En sommer med civil uro. En global klimastrejke, der tvang millionvis af mennesker ud på gaderne for at demonstrere. En utvetydig advarsel fra forskerne om, at klimaet er på accelerende katastrofekurs, og at vi mindst skal tredoble vores klimaambitioner.
Alle betingelserne var på plads for, at dette års FN-klimatopmøde kunne blive et vendepunkt i klimakrisen.
Men efter 24 års manglende handling fra regeringernes side er det svært at være overrasket over, at øjeblikket ikke indtraf.
Topmødet endte som et kæmpe flop.
Alt for lidt, alt for sent
Knap 80 lande forpligtede sig: De vil være klimaneutrale - det vil sige balancere CO2-udledningen med CO2-lagring - i år 2050.
Forskernes nødråb taget i betragtning var det ikke alene alt for lidt, alt for sent: Ikke én eneste af de store CO2-syndere ville forpligte sig til noget signifikant.
Den amerikanske præsident Donald Trump (der har trukket USA ud af Paris-aftalen) stak kortvarigt hovedet forbi, inden han fortsatte til et møde om religionsfrihed, han havde lovet at deltage i.
Hans største bidrag var at gøre grin med Greta Thunbergs følelsesladede opsang til verdens ledere ved åbningen af topmødet.
EU havde ikke meget at byde på
Man skulle ellers tro, at EU ville kaste sig over muligheden for endelig at præsentere en fælles forpligtelse om klimaneutralitet, når vi når frem til år 2050.
Men EU havde ikke meget at byde på andet end at belyse, at de fleste medlemmer støttede op om målsætningen, samt et vagt forslag om at man på et eller andet tidspunkt vil øge det nuværende tilsagn om en reduktion af udledningen på 40 procent senest i 2030.
Selv denne målsætning vil højst sandsynligt blive stoppet af et veto fra Polen, der som kulproducerende nation er fast besluttet på at forsvare sine økonomiske interesser.
Kina vil have USA og EU til at gå forrest
Kina, som er verdens største udleder af CO2, bød ikke ind med afgørende løfter ved topmødet, men forslog at skærpe sine klimamål, så de afspejler 'de højst mulige ambitioner' i forbindelse med evalueringen af klimaløfterne næste år.
Kina argumenterede for, at USA og EU skal gå forrest med en signifikant reduktion af udledningen som følge af deres historiske ansvar for udledningen af CO2.
Desuden forslog Kina at bruge det enorme 'Bælte og Vej Initiativ' - et program for udvikling af infrastruktur gennem 70 lande, som Kina bygger og finansierer - til at takle klimaforandringerne, på trods af at projektet er forbundet med en massiv CO2-udledning.
LDC-landene forpligter sig mere end velhavende nationer
De ansvarlige klimaskurkes manglende handling står i skarp kontrast til de målsætninger, landene i den anden ende af spektret forpligtigede sig til.
Verdens mindst udviklede lande (LDC – Least Developed Countries) lovede, at alle 47 medlemsstater forpligter sig til at være klimaneutrale senest i 2050; på trods af at disse lande er mindst skyld i CO2-udledningen, og på trods af at de stadig lider under efterdønningerne fra kolonialisme, slaveri og strukturelle tilpasningsprogrammer - det vil sige privatisering af større industrier og spareprogrammer påtvunget af verdens rigeste nationer.
Men på trods af strejker, protester og videnskabelige advarsler uden fortilfælde stillede de fleste lande, storbyer og virksomheder sig ikke bag FN's generalsekretær António Guterres' opfordring til en kollektiv klimaneutral-forpligtelse senest i 2050.
Mangel på øjeblikkelig handling
Værre er den nærmest totale mangel på løfter om øjeblikkelig handling.
For at have en rimelig chance for at begrænse opvarmningen til 1,5 ℃ - hvis opvarmingen stiger over dette punkt, får klimaeffekterne markant værre og flere konsekvenser - skal vi reducere udledningen med mindst 10 til 20 procent - og vi skal senest starte i løbet af de næste par år.
Hvis de mest ansvarlige og mest velhavende lande skal påtage sig en retfærdig og større andel af CO2-reduktionen, skal de mindske deres CO2-aftryk med 24 procent om året.
Det bliver til en reduktion på 75 procent i løbet af de kommende fem år for lande som eksempelvis Storbritannien.
Arbejder ufortrødent videre med fracking og kulminedrift
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
For at kickstarte processen ønskede António Guterres, at verdenslederne takler tilskud til fossile brændstoffer, indfører afgifter på CO2 samt sætter en stopper for investering i kul efter 2020. Men det skete ikke.
Indien, Kina og Tyrkiet planlægger stadig at investere i kul - også når vi når et godt stykke over på den anden side af år 2020.
Tilskudene til fossile brændstoffer stiger stadig, og det samme gør produktionen.
Nye CO2-afgifter er intetsteds at se.
Selv lande, der har lovet at blive klimaneutrale på linje med FN's 2050-målsætning er end ikke bare i nærheden af at opfylde den.
For eksempel arbejder Storbritannien ufortrødent videre med fracking, kulminedrift samt planerne om en tredje landingsbane i Heathrow.
På katastrofekurs mod 3 til 4 ℃
Som det ser ud nu, er vi stadig på katastrofekurs mod en global opvarmning på 3 til 4 ℃ i 2100.
Og efter de seneste 24 års manglende handling står det klart, at det ikke er nok blot at hoppe på barrikaderne, hvis vi skal have nogen som helst chance for at stoppe den globale opvarmning.
Vi er nødt til at tage sagen i egen hånd for at finde en ny vej for omstillingen til en klimaneutral fremtid - på trods af regeringernes manglende indsats.
Nicholas Beuret hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: København skal være vært for kæmpe klimatopmøde i 2019
LÆS OGSÅ: Sådan ser det ud, når folket tager klimaforskningen alvorligt
