Klimaforskerne har slået alarm: Klimaforandringerne kan få katastrofale følger. Alligevel hævder økonomer som eksempelvis William Nordhaus, der i 2018 modtog Nobelprisen i økonomi, at det ikke står halvt så galt til.
I et studie fra 2018, publiceret efter han blev tildelt prisen, hævder William Nordhaus, at en global opvarmning på 3 grader celcius kun vil reducere bruttonationalproduktet med 2,1 procent i forhold til, hvis klimaforandringerne overhovedet ikke fandt sted.
Selv hvis de globale temperaturer steg med hele 6 grader celcius, ville BNP kun falde med 8,5 procent, påstår han.
Men hvis det beroliger dig, bør du nok tænke dig om én gang til.
Undskyldning til at nedprioritere klimaforandringerne
I et nyligt publiceret studie demonstrerer jeg, hvordan datagrundlaget for estimaterne bygger på en række seriøst fejlbehæftede antagelser.
William Nordhaus' berømte arbejde, som ifølge Nobelkomiteen har 'bragt os betydelig tættere på svaret på, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig global økonomisk vækst', giver regeringerne en undskyldning til at nedprioritere klimaforandringerne.
Hans estimater indikerer, at omkostningerne ved at adressere klimaforandringerne overstiger fordelene ifølge hans cost-benefit-model, indtil den globale opvarmning når op på 4 grader celcius.
\ Læs mere
Og de indikerer, at en mådeholden CO2-skat vil være i stand til at stabilisere temperaturerne på dette niveau med samlede omkostninger, der ikke overstiger 4 procent af BNP i løbet af de kommende 120 år.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Baseret på forkerte og irrelevante empiriske estimater
Desværre er tallene baseret på empiriske estimater, og de er ikke alene forkerte, de er også irrelevante.
William Nordhaus (og cirka 20 ligesindede økonomer) benyttede hovedsaglig to metoder til at nå frem til de meget optimistiske estimater for klimaforandringernes økonomiske konsekvenser:
- Den 'enumerative' metode
- Den statistiske metode
Men min forskning afslører, at ingen af metoderne kan tåle at blive set efter i sømmene.
Ser helt bort fra industrier, som er ansvarlige for 87 procent af BNP
For at citere en neoklassicistisk klimaøkonom, Richard Tol:
»I den 'enumerative'-metode bliver klimaforandringernes 'fysiske effekter' indhentet én efter én fra naturvidenskabelige studier…. Og så lagt sammen.«
Det lyder måske fornuftigt nok, men denne metode ser helt bort fra de industrier, som er ansvarlige for 87 procent af BNP ud fra en antagelse om: 'at de bliver udført i omhyggeligt kontrollerede miljøer, som ikke er direkte påvirket af klimaforandringerne'.
William Nordhaus' liste over industrier, som han går ud fra er upåvirkede, omfatter:
- Al produktion
- Underjordisk minedrift
- Transport
- Kommunikation
- Finans
- Forsikring og fast ejendom i ikke-kystnære områder
- Detail- og engroshandel
- Offentlige tjenesteydelser
Det vil sige alt, som ikke er direkte eksponeret for elementerne: I bund og grund alt, som finder sted indendørs eller i undergrunden.
20 år efter William Nordhaus først fremførte sine antagelser i 1991, gentog økonomisektionen i IPCC-rapporten, at:
»Økonomiske aktiviteter som landbrug, skovbrug, fiskeri og minedrift er udsat for vejr og vind og derfor sårbare over for klimaforandringer. Andre økonomiske aktiviteter, som produktion og tjenesteydelser, finder hovedsagelig sted i kontrollerede miljøer, så de er ikke rigtig eksponeret for klimaforandringerne.«
Forveksler vejr og klima
Man forveksler vejret med klimaet. Klimaforandringerne vil få konsekvenser for alle industrier.
De kan forvandle frugtbar jord til ørken og tvinge landbruget - og de byer som det brødføder – til at gå så hårdt frem, at muldlaget ikke kan følge med, hvilket risikerer at resultere i storme, som kan ødelægge de 'omhyggeligt kontrollerede miljøer', og ildstorme, som kan brænde dem til grunden.
Det kan tvinge os til at eliminere brugen af fossile brændstoffer, før vi har de vedvarende energikilder på plads. Nedgangen i produktionen i de 'omhyggeligt kontrollerede miljøer' vil falde på samme tid som faldet i tilgængelig energi.
Antagelsen om, at klimaforandringerne ikke har konsekvenser for alt det, der foregår indendørs, er absurd. Og hvis antagelsen er forkert, er konklusionerne draget på grundlag af den det også.
Vil forårsage et enormt sammenbrud
Det samme gælder for den 'statistiske metode'. Som jeg forklarede i en tidligere artikel, går denne metode ud fra, at det nuværende forhold mellem temperaturerne og BNP kan bruges til at forudsige, hvad der vil ske, i takt med at hele klodens klima ændrer sig.
Selvom temperaturerne ikke spiller en stor rolle i økonomien i dag, vil klimaforandringerne gøre mere end blot tvinge de enkelte landes temperaturer et par grader i vejret – de vil forårsage et enormt sammenbrud.
'Damage function'
De optimistiske estimater blev ikke desto mindre brugt til at kalibrere William Nordhaus’ såkaldte 'damage function'; en simpel ligning, der forudsiger et lille, jævnt, problemfrit fald i BNP som følge af en given temperaturstigning.
Men klimaforandringerne er ikke en jævn proces: Der vil forekomme såkaldte 'tipping points', hvor opvarmningen fører til pludselige og uigenkaldelige klimaforandringer.
William Nordhaus forsvarede sin jævne beregning ved (ukorrekt) at hævde, at klimaforskere, blandt andre Tim Lenton fra University of Exeter, konkluderer, at der er ikke var kritiske tipping points med en tidshorisont på mindre end 300 år, før de globale temperaturer var steget med mindst 3 grader.
Signifikante fejlantagelser
Faktisk identificerede Tim Lenton og hans kolleger den arktiske sommer-havis som et kritisk tipping point, der formentlig vil blive udløst i løbet af de kommende 10 år med temperaturforandringer på mellem 0,5 og 2 grader celcius:
»Vi konkluderer, at den største (og tydeligste) trussel er tabet af arktisk sommerhavis, som formentlig vil finde sted lang tid før (og potentielt bidrage til) GIS (afsmeltningen af Grønlands iskappe).«
At disse fejlantagelser har så stor betydning skyldes, at arbejdet er blevet taget alvorligt af politikere, på trods af at de er så fejlbehæftede.
For disse politikere er det langt lettere at forstå forudsigelser om den fremtidige BNP end fremmede begreber som økosystemernes levedygtighed.
De er blevet vildledt af trøstende tal og beregninger, der ikke har noget som helst med klimaforandringernes konsekvenser for vores økonomier at gøre.
Videnskab.dk har tilbudt William Nordhaus at besvare kritikken. Han har takket nej til at kommentere på grund af travlhed.
Steve Keen modtager støtte fra Economic and Social Research Council Rebuilding Macroeconomics project for Integrating Macroeconomics and Ecology via Energy and the Laws of Thermodynamics.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
