I starten af maj blev den verdensberømte fysiker Stephen Hawking citeret for, at sige, menneskeligheden vil uddø, hvis vi ikke lykkes med at kolonisere andre planeter.
I dag udgiver en japansk forskergruppe et nyt studie, som giver håb om, at dyr og mennesker måske godt kan reproducere sig andre steder i rummet. Det skriver politiken.dk.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
Forskerne bag forsøget har lastet en rumraket med frosne sædprøver fra mus og fløjet dem op til Den Internationale Rumstation, ISS, der kredser rundt om Jorden 16 gange i døgnet i knap 400 kilometers højde. Her er den kosmiske stråling omkring 100 gange større end på Jorden.
Efter ni måneders rumfart blev de frosne sædprøver sendt tilbage til Jorden. Her viste en analyse af sædprøverne, at rumrejsen med forhøjet stråling havde skadet deres DNA en smule.
Men da forskerne efterfølgende befrugtede hunmus med henholdsvis sædprøverne fra rummet og 'normale' sædprøver, viste det sig, at musene i gennemsnit fik samme antal velskabte museunger med en kønsfordeling inden for det normale område.
En analyse af de nye mus' arvemasse viste kun en lille variation mellem museungerne skabt af rumfartssæd og dem skabt af 'hjemlig' sæd. Og da museungerne blev voksne, var de alle fertile, hvilket tyder på, at de skader rumfarten, måtte have tilført sædcellerne, blev repareret under musenes fostertilstand.
Det er første gang, forskere har undersøgt rummets påvirkning af sæd fra pattedyr. Studiets positive resultater har begejstret forskerne bag så meget, at de nu leger med tanken om en sædbank på Månen, der kan bruges i tilfælde af, at Jorden rammes af en katastrofe.





























