Moesgård Museum takkede straks ja, da den kuwaitiske regering for et par år siden inviterede til at genoptage udgravningerne af øen Failaka.
Museet gennemførte omfattende udgravninger på øen i 1958-1963 i forbindelse med de berømte ekspeditioner til Bahrain, som blev sparket i gang af museets daværende direktør P.V. Glob. Og nu videreføres hans arbejde af nutidens arkæologer (læs Danske arkæologer udgraver 4.000 år gammelt tempel i Kuwait).
»Glob var ikke tilfreds med blot at arbejde i sit eget lokalområde. Han ønskede, at museet knyttede kontakter ud i verden for derigennem at prøve at forstå menneskelivets mangfoldighed,« siger arkæolog Flemming Højlund fra Moesgård Museum, der leder den nye udgravning i Failaka.
Vi ta'r sgu derned!
Det hele startede, da museets medarbejdere en sommeraften var samlet til middag hos P.V. Glob og hans kone. En af medarbejderne var assyriologen Geoffrey Bibby, der havde arbejdet nogle år for et olieselskab på Bahrain.
Bibby og hans kone Vibeke underholdt middagsselskabet med historier fra den lille ørkenø Bahrain med verdens største gravhøjsfelt på 100.000 gravhøje.
På trods af de mange grave var der dog ikke fundet noget spor af selve oldtidsbebyggelsen, og man havde længe funderet over, hvor de mange gravhøje kom fra.
Glob slog i bordet og udbrød: »Vi ta'r sgu derned!« To år efter indledtes ekspeditionerne til sheikdømmet Bahrain i Den Arabiske Golf.
Beskrivelse passer på Edens Have
Igennem mange år udgravede danske arkæologer forskellige steder i Bahrain og fandt her 4.000 år gamle kileindskrifter, som omtaler guden Inzak, der var skytsgud for den berømte civilisation Dilmun.
Arkæologerne vidste, at Dilmun var et ganske særligt sted. På mesopotamiske lertavler står der beskrevet, hvordan guden Enki spiste de forbudne frugter - udødelighedens land, hvor ravnen tier, løven ikke dræber, og ingen bliver syg og gammel. Det var landet, hvor Ziusudra, der byggede en ark og dermed overlevede Syndfloden, gav helten Gilgamesh nøglen til det evige liv. Gilgamesh fandt udødelighedens blomst på havbunden, men mistede den igen til slangen.
Beskrivelserne har slående lighedstræk med fortællingen om Paradisets Have i Første Mosebog, og det gør det sandsynligt, at de 4.000 år gamle myter om Dilmun ligger til grund for disse beretninger.
Dilmun-landet måske Edens have
Ifølge lertavlerne skulle landet ligge i den opgående sols hav og beliggenheden af dette område har længe været omdiskuteret, men de mange spor efter Dilmun-civilisationen efterlod ingen tvivl:
Arkæologerne havde fundet Dilmun-landet, og de mennesker, der var begravet i de utallige høje måtte være det folk, der havde boet her.
Rygtet om de danske udgravninger spredte sig som en steppebrand til Bahrains mange nabolande, hvorefter det strømmede ind med invitationer til også at udgrave i Kuwait, Saudi Arabien, Qatar, Abu Dhabi og Oman.
I løbet af få år bredte museets aktiviteter sig til en halv snes sheikdømmer over en 1.500 km lang strækning fra Kuwait i nord til Oman mod sydøst. I 1958 ankom danskerne til den kuwaitiske ø Failaka, og allerede dagen efter ankomsten overbeviste fundene dem om, at Failaka havde været en del af Dilmun-landet. Igennem flere år, fra 1958 til 1963, blev der udgravet her, og frem af det tørre ørkensand dukkede der en såkaldt handelsstation op med en række familiehuse samt en stor bygning, der blev kaldt et palads, men som nok snarere har været en gigantisk fabrik.
Sidst men ikke mindst fandt man rester af et tempel.
Kongedømme går i opløsning
De danske arkæologer nåede dog aldrig til bunds i udgravningerne, inden de måtte afslutte dem og drage hjem igen i 1963. Nu er de spændte på, hvad de kommende udgravninger vil bringe.
Dilmun-landet udviklede sig til at være et internationalt handelscentrum. Mens man i Danmark stadig huggede stenøkser, blev Dilmun-civilisationen i løbet af nogle få århundreder en kompleks højkultur. Civilisationen blev styret af konger, som udvekslede ambassadører med de omkringliggende kongedømmer. Men omkring 1800 år før Kristi Fødsel kollapser civillisationen fuldstændigt fra det ene øjeblik til det andet.
»Globaliseringen er ikke noget nyt. For 4.000 år siden var folk i Failaka i tæt kontakt med Indien, Sydarabien og Mesopotamien. Failaka var en af civilisationens livsnerver, men denne nerve blev kappet over. Måske kan vores udgravninger kaste lys over, hvad årsagen var,« siger Flemming Højlund og slutter:
»Erfaringen fra de sidste 5.000 år fortæller os, at civilisationens centrum ikke bliver ved med at ligge det samme sted. Verdens navle flytter rundt, og det sker hurtigere og hurtigere, men måske stadig efter nogle af de samme fundamentale principper. Den viden, som vi høster i Failaka, kan hjælpe os med at forstå den verden vi lever i dag.« siger han.
Undersøgelserne begyndte i 1953 på Bahrain, men rygtet om de fantastiske opdagelser spredte sig hurtigt til nabolandene, som straks inviterede danskerne til også at udgrave her.
I løbet af få år bredte aktiviteterne sig til en halv snes sheikdømmer over en 1.500 km lang strækning fra Kuwait i nord til Oman mod sydøst. Globs motto var »Vi rykker frem!«
I alt deltog 110 danskere og 12 udlændinge gennem årene i ekspeditionerne, sammen med hundreder af lokale arbejdere. Dette storstilede projekt blev muliggjort ved rundhåndede bevillinger fra de arabiske landes regeringer, olieselskaberne og Carlsbergfondet.
