Hvorfor bliver nogle lande rige, andre fattige? Nobelprisen i økonomi 2024 går til et af svarene

Hvad er afgørende for, om et land udvikler sig til at blive enten rigt eller fattigt?

Det er blandt andet forsøget på at svare på netop det spørgsmål, som modtager 2024-udgaven af Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde, også bare kaldt Nobelprisen i økonomi.

De tre vindere er:

• Daron Acemoglu, professor ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), Cambridge, USA.
• Simon Johnson, professor ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), Cambridge, USA.
• James A. Robinson, professor ved University of Chicago, IL, USA.

Sammen har de med Nobelkomitéens ord »vist, at en forklaring på forskelle i landes velstand er de samfundsinstitutioner, der blev indført under koloniseringen«.

Hovedpointen i forskningen er, at kolonitiden gjorde institutionerne i nogle lande 'inkluderende' og med til at fremme økonomisk vækst, mens andre fik 'ekstraktive' politiske systemer, som begrænser bred velstand, fordi de uden kontrol lader en elite rage rigdom til sig.

»Velfortjent« pris for teori om udvikling af velstand

Philipp Schröder kalder det »velfortjent«, at prisen i år går til netop dét forskningsfelt.

Han er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og sætter især pris på Daron Acemoglus forsøg på at nuancere påstanden om, at frie markeder er det mest afgørende parameter for vækst og velstand.

»I løbet af 00'erne og 10'erne kommer Daron Acemoglu med en super interessant nytænkning inden for økonomisk forskning,« siger Philipp Schröder.

»Han kommer i en periode efter 90'erne, og hvor man tænker, så længe du har frie markeder, så skal det nok gå. I stedet peger han på, at det afgørende, om man kort sagt har ‘gode’ eller ‘dårlige’ politiske institutioner,« siger han og kommer med en tilføjelse:

»Og så kan man så skændes om, hvad de gode institutioner er.«

Velstand afgjort af rødder til kolonitiden

Philipp Schröder kalder det for eksempel »semi-kontroversielt«, at årets vindere af Nobelprisen i økonomi peger på kolonisering som en afgørende faktor for landes økonomi.

Et eksempel, som Daron Acemoglu kommer med i sin bog ‘Why Nations Fail’ fra 2012, er Indien og Storbritannien:

• 'Ekstraktive' institutioner i Indien: Under koloniseringen dannede briterne monopoler inden for den stærke indiske tekstilindustri, og man prioriterede udvinding af råstoffer over indernes velfærd og sundhed. På længere sigt har det skadet Indiens muligheder for at udvikle en stærk økonomi.
  
• 'Inkluderende institutioner' i Storbritannien: Samtidig med at briterne udnyttede ressourcerne i Indien, udviklede de politiske instanser, som var i stand til at kontrollere magthaverne i hjemlandet. Man sikrede ejendomsretten, indførte retsinstanser og skabte åbne markeder med fokus på innovation.

Acemoglu og kollegaen Robinson har blandt andet forklaret de økonomiske rødder til kolonitiden med konceptet ‘Reversal of Fortune’.

Med koloniseringen blev et ellers rigt Indien fattigt, mens et fattigt Storbritannien blev rigt.

I midten af ​​1700-tallet var industriproduktion i det, der er nu Indien, faktisk højere end i et land som USA. Men det ændrede sig fundamentalt med koloniseringen, og som Nobelkomitéen påpeger i deres begrundelse, så taler det for forklaringen om forskellene mellem de politiske institutioner i henholdsvis Indien og Storbritannien.

Et andet eksempel er spaniernes kolonisering af Latinamerika. Et kontinent, hvor økonomierne også fortsat lider under en ‘ekstraktiv’ kultur, som tillader eliten at rage til sig på bekostning af den brede befolknings velstand.

»Acemoglu er blandt andet kommet frem til, at bekæmpelse af korruption er en afgørende faktor for, om man på længere sigt opnår velstand i et land,« forklarer Philipp Schröder og peger af samme grund på Skandinavien.

»Det er også sådan, vi kan forklare, hvorfor lande i Norden som Danmark og Norge er blandt de rigeste i verden; ikke på trods af at de har store offentlige sektorer, men måske på grund af netop dét forhold – fordi man har et helt arsenal af velfungerende institutioner, som bekæmper korruption, værner om konkurrence, sørger for uddannelse, og investerer i forskning.«

Hvorfor har autoritære Kina vækst?

Umiddelbart kan et land som Kina virke som en undtagelse fra prisvindernes teorier. For hvordan er det lykkes at skabe økonomisk vækst i et land med et autoritært regime?

Ifølge Philipp Schröder er Acemoglus tanker faktisk også »spot on« i forhold til den kinesiske vækst:

»Han (Acemoglu, red.) siger jo netop, at et land godt kan opnå økonomisk vækst, selv om det har en autoritær styreform. Det afgørende er, om man har instanser til at kontrollere markedet og sikre rimelige vilkår for alle – og det har man på mange måder i Kina,« forklarer professoren fra Aarhus Universitet.

Acemoglu anerkender, at autoritære regimer kan opnå betydelig økonomisk vækst på kort til mellemlang sigt, især hvis de:

• Åbner deres markeder op
• Investerer i uddannelse og infrastruktur
• Og fremmer eksportorienterede industrier

Siden slutningen af ​​1970'erne er det netop, hvad Kina har praktiseret, fremhæver Acemoglu. Og derfor har landet oplevet hurtig vækst, industrialisering og urbanisering, siger han.

Men, som den amerikanske økonom også understreger, så kan det på længere sigt kvæle en økonomisk vækst, hvis man ikke sikrer politisk frihed.

Derfor har han spået, at den kinesiske vækst langsomt vil stagnere – i hvert fald, hvis man ikke fundamentalt ændrer landets politiske institutioner og gør dem mere 'inkluderende'.