Det var tæt på midnat, da jeg modtog et telefonopkald fra min søster, der fortalte mig, at vores forældres hus stod under vand. Hverken hun eller vores forældre vidste, hvad de nu skulle gøre.
De var i chok midt i en igangværende nødsituation.
Jeg kørte fra mit hus i byen Luxembourg til min hjemby på den eneste vej, der stadig var farbar - det var den ikke længe. Gaderne var tomme, og jeg passerede ingen mennesker.
Mine forældre havde allerede ringet til brandvæsenet for at få hjælp, men de fik at vide, at de ikke kunne komme de næste par timer. Da jeg ankom, så jeg, at den nederste etage af mit barndomshjem stod under vand.
Følelse af sikkerhed fejet væk i løbet af få minutter
Der stod min familie med lommelygter i vand til knæene, mens vi forsøgte at dræne så meget vand som muligt - én spand ad gangen.
Mine forældre oplevede stort set udelukkende materielt tab. Men vandskader beskiver ikke, hvad de og mange andre gennemlevede den nat.
Under pandemien har folk fået en anden relation til deres hjem. Det er blevet et tilflugtssted for virussens usynlige trussel, så et hjem skal være et sted, du kan føle dig sikker og tryg. Det gælder især for de mest sårbare og ældre.
Jeg blev ked af at se min forældres følelse af sikkerhed blive fejet væk i løbet af få minutter.
Trist påmindelse
Min ph.d.-forskning omhandler, hvordan vi effektivt kan tilpasse os konsekvenserne af stadig mere voldsomme vejrhændelser som følge af klimaforandringerne, og hvad vi kan gøre for at forberede os på dem og afbøde deres effekt.
Et område, jeg er interesseret i, er tidlige varslingssystemer eller manglen på samme i forbindelse med ekstreme vejrhændelser, som de nylige oversvømmelser i Vesteuropa.
Selvom klimaet bestemt er et komplekst system, som er vanskeligt at forudsige med sikkerhed, er den igangværende katastrofe en trist påmindelse om, hvor utilstrækkelige vores tidlige varslingssystemer kan være.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Tidlige advarselssystemer er gået i hårdknude
Det europæiske oversvømmelsesvarslingssystem (EFAS), som har til formål at give et europæisk overblik over igangværende og forventede oversvømmelser op til 10 dage i forvejen, udsendte en oversvømmelsesadvarsel i begyndelsen af ugen.
Advarslen lød på ekstrem regn og risiko for oversvømmelser midt på ugen i de hårdest ramte regioner - Vesttyskland, Luxembourg, det østlige Belgien og det sydlige Holland.
Disse oplysninger blev videregivet til en række nationale myndigheder, som kan variere afhængigt af landet.
I Luxembourg er det brand- og redningstjenesten. De organer har ansvaret for at overføre varslingen til de relevante lokale myndigheder.
Lover dårligt for evnen til at tilpasse sig lignende hændelser i fremtiden
Hvert lands lovgivning og regler afgør, hvilken myndighed der har beføjelse til at udstede advarsler til deres borgere.
Den delegation af ansvaret har betydet, at den sydlige hollandske provins Limburg udsendte evakueringsadvarsler onsdag eftermiddag; længe før oversvømmelsen ramte regionen, mens delstaten Rheinland-Pfalz i nabolandet Tyskland først begyndte at evakuere folk, da det var for sent.
Evakuering af mennesker, der allerede står i vand til knæene, er ikke en vellykket måde at afbøde katastrofer, og det lover ikke godt for landenes evne til at tilpasse sig lignende hændelser i fremtiden.
Tidlige varslingssystemer kan ikke blive succesfulde, hvis de bliver brugt på denne måde.
EFAS udsendte tidlige varslinger, og i visse tilfælde information fra nationale tjenester. Men de organer, der modtog informationerne, var specifikke for hvert land.
Almindelige borgere betaler prisen
Det har resulteret i, at ansvaret for handling baseret på oversvømmelsesadvarslerne er blevet taget på politisk niveau.
Hvorfor er der ikke koordinerede advarselssystemer for alle berørte områder uden hensyn til grænser og lokale myndigheder? Systemet er grundlæggende mangelfuldt.
Selvom EFAS er yderst effektive i detektionen af trusler, skaber landenes forskellige måder at delegere ansvaret for varslingen af deres borgere en hårdknude langs transmissionskæden.
Almindelige mennesker betaler prisen, nogle gange endda med deres liv.
Systemer, som skal beskytte os, er på plads.
Vejrmodellerne har høj nok opløsning til at kunne advare os - ofte endda i god tid. Men et eller andet sted - fra meteorologer til offentligheden - er der en brist. Det er hér, jeg vil fokusere min opmærksomhed i min forskning.
Når alt kommer til alt, hvis vi ikke kan styre nutiden, hvad siger det så om vores planer for fremtiden?
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
