Der skal ikke mere en en enkelt, forræderisk, lille fysisk lidelse til, før tilværelsen ramler totalt. Det er virkeligheden for en stor del af landets førtidspensionister, der er sat uden for arbejdsmarkedet af fysiske eller psykiske grunde.
»Førtidspensionister lever et enormt ekskluderet liv, fordi hele den sociale orientering er rettet mod arbejdmarkedet,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall, der står bag specialet 'En velfærdsstat uden social marginalisering og stigmatisering?', hvor hun har undersøgt livet som førtidspensionist.
Venner bundet op på jobbet
I specialet, som hun har skrevet på Institut for samfund og globalisering på RUC, har hun blandt andre talt med en kvindelig forsker, der måtte forlade arbejdsmarkedet på grund af en mindre fysisk lidelse.
»Hun var en af dem, der havde det allerværst med at stå uden for arbejdsmarkedet. Hun kom fra et meget konkurrencepræget miljø og oplevelsen af pludselig at stå helt uden for var meget barsk for hende,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.
Det, som forskeren opdagede, var, hvor stor en del af vores liv der er bundet op på arbejde. Da arbejdet røg, forsvandt de kollegaer, som egentlig havde været hverdagens venner. De venner, man måske ikke mødes med til selskabelighed i weekenden, men alligevel har dybe relationer med i hverdagen.
Pension på livstid
Der er godt 240.000 førstidspensionister i Danmark. Langt de fleste af dem vil forblive førtidspensionister, indtil de går på egentlig pension. Hvis man en gang er blevet tildelt førtidspension, kan man godt melde sig rask igen, men det er de færreste, der tør tage springet.
Alle de førtidspensionister, jeg har talt med, efterlyser langt flere sociale tiltag
Anne Kathrine Fjord-Marschall
»Det er en meget stor beslutning at melde førtidspensionen fra. Pensionen er langt højere end en almindelig bistand og er det økonomiske grundlag for tilværelsen. Hvis en førtidspensionist melder sig rask og bliver syg igen, så skal personen gennem hele processen igen uden garanti for at få tildelt førtidspensionen igen. Derfor er der mange, der ikke tør at melde sig klar til arbejdsmarkedet igen,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.
Føler sig svigtet
Det går i igen i specialet, at førtidspensionisterne i høj grad føler sig ladt i stikken. Frem til pensionen bliver tildelt, er de i hyppig kontakt med det offentlige. Men fra det øjeblik, de bliver førtidspensionister, hører kontakten op.
Når de samtidig kan se alle de tiltag, der bliver gjort for almindelige pensionister, bliver kontrasten mellem deres eget isolerede liv og et pensionistliv med væld af kurser, væresteder, udflugter og sociale rammer meget tydelig.
»Alle de førtidspensionister, jeg har talt med, efterlyser langt flere sociale tiltag. Det behøver ikke være store ting, der belaster statsbudgettet, men for eksempel et værested, hvor man kan komme og strikke og drikke en kop kaffe sammen med andre,« siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.
Ifølge beregninger, som ugebrevet Mandag Morgen har foretaget, har førtidspensionsordningen kostet 47 milliarder kroner mere end forventet siden 2003.
Antallet af borgere på førtidspension er langt større end forventet, og hvert år bliver der sat rekord i antal nye førtidspensionister. En stor del af dem er unge. Derfor vil regeringen nu reformere førtidspensionen, så unge under 40 år ikke kan få tildelt pensionen, men i stedet skal på tidsbegrænsede udviklingsforløb til en lavere ydelse.






























