Op til 8.500 år gammelt korn fra udgravninger i Mellemøsten har givet forskere indsigt i, hvordan nogle af verdens første byer voksede og udviklede sig.
\ Historien kort
- Forskere har analyseret 4-8.500 år gammelt forkullet korn fra fem oldtidsbyer i det nuværende Mellemøsten.
- Analyserne viser, at jo større oldtidsbyerne blev, og jo mere mad der var brug for, jo mindre gødning spredte landmændene.
- Det går mod de hidtidige teorier og fortæller historien om, at bønderne selv bestemte over deres korn og marker.
Små, forkullede kornrester bærer den dag i dag et atomart 'fingeraftryk', som giver direkte information om, hvordan fortidens bønder dyrkede deres marker, og hvordan de lagde grobunden – økonomisk og politisk – for, at oldtidens små landsbyer på få århundreder eksploderede til kæmpe bystater i det gamle Mesopotamien – et historisk område i Syrien og Irak.
De kan nu afsløre, at i takt med, at byerne svulmede, og behovet for mad voksede, stræbte bønderne ikke efter at pløje mere gødning ned i jorden og forbedre deres marker, men derimod efter at indlemme mere land til marker.
»Det er superspændende, fordi man hidtil har haft en teori om, at jo større byerne blev, des mere intensivt har man dyrket jorden,« siger arkæobotaniker ved Nationalmuseet Mette Marie Hald, som har analyseret kornene i det nye studie.
»Studiet her giver os indirekte en indikation af den politiske styring, og hvordan, vi forestiller os, byerne opstod.«
Studiet giver viden om tidlige bysamfund
Det 'landopslugende' agerbrug har gjort den dyrkbare jord meget værdifuld, og da jord gik i arv, kan det have lagt grunden for en herskende elite af storbønder, og man kan ane en begyndende social ulighed i samfundet.
»Det er rigtig spændende og banebrydende forskning, og studiet rammer lige ned i en mangeårig debat om tidlige bysamfunds økonomi og organisering,« siger arkæolog ved Københavns Universitet Tim Skuldbøl, som er kollega til Mette Marie Hald og selv forsker i de tidlige bysamfund, men ikke har deltaget i det nye studie.
\ Læs mere
»De fleste mennesker lever i dag i bysamfund, men forstår ikke, hvordan de er blevet til, og hvorfor byer er organiseret, som de er. Den her arkæologiske forskning er vigtig for at forstå de grundlæggende sociologiske byggesten, der er med til at forme vores bysamfund i dag.«
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Plants.
Landsbyerne skød op som byhøje
I Khabur-dalen i det nordøstlige Syrien løber en af historiens vigtigste floder, Eufrat, der sammen med floden Tigris definerer Mesopotamien (landet mellem floderne), hvor verdens første civilisationer opstod.
I dalen har arkæologer fundet adskillige af oldtidens tidligste byer. En af disse er Tell Brak, som blev beskrevet i 1930'erne af den britiske arkæolog sir Max Mallowan, hvis kone sjovt nok er den verdensberømte forfatter Agatha Christie.
Tell Brak ligner ved første øjekast et lille bjerg, men under overfladen gemmer sig en 'byhøj' af huse bygget oven på huse.
»Man har revet huse ned og bygget oven på det gamle fundament, så niveauet er hævet gennem tusindvis af år. Nu er det 40-60 meter højt og som et mindre bjerg,« siger Mette Marie Hald.
Mad til 30.000 indbyggere
I byhøjene har arkæologerne fundet templer, store administrative bygninger og sågar lange kloakrør, men gåden er, hvordan byerne kunne blive så store?
Vi er på et tidspunkt i historien for over 8.000 år siden, hvor agerbruget er begyndt med kornmarker af blandt andet hvede og byg, man tæmmer husdyr som okser, geder og får, men skriftsprog er endnu ikke opfundet.
\ Læs mere
Folk bor i landsbyer med måske 100-200 mennesker, og så, pludselig, i løbet af få århundreder vokser landsbyerne til byer med mere end 10.000, måske helt op til 30.000, indbyggere.
En helt central brik i at forstå den udvikling er agerbruget som det nødvendige grundlag for at sikre mad til så mange.
Atomfysikken møder arkæologien
De seneste år har arkæologerne fået et nyt glughul, som de kan bruge til at skue tilbage i historien. Forbløffende nok har små informationspakker overlevet i 8.000 år i form af korn fundet i nedbrændte husholdninger.
»Det er lidt ondt, men når et hus brændte ned, er vi arkæologer rigtig glade, fordi så bliver kornet forkullet og rådner ikke. Det kan ligge smukt i jorden i tusindvis af år,« siger Mette Marie Hald.
De fleste af os tænker ellers på ild som en frygtelig, destruktiv kraft, men korn er lige præcist stærkt nok til at overleve og give sine hemmeligheder videre.
\ Læs mere
Hvert et lille korn gemmer nemlig på historien om de dyrkningsforhold, det groede under, i form af stabile isotoper af kvælstof (N) og kulstof (C) (læs mere i boksen under artiklen).
To forskellige veje til store byer
Forskerne målte isotopforholdene i 276 kornprøver fundet på Tell Brak og fire andre oldtidsbyer fra det nordlige Mesopotamien – Tell Leilan, Tell Sabi Abyad, Tell Zeidan og Hamoukar – for mellem 8.500 og 4.000 år siden.
De sammenlignede derefter værdierne med moderne studier fra forsøgsmarker i Frankrig, Spanien, Marokko og ikke mindst Askov i Sønderjylland, hvor man har dyrket de gamle kornsorter på marker med forskellige kontrollerede mængder af gødskning og vanding.
Sammenholdt med viden om oldtidens klima kan forskerne skønne ret præcist, hvor meget eller hvor lidt oldtidens bønder gødskede og kunstvandede. Og ved at sammenholde, hvilke lag prøverne stammer fra, kan de følge udviklingen i agerbrugspraksis over tid.
Resultatet afslører, at jo større byerne blev, des mindre gødning spredte bønderne ud på markerne. Det er overraskende, fordi man længere sydpå i Irak har haft udbredt kunstvanding og dyrket jorden meget intensivt, nærmest som køkkenhaver.
Nu står det klart, at landbrugspraksisen mod nord har været helt forskellig, og der har været mindst de to måder for byerne at vokse sig store.
Bonderne bestemte selv over deres korn
Forskellene er formentligt snævert knyttet til klimaet, hvor der i det tørre syd simpelthen ikke har været nedbør nok, mens man i det nordligere og mere regnfulde klima har kunnet dyrke jorden med en mindre arbejdskrævende indsats og ganske enkelt øge fødemængden ved at indlemme mere af landskabet til agerbrug.
\ Læs mere
I kornet finder forskerne også tegn på, hvordan det politisk økonomiske system har været, og hvem der sad på magten i de tidlige byer.
»Det er interessant, at vi finder store kar med forskellige afgrøder i privathuse, og fra isotopværdierne kan vi se, at de har helt forskellige gødningsniveauer, så de må være kommet fra forskellige marker,« siger Mette Marie Hald.
»Det fortæller os, at de enkelte husholdninger har haft forskellige marker rundt omkring byen, hvor nogle er blevet gødet, og andre ikke er.«
Med andre ord vidner kornene om, at agerbruget økonomisk ikke har været styret centralt, men at hver bonde har været selvbestemmende.
Storbønder fik magten
Hvis en konge eller borgmester styrede markerne, ville hele høsten formentlig være samlet centralt og fordelt ud, og så ville arkæologerne i dag se et meget mere blandet billede med ensartede isotopværdier i de forskellige husholdninger.
»I senere tider ser vi knaldstore kornlagre, hvor afgrøderne må være kommet ind fra alle mulige marker og smidt ind i det her kæmpestore rum og så taget ud og fordelt blandt befolkningen,« siger Mette Marie Hald.
»Så det, vi ser her, er en indirekte indikation på, hvordan en by er blevet styret, og det ser ikke ud, som om der er en stærkt centraliseret magt på det her tidspunkt, og samfundet – i hvert fald agrar-økonomisk – er stadig ret egalitært (ligestillet, red.).«
I det nyere lag i historien finder forskerne pragteksemplarer af templer, store lagre og administrative bygninger, hvor man kan forestille sig, at en central magt har sat sig tungt på agerbruget og alle andre vigtige aspekter af samfundet.
Og det kan se ud, som om den udvikling begynder med et kollektiv af storbønder.
»Det ekstensive (omfattende, red.) agerbrug har åbnet for nogle rigtig magtfulde familier. Meget groft kan man sige, at i stedet for en central kongemagt har byhøjene, i hvert fald økonomisk, måske været styret af et hold af storfamilier,« siger Mette Marie Hald.
\ Isotopforholdet afslører fortidens forhold
Uden at gå alt for meget i detaljer kan isotopforholdet mellem den sjældne 15N og almindelige 14N afsløre, i hvilken grad bønderne har gødet markerne.
Isotopforholdet mellem den sjældne 13C og almindelige 12C kan afsløre, hvor meget vand der har været på markerne og derfor indirekte fortælle, om bønderne har brugt kunstvanding.
Gødskning beriger planterne med 15N-isotop, primært fordi bakterie-reaktioner i jorden snupper den lettere 14N-isotop, så når planternes rødder optager kvælstof, bliver proteinerne i blandt andet kornet opbygget en anelse rigere på 15N-isotopen.
Kulstoffet bygges ind fra luften, når planterne fikserer CO2, og de biokemiske reaktioner betyder, at den lette 12C-isotop fortrinsvis indbygges. Men denne diskrimination er størst, når planterne er velvandede og deres 'åndespalter' står mest åbne.
Så kort fortalt kan isotopforholdene give viden om mængden af gødskning og vanding.
