Flere tusinde børn har boet alene med psykisk syg mor

Svend på 11 år sidder i stuen i lejligheden i den lille landsby Brejning i Sydjylland. Klokken er 15.30. Mor er netop kommet hjem fra arbejde og har lagt sig til at sove. Hende skal han ikke regne med at se mere til før i morgen tidlig.

Storesøster på 17 år er flyttet hjemmefra kort tid forinden, og far har forladt familien. Der er stille i lejligheden.

»Jeg husker den del af min barndom som ren overlevelse. Og kedsomhed,« fortæller Svend Bladt.

Hele hans barndom havde de været en familie på fire. Svend og hans storesøster. Mor, som havde bipolar sygdom og ofte var indlagt på psykiatrisk afdeling, og far med tiltagende alkoholmisbrug.

Nu var han alene med sin syge mor.

Mange har haft det som Svend Bladt

For første gang har forskerne undersøgt, hvor børn af forældre med svær psykisk sygdom vokser op. Bor de typisk i kernefamilie eller skilsmissefamilie? Hvor mange af dem bliver anbragt, hvor mange bor alene med en syg forælder?

Resultatet viser, at siden 1982 har i alt 2.824 børn på under 1 år boet alene med en mor, som fik diagnosen depression, bipolar sygdom eller skizofreni, før barnet blev født.

Børns vilkår bør undersøges grundigere

Ph.d. fra Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri Anne Ranning har stået i spidsen for studiet og er hovedforfatter på en artikel om resultaterne i Journal of the Academy of Child and Adolescent Psychiatry.

Hun mener helt klart, at tallene giver anledning til, at man bør undersøge børnenes vilkår grundigere.

»Det kunne være bekymrende. For at et barn kan få en tryg og god udvikling og opvækst, skal der være en stabil forælder, som kan rumme et barns følelser,« siger hun.

Alene med syg mor

Svend Bladt boede alene med sin syge mor, indtil han var 13 år. Selv om familien blev fulgt af en socialrådgiver, var der ingen, der opdagede, hvor dårligt han trivedes.

»Jeg mødte jo op i skolen, men jeg fulgte ikke med. Jeg var der bare. Jeg kunne ikke læse og skrive, og jeg kunne ikke selv tage bussen ind til Vejle, for jeg forstod ikke køreplanen, og jeg kunne ikke gennemskue, hvilken vej jeg selv stod på,« fortæller han.

Noget af det, der har overrasket eller foruroliget forskerne mest i det nye studie, er netop, at så relativt mange af børnene med psykisk syge forældre bor alene med en syg mor.

20 procent af dem, der har en mor med skizofreni, bor for eksempel alene sammen med moderen.

»Det tror jeg ikke, der var nogen, der vidste. Det kan være, der er et behov for støtte, som bliver overset,« siger professor på Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri, Merete Nordentoft, som har været med til at lave det nye studie.

Seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Mogens Christoffersen er enig:

»Når der er tale om så alvorlige psykiatriske lidelser, så er moderen ofte ikke i stand til at tage vare på barnet. Man bør holde ekstra øje, når en kvinde med for eksempel skizofreni får et barn,« siger han.

»Der kan blive tale om et patologisk omsorgssvigt, hvor moderen i perioder ikke vil være i stand til at aflæse og svare på barnets signaler og indgå i et socialt samspil med barnet. I nogle tilfælde kan den psykotiske forælder sætte barnet i livsfarlige situationer.«

Kommunen bør få besked

Forskerne understreger, at registrene blot viser, at moderen har fået diagnosen skizofreni inden barnets fødsel. Derfor kan man forestille sig, at nogle af de 20 procent dækker over, at moderen er blevet rask igen.

Samtidig kan forskerne dog også have overset nogle, som først har fået diagnosen, efter barnet er født.

Ifølge næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, vil kommunen næsten med sikkerhed opdage, når en kvinde med alvorlig psykisk sygdom får et barn.

Moderens læge har pligt til at underrette kommunen, og jordemoder eller sundhedsplejerske vil også kontakte kommunen, hvis de er bekymrede for barnet. Det samme gælder moderens familie eller netværk. Alle har pligt til at underrette kommunen, og de fagprofessionelle har en skærpet underretningspligt.

Når kommunen bliver underrettet, tager en socialrådgiver ud og taler med moderen og går i dialog med hende. Hvis det giver anledning til bekymring, vil socialrådgiveren iværksætte en børnefaglig undersøgelse.

»Der vil under alle omstændigheder blive etableret et tæt samarbejde med mor, sundhedsplejersken og andre relevante samarbejdspartnere,« siger Niels Christian Barkholt.

40 procent bliver anbragt

Da Svend Bladt var 13 år, bad han selv om at komme væk hjemmefra. Moderens socialrådgiver var på besøg for at tjekke til hende, og før hun kom, havde Svend sagt til sin mor, at han ville bede om at blive anbragt.

»Jeg havde talt med en dreng fra gården, som boede på døgninstitution. Hans mor var også syg på samme måde som min mor. Det lød på ham, som om det var rigtig godt. Der var nogle voksne, som tog sig af en og havde tid til en, og man kom på ture. Og så var der nogle piger, man kunne kysse på,« fortæller han.

Svend endte dog ikke på samme døgninstitution, men kom i stedet i familiepleje. Dermed er han kommet til at passe rigtig godt ind i forskernes statistik.

Tallene viser nemlig, at 20 procent af de børn, som har en mor med bipolar sygdom, bliver anbragt. Har moderen skizofreni er det 40 procent. Til sammenligning er der kun 5 procent af børn i den almene befolkning, som bliver anbragt.

»Der er brug for at have ekstra fokus på denne her gruppe. De skal have en ekstra indsats, enten så familierne kan få noget ekstra hjælp, så barnet undgår at blive anbragt, men også så vi er sikre på, at barnet bliver anbragt, hvis der er behov for det,« siger Merete Nordentoft.

Svend Bladts familie fik ingen ekstra støtte. Han vurderer selv, at både han og hans storesøster burde have været anbragt tidligere.

»Hvis man havde lavet nogle år med støtte og rådgivning, kunne min mor måske have lært at være en god forælder. Jeg skulle nok have været fjernet hjemmefra noget før, og det skulle min søster også. Der gik for mange år, før jeg af eget initiativ bad om at blive anbragt,« siger han.

Hvor er fædrene?

Da Svend Bladt blev ladt alene med sin mor, var faderen gået fra at være kvartalsdranker til fuldtidsalkoholiker.

Mens moderen sov, og Svend sad alene hjemme i stuen og kedede sig eller på den lokale grillbar og spiste aftensmad alene, var hans far sandsynligvis på værtshus.

»Noget af det, der har slået mig, når jeg har kigget på tallene, er, at der er så stor forskel på, om det er mor eller far, der har en psykisk sygdom. Har mor en psykisk sygdom, så er der meget større sandsynlighed for, at barnet er anbragt, end hvis det er far. Har far en psykisk sygdom, så bor barnet ofte hos mor. Hvor er fædrene, når mødrene er syge?« siger Anne Ranning.

Anne Ranning og hendes kollegaer skal nu i gang med at kigge grundigere på forholdene bag tallene. Hun vil igen bruge de forskellige registre til at undersøge, hvordan børnene er dækket af de sociale sikkerhedsnet.

Hun vil også se på baggrunden for, at så mange af børnene bliver anbragt. Er det på grund af omsorgssvigt fra forældrenes side?

»Jeg vil også følge børnene over længere tid og finde ud af, hvordan de klarer sig som voksne,« fortæller hun.

Ikke overraskende, men vigtigt

Hverken forskerne, Socialrådgiverforeningen eller Svend Bladt er overraskede over tallene, men de er enige om, at det er rigtig godt, at der nu er tal på.

»Det mest overraskende er måske i virkeligheden, at det ikke er blevet undersøgt før. Nu har vi tal, vi kan henvise til. Måske vil det gøre det nemmere at lave indsatser for de her børn,« siger Anne Ranning.

Svend Bladt er enig.

»Det er meget positivt, at der kommer forskning på, og at der kommer tal på. Man bliver opmærksom på, at vi måske ikke helt ved, hvad der sker, når folk med de her diagnoser får børn,« siger Svend Bladt.

Han er i dag leder af Baglandet i Vejle, hvor tidligere anbragte unge kan komme og møde andre med samme baggrund. Her kan de få et større og mere stabilt netværk end mange med anbringelsesbaggrund ofte har.

»Disse tal kan både give anledning til at drøfte, om vi hjælper alle, og når alle godt nok. De kan også bruges til at få en faglig diskussion om, hvordan man kan være forælder med psykisk sårbarhed. Kan der være støttende foranstaltninger, som gør, at de kan være forældre for deres barn på trods af sygdom?« siger Niels Christian Barkholt fra Dansk Socialrådgiverforening.