Debatten om, hvad der er mest miljøvenligt – at bo i byen eller på landet – har stået på i årevis.
Overordnet handler debatten om bilkørsel, altså hvem der kører mest bil og dermed udleder mest CO2.
Ofte tænker man, at det er mest miljøvenligt at bo i byen. Logikken er som følger:
Hvis du bor langt fra andre, vil du også bruge bilen mere for at komme på arbejde, på indkøb eller til træning. Hvis du derimod bor i byen, gør den bedre offentlige transport og kortere afstande, at man oftere lader bilen stå, hvis man da overhovedet har en bil.
Men det passer ikke, mener Petter Næss, professor ved Center for Mobilitet og Urbane Studier ved Aalborg Universitet.
»Undersøgelser fra 1990'erne viste, at folk i landsbyer belastede klimaet mindre gennem deres bilkørsel end folk i de større byer,« siger han.
»Dem med de mest belastende kørselsmønstre, altså dem, der kører længst, er de mennesker, der bor i de ydre forstæder til de store byer.«
Tre befolkningsgrupper, ikke to
Det viser sig nemlig, at det er mere hensigtsmæssigt at dele befolkningen op i tre grupper frem for to.
- Dem, der bor midt i byen.
- Dem, der bor langt ude på landet
- Dem, der bor i de ydre forstæder eller i køreafstand fra de større byer
Og det er i den sidste gruppe, at man finder de store miljøsyndere.
I sin bog Urban Structures Matters: Residential Location, Car Dependence and Travel Behaviour beskriver Petter Næss rejsetiden for folk i Københavnsområdet i løbet af en normal uge.
»I København kan man tegne en kurve for ugentlig rejselængde, og den kurve går i en bue. Folk rejser mindst, hvis de bor midt i byen, og derefter bliver rejselængden større og større efterhånden som man kommer ud af byen. Men til sidst falder den igen,« forklarer han.
Større byer har større fangarme
»Det vil altså sige, at man kan konstatere et vendepunkt. På et tidspunkt bliver afstanden til København så stor, at tiltrækningskraften aftager. Der bliver ganske enkelt så langt at køre, at mange hellere vil prøve at arbejde lokalt eller orientere sig mod andre byer, som ligger tættere på. Derved får man en kortere ugentlig rejselængde,« siger Næss.
Undersøgelser i Finland og Sverige bekræfter i høj grad dette mønster.
»Jeg lavede nogle undersøgelser af brændstofforbrug i svenske regioner i 90'erne. Der var det sådan, at jo mere urbaniseret en region var, og jo mere orienteret befolkningen var mod den største by, jo desto højere var forbruget af brændstof,« siger Næss.
Den finske forsker Reino Martamo kom frem til tilsvarende konklusioner i 1995.
Han så på pendlerafstandene i den finske befolkning, og også her blev den lokale tilknytning tydeligt stærkere, jo længere fra byerne man kom.
Dybt inde i de finske skove arbejdede folk dér, hvor de boede, og pendlede korte afstande.
»Jo større byen var, jo længere strakte byens 'fangarme' sig ud. Helsinki havde et større penderopland i form af forstadskommuner med lange rejseafstande mellem bolig og arbejde end for eksempel Tammerfors,« siger Petter Næss.
»Folk vil således være villige til at køre længere for at komme ind til byen, hvis byen er større. Det tyder på, at hvis man bor tilpas langt væk fra store byer, affinder man sig med, at man ikke kan leve et urbant liv,« siger han.
Petter Næss argumenterer derfor for en fortætning af byerne.
At vi kvitter drømmen om, at det gode liv er lig med eget hus, grillfest i haven og to biler i garagen. I stedet burde vi bygge i højden, mener han.
»Jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gå i gang med rive forstæderne ned, men vi behøver måske ikke bygge endnu flere enfamiliehuse i udkanten af de store byområder.«
Flere enfamiliehuse betyder nemlig, at afstandene i byen bliver større, og så ender folk med at bruge bilen.
Fortætning er godt, men der er også en pris
»Vi burde snarere bygge boliger og arbejdspladser centralt i de indre og centrale dele af byerne og ellers omkring de vigtigste knudepunkter for kollektiv transport. Så stimulerer man virkelig til mindre bilkørsel,« mener Petter Næss.
Han peger også på, at en større befolkning i de centrale dele af byerne også kan øge presset på at få gjort byen mindre bilvenlig. Det kan gøre det lettere at få gennemført tiltag som for eksempel en bilfri zone i centrum.
Men selv om en fortætning i byerne kan bidrage til reduceret bilkørsel, er det ikke en universalløsning for klimavenlighed.
»Selv om den samlede miljøbelastning som regel bliver mindre ved en fortætning, end hvis byen breder sig, så er det ikke i sig selv miljøvenligt at bygge flere og større boliger,« påpeger Petter Næss.
»Selv om byggeriet fortætter byen, belaster det miljøet, grønne områder kan forsvinde, og det kan skabe mere trafik lokalt,« siger han.
Kjell Harvold er forsker ved Norsk institutt for by- og regionsforskning. Han er ikke sikker på, at fortætning nødvendigvis er godt for klimaet i det lange løb.
»Fortætning i byen betyder ofte, at man bygger tæt på floder eller havet, hvorved byen bliver mere udsat for oversvømmelser og stigninger af vandstanden i havet.«
»Med andre ord kan fortætning give en mere sårbar by. Og en by, som forsvinder i floden eller havet, kan vel næppe siges at være bæredygtig,« konstaterer han.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
Folk, der bor i forstæderne til København, pendler over længere afstande end dem, der bor på landet. (Foto: Colourbox)
