Genetisk Europakort: finner og italienere er outsidere

Europa er lille, og derfor skulle man umiddelbart ikke tro, at der genetisk set er forskel på, om man eksempelvis kommer fra Danmark og Sverige. Men det er der. Ny forskning viser, at der er tydelige og overraskende forskelle mellem de europæiske befolkninger, som forskerne ellers troede, lignede hinanden.

Et europæisk forskerteam med blandt andet to danskere fra Center for Farmakogenetik ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har udviklet et genetisk Europa-kort, der viser genetiske forskelle og lighedstræk mellem de forskellige befolkningsgrupper i Europa. Igennem de sidst to år har forskerne minutiøst kortlagt generne for 2.500 mennesker fra 23 steder i Europa.

300.000 genetiske variationer kogt ned til to

Ved at sammenligne personernes genetiske variationer er det lykkedes forskerne at finde frem til intet mindre end 300.000 genetiske forskelligheder. Det enorme antal variationer er i sig selv helt umuligt for forskerne at overskue, så derfor har de forsimplet materialet ved at koge forskellighederne ned til to.

Nu kan graden af forskellighed for hver af de to måder plottes ud af en x- og en y-akse på et todimensionelt kort, og dermed får man et kort over de genetiske forskelle for Europas lande. Den genetiske variation for forsøgspersonerne fra hvert land er markeret med en cirkel, og på kortet kan man se, at nogle cirkler lapper over hinanden, mens andre ligger helt for sig selv.

»Det dybt fascinerende er, at det genetiske Europakort ligner det geografiske Europakort. Det fortæller os, at der er større genetiske fællestræk mellem mennesker, der lever tæt på hinanden end dem, hvor den indbyrdes afstand er stor. Afstanden har virkelig en betydning for, hvor forskellige vi er rent gentisk,« siger forskningschef Thomas Werge fra Sct. Hans, Københavns Universitet, som er en af de danske forskere, der repræsenterer det danske Center for Farmakogenomik i projektet.

Isoleret af søer og bjerge

At den genetiske forskel vokser med afstanden, er den generelle tendens. Men studerer man kortet i detaljer, dukker der nogle markante forskelle op på befolkningsgrupper, som forskerne i bund og grund troede, var meget ens.

»Kortet afslører, at danskerne er nært beslægtede med nordmænd og også ligner nordtyskerne og hollænderne rigtigt meget. Svenskerne derimod skiller sig lidt ud fra de andre skandinavere, men har til gengæld mange genetiske fællestræk med nordtyskerne. Europas genetiske outsidere er finnerne og italienerne, som tilsyneladende er noget helt for sig selv,« siger han.

Finnerne og italienerne er outsidere, fordi befolkningerne har levet isoleret fra resten af Europa igennem lang tid. Det finske folk blev grundlagt af en meget lille gruppe mennesker. De meget få mennesker har spredt sig ud over det kæmpestore land, hvor de har bosat sig i meget små landsbyer. De har ikke haft nogen kontakt med befolkningerne i landene omkring dem, og derfor har deres genetiske arvemateriale også udviklet sig i sin helt egen retning.

På samme måde har italienerne været isoleret af Alperne, og har derfor heller ikke blandet gener med resten af Europas befolkning. Selv om der også var immigrationsbølger til Italien, da det resterende Europa blev befolket, så har det ikke været nok til at udligne de genetiske forskelle i arvematerialet.

»At finnerne og italierne skiller sig ud fra mængden bekræfter teorien om, at Europa i tidernes morgen blev befolket sydfra fra Afrika - en teori, som er kendt som 'Out of Africa'. I hvert fald ser vi en stor grad af genetisk forskellighed langs nord-syd-aksen og mindre langs øst-vest-aksen. I den sammenhæng kan finnerne opfattes som en gren af den europæiske stamme,« siger Thomas Werge.

Dansk medicin skal testes på danskere

De store genetiske forskelle inden for Europas grænser kommer bag på forskerne, for hidtil har forskerne været overbevist om, at Europa var for lille til, at der kunne være nogen forskel af betydning.

Nu ved de, at forskellene er ret markante, og det er noget, som især lægemiddelindustrien bliver nødt til at forholde sig til, når de udvikler ny medicin til forskellige patientgrupper.

»I vores arvemasse er der forskellige arvelige komponenter, der disponerer for sygdom. Derfor udvikler befolkningsgrupper, der genetisk set ligger langt fra hinanden, også forskellige sygdomme. Samtidigt er det heller ikke sikkert, at de vil reagere ens på en bestemt slags medicin. Derfor er det helt afgørende, at man eksempelvis tester medicin på forsøgspersoner fra netop de befolkningsgrupper, som man udvikler medicin til. Tester man eksempelvis sukkersyge-medicin på italienske forsøgspersoner, får man ikke nødvendigvis det samme resultat,« siger Thomas Werge.