Fra protest til stolthed: Derfor er sønderjysk stadig et levende sprog

»Mojn når vi komme, mojn når vi gæ« - ’mojn, når vi kommer, mojn når vi går’, synger Rikke Thomsen på sønderjysk, og hendes fængende melodi sætter sig hurtigt fast i min hjerne.

Omkvædet er relativt let at synge med på, men sønderjysk duer jeg ikke til.

Thomsen, der er født og opvokset i Blans i Sønderjylland, modtog i 2019 Modersmål-Prisen for sin indsats for den sønderjyske dialekt. Hun synger for fulde sale både i Sønderjylland og København, og altså på sønderjysk.

Sønderjyderne siger mojn alle døgnets 24 timer, og den egnskarakteristiske hilsen er ovenikøbet optaget i Den Danske Ordbog. Ja, selv et godt stykke nede i Slesvig-Holsten hilser færgepersonale mojn eller moin, når min familie og jeg vælger at sejle med FRS Elbfähre fra Glückstadt til Wischhafen på den flotte, om end noget lange, rute til Holland.

En sønderjysk hilsen i nationalordbogen og Thomsens succes som sønderjysk sanger er blot et par eksempler på, at sønderjysk er et levende og aktivt sprog.

Det sønderjyske sprogs overlevelsesevne skyldes ikke mindst Sønderjyllands historie. Den har nemlig også sat sit præg på sproget i grænseområdet.

Dansksindet modstand

Landsdelen var i perioden fra 1864 til 1920 under preussisk styre, og det officielle sprog i administrationen, på skolerne og i kirkerne var selvsagt tysk.

Også i de sønderjyske byer talte folk tysk, eller ’fint’, for det gjorde lægen, præsten og læreren. Samtidig udkonkurrerede rigsdansk i Danmark dialekterne især i mere officielle sammenhænge som ude på skolerne.

På den anden side af grænsen, på det tidspunkt lige syd for Kongeåen, fik lige netop sønderjysk en symbolsk rolle i det annekterede Sønderjylland, for ved at tale sønderjysk gjorde de dansksindede modstand.

Hos dem fik sønderjysk status som dansk, æ sproch, for de var i den periode jo ikke til daglig udsat for moderlandets fremadstormende rigssprog gennem for eksempel skolen og radioen.

I alle ikke-officielle kontekster talte folk sønderjysk for at vise deres tilknytning til hjemlandet Danmark. Det kunne for eksempel være i de danske foredragsforeninger, lokale dansksindede oprettede. Eller i de forsamlingshuse, folk opførte i løbet af 1890’erne efter dansk forbillede.

Her holdt sønderjyderne foredrag for hinanden, de læste højt, og de sang den danske nationalsang 'Kong Christian stod ved højen mast' eller 'Det haver så nyligen regnet' fra Den Blaa Sangbog.

Det var Foreningen til Støtte for det Danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig, der udgav sangbogen, til stor tysk irritation. Det tyske styre forbød hele fem sange fra sangbogen, for de var med den tyske landsrets ord 'for ophidsende'. Sangbogen indeholdt derfor nogle blanke sider, så folk selv kunne sætte sangene ind.

'Det haver så nyligen regnet' var stærkt problematisk i tyskernes øjne, for den agiterede for fortsat kamp mod dem: »Og de tro’de, at hjertebånd kan briste, / og de tro’de, at glemmes kan vor ret! / De skal vide, de aldrig ser de sidste, de skal vide, at ingen bliver træt«.

Her i sangens tredje strofe går referencen på et tysk løfte fra Pragfreden i 1866, hvor sønderjyderne i den nordlige del af Slesvig fik stillet en folkeafstemning i udsigt. Da denne trak i langdrag og den tyske kansler Bismarck i 1878 endte med helt at nægte sønderjyderne deres afstemning, var det brænde på den sønderjyske kampild.

Protest og bagværk

Det sønderjyske kaffebord stammer også fra denne periode med sønderjysk protest mod det tyske styre. Sønderjyderne mødtes i det private, hvor tyskerne slet it måtte blande sig, og de dækkede op med et hav af forskellige kager og alskens bagværk.

Æ kaffeboe er et sandt overflødighedshorn, og deltagerne kommer med alle slags bløde og hårde kager. Der er blandt andet pomle, ’boller’ med kardemomme og tandsmør, forskellige slags lagkager eller, som sønderjyderne siger, tå·rte, ’tærter’, herunder brøtå·rt, ’brødtærte’, en lagkage lavet af revet rugbrød og lagt sammen med flødeskum, altså en ’rugbrødslagkage’.

Dertil kommer småkager som knæpka·che, ’knepkager’, en småkage bagt af forskellige slags mel og knækket i mindre stykker efter bagningen, og goj·raj, ’goderåd’, supertynde vafler med fine mønstre, som sønderjyderne bager i såkaldte goderådjern.

Gedigne kaffeborde var og er nu et relativt almindeligt fænomen ude på landet i hele Danmark, om end kageudbuddet nok er forskelligt fra egn til egn.

I Sønderjylland er skikken i øvrigt sådan, at værtinden sender kagefadene rundt lige i hælene på hinanden, og så fylder folk ellers deres tallerkener med fem-seks forskellige slags kager ad gangen. Andre steder spiser folk de enkelte lækkerier på kaffebordet hver for sig.

Fælles for begge typer kaffeborde er, at værtinden selvfølgelig skal nøde gæsterne til lige at tage et stykke mere. Men som lune Niels Hausgaard har sagt: »dær blø’w jo enjtj nø·j nok.«

Gøsset grønlangkål

Der er rimelig stor forskel på, hvordan jyder tilbereder deres grønlangkål.

Vendelboer koger en ordentlig portion groft skåret grønkål i en stor kedel dagen før lillejuleaften den 23. december. Så former de den kogte kål i nævestore kugler, som de gemmer til senere brug; grønkålen skal helst række til Helligtrekonger 6. januar.

Efter behov tager vendelboerne nogle boller frem, hakker dem fint og varmer dem på panden med fedt fra julens kødretter. Nogle steder putter de endda lidt kanel og sukker på.

Sønderjyden moser til gengæld gerne nogle kartofler i den kogte og finthakkede grønkål. I gamle dage spiste de ellers svinehoved til - ja, intet skulle da gå til spilde. Meget bæredygtigt, set med nutidens øjne. Flæsk og andet røget kød kunne de nu også finde på at spise til.

I et opslag på Æ Synnejysk Forenings Facebookside skrev Misse på sønderjysk: »Sku ha grønlangkål fra æ jaus, å så va de gøsset«, ’skulle have grønlangkål fra i aftes, og så var den gæret’, det vil sige sur, ikke til at spise.

Det opslag affødte en del kommentarer. Nogle med gode råd til at undgå, at grønlangkålen overhovedet bliver sur. Andre spørger, hvad det der gøsset nu er for noget.

Mojn igen. Te dem der it ka æ sproch så ka I køf den hæe boch fra æ Synnejysk Forening. Goej tue tæ ålle #politidk pic.twitter.com/jGgVsapbYk

— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) June 4, 2016

Som selvudråbt jyde synes jeg, at det er rimelig sjovt at følge Æ Synnejysk Forening, ikke mindst da rigtig mange af gruppens 18.000 medlemmer forsøger sig med at skrive å æ sproch. Og det møder de øvrige medlemmer med befriende åbenhed - ingen virtuelle pegefingre.

Sønderjyderne i Facebookgruppen skriver i både øst og vest så at sige, og sådan som de nu synes, deres sønderjyske lyder. Og den tilgang har sønderjyderne stor indbyrdes respekt for. Netop fordi æ sproch lyder rimelig forskelligt ude ved Vadehavet, i Haderslev eller på Als.

En af kommentarerne til opslaget om grønlangkålen går på, hvilken del af Sønderjylland gøsset kommer fra. Han har nemlig aldrig hørt det i den nordlige del af Sønderjylland. Han skriver for øvrigt på rigsdansk, for også online skifter sønderjyderne sprog.

Tosprogede unge

Dialektforsker Malene Monka har nærstuderet sprogforholdene i Sønderjylland. I sine studier fremhæver hun som regel sine sønderjyske informanters tosprogede ressourcer, men hun bringer også sin egen tosprogethed i spil.

Som sønderjyde, bosat og ansat i København, har hun faktisk mulighed for at interviewe sine informanter på sønderjysk, deres modersmål, og det kan spille en rolle for, om informanterne taler sønderjysk eller ej.

Monka undersøgte i perioden 2014 til 2015, hvorvidt unge i Sønderjylland stadig bruger sønderjysk til daglig.

Hun interviewede 28 9.-klasseselever på Bylderup Skole på sønderjysk, mens hendes kollega Henrik Hovmark interviewede dem på rigsdansk. Hovmark er også dialektforsker, ordbogsredaktør på Ømålsordbogen, men født og opvokset i Thy; hans rigsdanske har visse jyske træk.

Konklusionen var, at ja, de sønderjyske unge taler stadig sønderjysk til hverdag, men i varierende grad og i visse tilfælde også afhængigt af konteksten.

For eksempel foretrak eleven Maria klart æ i sit interview med Monka, men jeg med Hovmark. Helt forventeligt, fordi sønderjyder er gode til at skifte sprog.

Derimod var eleverne Katrine og Trine totalt ligeglade, for de omtalte sig selv som æ i både det sønderjyske og det rigsdanske interview. Betydelig flere drenge holdt også fast i det sønderjyske æ i begge interviews.

De sønderjyske unge lever altså en lidt mere kompleks sproglig hverdag end som så.