Det kommer frem i et studie fra forskere ved National Bureau of Economic Research (NBER) i Boston i USA, som har set på følgeeffekterne af forskningssnyd.
De har set, hvad der sker, når nogen snyder, både for fagområdet selv og for nærliggende fagområder. Det vil sige, at de for eksempel tjekkede, hvordan tilbagetrækningen af et studie om diagnosticering af brystkræft slog ud på andre diagnosticeringsstudier, men også for studier om behandling af brystkræft.
Ifølge Pierre Azoulay og kolleger ved NBER kan det at forfalske forskning skade ikke bare forskeren selv, men også ærlige kolleger, som arbejder med lignende ting.
Efter en tilbagetrækning på et fagområde oplever nemlig nærliggende artikler – om de citerer det tilbagetrukne studie eller ej – en fem procents nedgang i antal citeringer. Og pengepungen udtyndes igen i takt med den fallende citeringsrate.
»Ting, jeg var med til, blev ikke citeret i det hele tager, og bliver det fortsat ikke,« istemmer Magne Bryne, en tidligere kollega til Jon Sudbø, den norske kræftforsker, som blev taget for snyd, da det viste sig, at han havde opfundet 900 patienthistorier.
Fem procent færre citeringer og mindre penge
Pierre Azoulay og kolleger har undersøgt totalt 1.037 tilbagetrækninger og deres effekt på næsten 2.000 relaterede artikler på flere forskellige fagområder. Den statistiske analyse er kompliceret, men tallene taler klart.
Den tilbagetrukne artikel bliver citeret langt mindre efter den er blevet trukket tilbage. Nedgangen er på 69 procent – så det er værd at lægge mærke til, at nogen fortsat citerer sådanne artikler. Om det netop er fordi, den er trukket tilbage, og om den bliver citeret for at præcisere, at tidligere resultater ikke længere er gyldige, siger studiet imidlertid intet om.
Værre er det, at andre, relaterede artikler, som ikke er trukket tilbage, også mærker effekten af snydernes påfund:
Sammenlignet med en valgt kontrolartikel, bliver relaterede artikler citeret 5,45 procent mindre i perioden efter tilbagetrækningen. Det er altså studier på samme fagområde, måske med nogle af de samme forfattere, men her er der ikke påvist uredelighed i forskningen.
Og pengene tørrer ind sammen med citeringerne:
»Både finansiering og publiceringer går ned i de relaterede fagområder i perioden efter en tilbagetrækning,« skriver forskerne i studiet.
Ærlige fejl accepteres, vildledning straffes hårdt
Der findes forskellige typer tilbagetrækninger: Nogle skyldes direkte snyd og tåbelighed, som for eksempel opdigtede data, men andre trækkes tilbage af mere formelle grunde, som at der er uenighed om, hvem der skal stå som forfattere.
Forskerne fra Boston forestillede sig, at årsagen til tilbagetrækninger kunne have noget at sige for følgeeffekterne, og de tyede til Isaac Newton for hjælp.
Newton udtalte nemlig engang, at ’hvis jeg har set lidt længere end andre, så er det fordi jeg har stået på kæmpers skuldre.’ Pierre Azoulay og kolleger klassificerede dermed tilbagetrækningerne i tre kategorier: stærke, svage skuldre og ikke-eksisterende skuldre.
- Stærke skuldre er tilbagetrækninger, som ikke så tvivl om forfatternes hovedkonklusioner. Det gælder for eksempel hvis det er dobbeltpublicering, som er årsagen.
- Svage skuldre er kategorien for tilbagetrækninger, hvor konklusionerne er usikre, eller hvor bare nogle af resultaterne fortsat er gyldige efter tilbagetrækningen.
- Ikke-eksisterende skuldre indebærer det mest alvorlige forskningssnyd, med opdigtede resultater, og også sager, hvor fejl gør, at hele hovedkonklusionen ikke længere er gyldig.
Og det viser sig, heldigvis, at forskningssamfundet tager hensyn til skuldrene:
Artikler i nærliggende fagområder oplever i praksis ingen nedgang i antal citeringer, hvis en tilbagetrækning hører til i stærke skuldre-kategorien. Imidlertid betyder det, at effekten blev desto mere stærk for de to andre kategorier.
Hvis tilbagetrækningen var af typen svage skuldre, oplevede relaterede fagområder næsten ni procents nedgang i antal citeringer.
Citeres fortsat ikke efter sagen med snyd
I Norge har vi ikke haft mange store sager med snyd, men de fleste nordmænd husker Jon Sudbøs fabrikering af over 900 patienter i et studie om mundhulekræft i The Lancet.
Magne Byrne, professor ved Institut for oral biologi ved Universitetet i Oslo, samarbejdede med Jon Sudbø i flere år, men var ikke med som forfatter af den berømte Lancet-artikel. Han fortæller i dag, at han har mærket effekten på fagområder bagefter.
»Jeg vil nok påstå, at vi har mærket det, citeringshyppigheden på artikler på samme område blev vældig reduceret efterfølgende,« siger han til forskning.no.
To af Magne Byrne og Jon Sudbøs sampublikationer blev trukket tilbage efter afsløringerne. Magne Byrne siger, at han alligevel ikke har mærket noget til den følgeeffekt, som de amerikanske forskere har fundet for mere perifere fagområder.
«For forskningsområder, som ikke var direkte knyttet til sagen, tror jeg ikke, at det har haft så store konsekvenser,« siger han.
I årene siden sagen blev afsløret, fortæller Magne Byrne, at han blandt andet har søgt finansiering fra Kreftforeningen (svarer til den danske organisation Kræftens Bekæmpelse, red.), uden held. Der kan være mange grunde til at projektansøgninger afslås, men Magne Byrne har været inde på tanken, at det er Jon Sudbø-sagen, som fortsat forfølger ham.
»Jeg kan jo ikke dokumentere det, men i svære øjeblikke har jeg i hvert fald tænkt, at sagen har fået en sådan konsekvens, at jeg har fået mindre forskningsstøtte,« siger han.
Frygt for at kunne kobles til snydere
En nedgang i antal citeringer er ikke nødvendigvis noget negativt.
Det kan være, at en tilbagetrækning afslører, at et fagområde ganske simpelt er dødt, fordi centrale antagelser ikke stemmer. Så er det kan man lige så godt se sig om efter nye områder at arbejde på.
Men hvad hvis det er en mere diffus frygt for at blive associeret med snyderne, som driver værket? I sådanne tilfælde er det muligt, at spændende og vigtig forskning lider unødigt efter én eller nogle få forskeres fejltrin.
For at tjekke den nuance differentierede Pierre Azoulay og kolleger mellem forskning fra offentlige eller akademiske institutioner, og forskning fra private, profitdrevne selskaber. De tænkte nemlig, at privat forskere ville være mindre tilbøjelige til at lade frygt for at blive associeret med snyd stoppe en potentiel indtjening.
»Forskerne hos private, profitdrevne selskaber vil antageligt fortsætte arbejdet på områder, som akademiske forskere rynker på næsen over, så længe der findes muligheder for at udvikle kommercielt levedygtige produkter,« skriver de i studiet.
Og det viser sig at være korrekt:
Private forskere straffer praktisk talt ikke nærliggende, men urelaterede artikler i det hele taget efter en sag med snyd. Det er altså akademikerne ved universiteterne og offentlige institutioner, som står for hele effekten.
Det taler for, at det er frygt, og ikke rationel vurdering af potentiale, som er årsagen.
»Vi har set, at videnskabelig uredelighed kvæler forskernes arbejde på det specifikke fagområde, og endnu vigtigere, at tilbagetrækninger fører til en markant og vedvarende nedgang på andre, potentielt frugtbare, nærliggende fagområder,« konkluderer forskerne i studiet.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
