Jeg skal ikke her forsøge at anmelde Kathryn Bigelows nye krigsfilm 'The Hurt Locker' (2008), men blot i forbifarten nævne, at den er åndeløst spændende og på vej mod Oscarhimlen, flittigt hjulpet på vej af en formidabel hovedrolle-skuespiller. Se den!
Nej, jeg vil blot smide et par tanker om skiftet fra krigsfilmene om Golfkrigen til Irakkrigen, for her er ved at vise sig et mønster.
Golfkrigen var en asymmetrisk krig
Film om Golfkrigen – 'Courage Under Fire' (1996), 'Three Kings' (1999), 'Jarhead' (2005) og også 'Black Hawk Down' (2001, der dog ikke er om Irak) – spørger, hvad vi laver derovre?
Vi ved, hvem fjenden er; Saddam Hussein og hans onde, onde soldater, der har invaderet Kuwait. Men vi møder ikke fjenden på slagmarken. Og det er fucking frustrende.
At være trænet som sniper, som i 'Jarhead' og ikke få affyret sin riffel i kamp, fordi det er lettere at sende fly. Fucking spild af uddannelse, af soldater-spirit og energi, af tid og kræfter.
Frustrationen går på, at vi véd, hvem vi burde møde, men vi møder dem ikke. I stedet bliver Imperiets STAR WARS sendt afsted, og stort set ikke én amerikansk soldat dør i denne krig. Golfkrigen rejser to debatter:
- Den virtuelle krig. Vi ser det hele live på tv, og en række filosoffer skriver om den virtuelle repræsentation og virkeligheden.
- Den asymmetriske krig. Den ene part er meget stærkere end den anden. Amerikanerne smider flere bomber end under hele Vietnamkrigen, hvilket virker 'uretfærdigt', for hvornår kan modparten slå tilbage? Det kan modparten ikke i Golfkrigen, hvor vi ser den nye verdensorden foldet ud i overmagt med én supermagt.
En krig af spørgsmål
Irakkrigen – og vi er nu ved tv-serier som 'Over There' (2005), 'Generation Kill' (2008) og film som 'In the Valley of Elah' (2007), 'Redacted' (2007), 'Stop-Loss' (2008), 'Body of Lies' (2008), 'The Hurt Locker' (2008) samt en tv-episode som 'Homecoming' (2005) – skifter fokus et andet sted hen. Problemet er nu:
- Hvem er fjenden? Hvem er terrorister, og er 'unlawful combatants' overhovedet en juridisk størrelse?
- Hvor er krigen? Hér, dér og alle vegne, hvert eneste sted kan blive et terrormål, hvis blot pressen kan vise billeder af det.
- Hvad er målet med krigen? I Golfkrigen var det at beskytte olie-interesser, men nu er det at beskytte vores idealer om eksempelvis demokrati.
- Hvad er vores værdier? Tilbage til idealerne – hvis krigen handler om idealer, hvorfor da tortur-skandaler? Netop fokus på idealer viser deres abstrakte skrøbelighed.
I en global verden føres krig – ideelt set – kun for at gøre verden til at bedre sted og fjerne illegitime regimer som beskrevet af FN's regler for acceptable krige.
Og eftersom motiver lynhurtigt afslører sig gustne i Afghanistan og Irak, da bliver det vanvittig svært at lave en god fortælling om de nye krige. Der mangler helte og fjender og krigsterritorier og mål. I stedet har vi ofre og tab, nederlag og usikkerhed, forvirring og ontologisk kollaps.
For hvad handler det hele om?
Krig som rusmiddel
Se, det er der mange forskellige bud på. Og Kathryn Bigelow giver et fantastisk portræt af vilkårene i Irak. Hvad hendes bud er, vil jeg gerne høre jeres kommentarer til.
Selv vil jeg sige, at jeg tror, det er mere avanceret end blot den tanke, at krig er et rusmiddel. I øvrigt har forfatteren af 'The Hurt Locker', Mark Boal, også lavet historien i 'In the Valley of Elah'.
»'The Hurt Locker' is a great film, an intelligent film, a film shot clearly so that we know exactly who everybody is and where they are and what they're doing and why. The camera work is at the service of the story. Bigelow knows that you can't build suspense with shots lasting one or two seconds. And you can't tell a story that way, either -- not one that deals with the mystery of why a man like James seems to depend on risking his life. A leading contender for Academy Awards.«
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.






























