongernes Jelling,« siger han.

Desværre kan man ikke rekonstruere Gorms ansigt ud fra det fladtrykte kranium, og derfor kan vi stadig ikke rigtig vide, hvordan han reelt har set ud, dengang han levede – trods 3D-print og moderne teknologi. Der må fantasien sætte ind, mener Adam Bak.

»De gengivelser, man ser af Gorm, er pure opspind og udelukkende baseret på, hvad man kan læse i gamle, skriftlige kilder, som man generelt skal tage med et gran, eller måske nærmere et kilo, salt. Men så må man bruge sin fantasi lidt, og sjovt nok ender Gorm så altid med at ligne Gud lidt – som sådan en gammel, alvidende mand med et stort, hvidt skæg.«