Nu kan du fortælle forskerne om, hvordan du går til fodbold, og på den måde gøre noget godt for forskningen. Videnskabsfolk fra Dansk Folkemindesamling (Dafos) vil nemlig i samarbejde med en række museer og arkiver gerne vide mere om, hvordan livet bliver levet lokalt i Danmark fra Nimtofte til Middelfart og Frederiksberg.
Undersøgelsen skal kortlægge, hvordan vi helt frivilligt er sammen med naboer, venner og bekendte i nærmiljøet. For som det er nu, findes der ingen dokumentation for, hvad det er, der binder os sammen i de små lokalsamfund.
Ph.d. i antropologi Marianne Holm Pedersen arbejder som forsker ved Dansk Folkemindesamling og er projektleder på undersøgelsen, som hedder LokaleLiv.dk.
»Der bliver talt meget om, hvad det betyder at være dansk, men langt de fleste danskere lever jo meget lokale liv. Vi vil undersøge, hvad det rent faktisk vil sige at være lokal i de forskellige dele af landet,« siger forskeren.
Det er meningen, at resultaterne fra den netbaserede spørgeskema-undersøgelse skal kunne bruges til ny forskning i danskernes nærmiljø ikke bare af forskerne på Dafos, men også af andre danske videnskabsfolk.
Ud i de lokale kroge
\ Fakta
Marianne Holm Pedersen siger, at forskerne gerne vil have så mange forskellige danskere til at besvare undersøgelsen som muligt, selvom den netbaserede undersøgelse ikke kan blive repræsentativ, da er det folk selv, som melder sig til den. Forskerne kan bruge danskernes svar til at finde ud af, hvor det i fremtiden kunne være interessante at dykke ned og stille yderligere spørgsmål.
Dafos har tidligere brugt netbaserede spørgeskemaer til at danne sig et billede af de regionale forskelle i Danmark på næsten samme vis. De erfaringer vil forskerne trække på denne gang.
Undersøgelsen kommer til at løbe over et år. Du kan allerede i dag hjælpe forskerne lidt på vej ved at besvare spørgsmålene i spørgeskemaet på LokaleLiv.dk.






























