Selvom slumturisme ofte vækker debat i medierne, forholder størstedelen af turister på slumtur sig ikke kritisk til slumturismen, viser ny dansk forskning i Indien. Men samtidig er det ofte de turister, der er kritiske, som forhindrer et respektfuldt møde mellem rig og fattig, fortæller forskeren bag.
Turister på ferie bevæger sig i stigende grad væk fra strandene, hotellerne og swimmingpoolen og ind i slumområder i Asien, Afrika eller Sydamerika på guidet opdagelsesrejse i livet på gaden.
Kritikere mener, at slumturismen udstiller og udnytter fattige mennesker, der ikke kan sige fra, mens andre mener, at turene kan være en 'øjenåbner', der giver turisterne vigtig indsigt i livet i andre dele af verden.
Men hvad tænker turisterne og guiderne, der ofte enten er lokale eller tidligere gadebørn, selv?
Det har Tore Holst, der netop har forsvaret sin ph.d. om slumturisme på Ph.d.-skolen Kultur, Sprog og Filosofi på RUC, forsket i. Ifølge ham forholder langt de fleste turister på turene sig ikke kritisk til den form for turisme, de deltager i.
»Det var kun en brøkdel af turisterne, der syntes, at den indbyggede ulighed i mødet føltes ubehagelig nok til, at de ville skrive om den i en evalueringsformular,« siger Tore Holst.
Tore Holsts ph.d.-afhandling bygger på 4,5 måneders feltarbejde ved organisationen Salaam Baalak Trust i Delhi, Indien.
Salaam Baalak Trust er en NGO i Delhi, Indien, der hjælper gadebørn i slummen omkring New Delhi Railway Station.
Blandt de gadebørn, der får tag over hovedet, bliver en lille gruppe udlært som guider til en byvandring gennem slumområdet.
Undervejs på turen fortæller guiderne om deres barndom og om livet på gaden. Turen varer cirka to timer, og undervejs på turen gennem slummen er indlagt besøg ved mødestedet, hvor gadebørn først kommer i kontakt med organisationen, fotomuligheder og et besøg på et af Salaam Baalak Trusts børnehjem, hvor turisterne møder en række gadebørn.
Turen afsluttes med at turisterne betaler en donation, som går til at støtte Salaam Baalak Trusts arbejde.
Salaam Baalak Trust hjælper gadebørn i slummen omkring stationen, og en del af indtægterne til at hjælpe kommer fra turistture gennem slummen med tidligere gadebørn som guider. Efter den guidede rundvisning giver turisterne en donation til organisationen.
Tore Holst fulgte de guidede ture i månedsvis, interviewede guider og turister og fik adgang til alle evalueringsskemaer fra turister gennem et år.
Størstedelen af turisterne er fra den vestlige verden - eller det globale nord - og en betydelig del var danskere eller fra andre skandinaviske lande.
Mens det ikke overrasker Tore Holst, at turisterne giver guiderne en positiv evaluering efter at have hørt om guidernes tidligere liv som gadebørn, mener han, det er bemærkelsesværdigt, at næsten ingen skriver om de etiske aspekter af slumturismen, som ellers ofte er til debat.
»Turisterne havde utroligt svært ved at være kritiske over for konceptet,« siger Tore Holst.
Men samtidig var der alligevel en gruppe af turister, der ikke var komfortable med uligheden undervejs på turen, og Tore Holst har i sin ph.d.-afhandling fokuseret på denne gruppe med dybdegående interview om deres kritik af slumturismen.
»Turene har et følelsesmæssigt rum, hvor man har det godt, men man kan vælge at overskride grænserne omkring det rum og komme ud et sted, hvor det er mindre komfortabelt. Jeg målrettede min undersøgelse mod de turister, som er oppe at røre grænsen eller vælger at overskride den ved at stille spørgsmålstegn til eller afvise guidernes fortællinger,« siger Tore Holst.
De etiske overvejelser, som nogle turister havde på slumturen i Delhi, går igen på slumture mange andre steder i verden, fortæller Dr. Malte Steinbrink, der er privatdocent på Universität Osnabrück i Tyskland og medstifter af det internationale Slum Tourism Research Network.
Men han er overrasket over, at der ikke var flere turister, der var i tvivl om etikken i Tore Holsts studie.
»Det er et interessant resultat, for normalt er de fleste turister bekymrede for, om det er etisk i orden at tage ud for at se på de fattige. I mine egne studier er det ikke alle, der har etiske overvejelser, men mange har. Der er altid denne her frygt for, om folk i slummen vil føle sig som mennesker i zoo, og om turisterne er på fattigdoms-safari,« siger Malte Steinbrink.
»Turister frygter normalt, at de bliver opfattet som sociale voyeurister. Og hvis man ser på, hvordan de fleste journalister fordømmer slumturisme som en slags 'fattigdomsporno', kommer denne bekymring ikke som en overraskelse,« tilføjer han.
Han har selv foretaget studier af turisters holdning til etikken i slumturisme i Rio de Janeiro i Brasilien, i Sydafrika og i Namibia.
Ifølge Malte Steinbrink er turisternes etiske tvivl vigtig, fordi den tvinger turarrangørerne til at tilrettelægge deres ture på en bestemt måde, og det betyder, at turisterne kommer til at se fattigdommen på en bestemt måde.
»Turoperatørerne er nødt til at reagere på kritikken fra deres potentielle kunder, og det påvirker, hvordan de fremviser slummen under turene,« siger Malte Steinbrink.
Med anslået en million slumturister om året udgør slumturismen det største møde mellem rige mennesker fra det globale nord og fattige mennesker fra det globale syd, hvor formålet også er at mødes og prøve at forstå hinanden.
Men Tore Holst påpeger, at slumture langt fra er det eneste sted, de to verdener mødes. En million turistturister er et relativt lille tal, når man sammenligner med andre former for turisme, og vi kan næsten ikke undgå at møde mennesker fra det globale syd, når vi rejser ud i verden som turister - selv hvis vi aldrig forlader hotellets swimmingpool.
Slumturisme er ture for turister i slumområder i det globale syd - primært Asien, Afrika og Sydamerika.
Turene er ofte arrangeret af NGO'er, der hjælper fattige, gadebørn eller andre beboere i slummen og indtægterne fra slumturismen går ofte til disse NGO'ers arbejde.
Slumturismen møder imidlertid ofte kritik i medierne.
Turisterne bruger slummen og de fattige mennesker, der bor i den, som underholdning på ferien, og de lokale udstilles uden at have mulighed for eller råd til at sige fra, lyder et af kritikpunkterne.
Andre mener, at slumturismen giver turisterne vigtig indsigt i levevilkårene i andre dele af verden.
Der forventes anslået en million turister på slumture i 2016.
»De tjenere, chauffører, receptionister og opvaskere man møder som turist, kan sagtens bo i noget, som vi ville karakterisere som slumområder. Uanset om man spiser brødet, der er bagt i et slumområde eller kommer ind på et hotelværelse, der er rengjort af en person, der bor i slummen, er det næsten umuligt at undgå,« siger Tore Holst.
Når slumturisme skiller sig ud fra andre former for turisme og vækker debat, er det ifølge Tore Holst, fordi turister på guidet tur gennem slum får to verdener til at støde sammen:
»Slumturismen er anderledes, fordi mødet mellem rig og fattig er temaet. Mødet sker alle mulige andre steder, men i slumturismen er det sat op, som at det globale nord besøger det globale syd,« siger Tore Holst.
Tore Holst forsøger i forskningsprojektet at forstå, hvordan henholdsvis turisterne og de tidligere gadebørn ser de to logikker: velgørenheden og turismen.
Mens turisterne overvejende ser turene som velgørenhed, ser guiderne dem nemlig først og fremmest som turisme, der følger markedets logik:
To timers oplevelser i slummen er til salg på samme måde som en kanalrundfart eller en middag på en lokale restaurant er det.
Under slumturene, som Tore Holst har fulgt, fortæller guiderne deres egen livshistorie om overgreb i barndomshjemmet og om livet på gaden i Delhi, før og efter at Salaam Baalak Trust begyndte at hjælpe dem.
Mens de fleste af os er komfortable med at betale for et hotelværelse eller at købe en drink ved poolen, når vi er turister, er de færreste af os klar til at købe et stykke lidelseshistorie fra et tidligere gadebarn, fortæller Tore Holst.
Hans materiale viser, at turisterne derfor først og fremmest forstår slumturen som velgørenhed. Den forståelse er hjulpet på vej af, at turene afsluttes med en 'donation', der skal hjælpe organisationen, frem for en 'betaling' for turen.
Når de to logikker, velgørenheden og turismen, er vigtige for debatten om slumturisme, er det ifølge Tore Holst, fordi de af og til kolliderer på turene.
De turister, der under turen forholder sig kritisk til etikken i slumturisme, er ofte de turister, der bliver revet ud af forestillingen om, at det er velgørenhed, de deltager i.
»Guidernes fortællinger skal give indblik i, hvor slemt de her børn har det, men turisterne skal også blive fyldt med glæde over, at der er nogen, der hjælper børnene. Nogle turister stiller spørgsmålstegn ved, om børnene overhovedet bliver hjulpet og spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at de fortæller deres historie,« siger Tore Holst.
I sin ph.d.-afhandling inddeler Tore Holst overordnet de kritiske turisters reaktioner i tre kategorier.
Tore Holst forklarer, at den følelsesmæssige reaktion fra den sidste gruppe er velment.
»Men guiderne, der fortalte deres barske livshistorie flere gange om ugen, havde ikke glæde af turisternes tårer, da guidernes selvfortælling handlede om, hvor langt de var kommet, snarere end hvor langt, de stadig havde igen,« siger han.
Samtidig med at turisterne altså ser slumturene som velgørenhed, viser Tore Holsts interviews med guiderne, at de forstår slumturene modsat: De ser deres arbejde som turisme, altså en handel, hvor de sælger fortællingen af deres historie.
Eftersom der er tale om en handel, kan guiderne i egen selvforståelse insistere på at de er ligeværdige med turisterne - modsat hvis der var tale om velgørenhed, hvor de var afhængige af donorernes hjælp.
At det er en handel, giver samtidig guiderne mulighed for at styre, hvor meget af deres historie, de vil sælge, mener Tore Holst.
En del af kritikken af slumturisme går ellers på, at de involverede gadebørn udnyttes til såkaldt 'følelsesarbejde', som kan skade dem psykisk.
»Der er en reel fare for, at guiderne tager skade. Når de skal fortælle deres barske livshistorier tre gange om ugen i tre år, udgør det kumulative en risiko,« siger Tore Holst.
Men ifølge Tore Holst beskytter guiderne sig selv ved at følge et standardiseret manuskript, der ikke involverer dem for meget følelsesmæssigt.
Markedslogikken gør det muligt at begrænse, hvor stor en del af deres livshistorier, guiderne sælger - modsat hvis de så sig selv som nødlidende, der appellerede til hjælp fra donorer og velgørere.
Ligesom turisterne bliver kritiske, når de føler sig trukket ind i markeds-logikken, kan de kritiske turister trække guiderne ind i velgørenheds-logikken og kræve mere af guiderne, end guiderne ønsker at give ved at insistere på, at slumturen skal være velgørenhed.
»Følelser er en del af jobbet for guiderne, og der kan være farer ved følelsesarbejde. Hvis turisterne ikke ser følelser som en del af jobbet, kan de komme til at kræve for meget af guiderne,« siger Tore Holst og fortsætter:
»Slumture kan både være turisme og velgørenhed, men hvis man udelukkende ser det som velgørenhed, så kan det at fortælle en historie ikke være et stykke arbejde,« siger Tore Holst.
Men vores forskellige måder at forstå slumturismen kan samtidig også have konsekvenser for, hvordan vi forstår selve fattigdommen, mener Malte Steinbrink.
Han peger på tre fortællinger, som arrangørerne af slumture bruger om deres tur, for at håndtere turisternes frygt for at være på 'fattigdoms-safari':
Fortællingerne kan sagtens være sande. Men disse tre fortællinger, som forskellige turarrangører benytter i forskellige grad, har konsekvenser, påpeger Malte Steinbrink.
Hvis vi for eksempel ser livet i slummen som en autentisk kulturforskel og ikke som et resultat af global ulighed, fjerner det fokus fra det globale nords mulige medansvar, mener han.
»Det etiske spørgsmål er meget vigtigt, fordi det påvirker hvordan slummen bliver fremvist. Der er en kraftig tendens til at fattigdom kommer til at handle om kultur i slumturismen. Og denne kulturliggørelse fører samtidig til en afpolitisering af fattigdom. Slummen bliver ofte fremstillet som en kulturelt interessant seværdighed og ikke som en manifestation af global ulighed og uretfærdighed,« siger Malte Steinbrink.
Tore Holst konkluderer altså, at guider og turister ser slumturene meget forskelligt. Tilbage står spørgsmålet, der er udgangspunktet for den offentlige kritik af slumturismen: Hjælper slumturisme gadebørn mere end den skader?
Tore Holst understreger, at han kun kan udtale sig om Salaam Baalak Trust.
»Der er ingen tvivl om, at visse former for slumturisme hjælper konkrete mennesker, for det har jeg oplevet. Der er mange tusinder børn, som lever bedre liv, end de ellers ville leve. Hvis man læser mit studie, så kan man se, at der er NGO'er, som laver et godt stykke arbejde - spørgsmålet er så, hvordan vi som turister bruger dem,« siger Tore Holst og tilføjer:
»Selvom turisterne var der, fordi de ønskede et respektfuldt møde, var det i nogen grad respekten der stod i vejen for en moralsk forsvarlig fordømmelse af den leveform, turisterne blev præsenteret for. Men så kan man jo spørge sig selv, om en øget forståelse af denne leveform, og hvad folk gør for at udholde den, ikke også er vigtigere end en moralsk forsvarlig fordømmelse?«
