Fiktion tvinger os til at tænke anderledes

Jeg er vant til at have min smartphone lige ved hånden, Rema1000 rundt om hjørnet og vaskemaskine i lejligheden. Hvordan ville jeg klare mig, hvis jeg som Robinson Crusoe forliste med et skib og strandede på en øde ø?

Ville jeg kunne klatre op i et træ og plukke kokosnødder? Ville jeg kunne bygge et forsvar mod rovdyr? Og ville jeg kunne holde ud at leve alene uden at vide, hvor længe jeg var strandet?

Jeg kommer forhåbentlig aldrig i situationen, og så kan det måske virke omsonst overhovedet at forestille sig den. Men jeg vil hævde, at det kan være både underholdende og lærerigt at forestille sig situationer, vi aldrig har oplevet og sandsynligvis heller aldrig kommer til at opleve.

Fiktive scenarier tvinger os til at tænke anderledes og overveje muligheder, vi normalt slet ikke beskæftiger os med.

Da jeg var barn, spurgte mine klassekammerater og jeg hinanden: »Hvad ville du tage med på en øde ø?«. Nogle svarede: 'en kniv', mens andre svarede: 'dig'. Måske var det sidste svar for sjov, men 'Robinson Crusoe' viser os, at en af de største eksistentielle udfordringer er at leve uden andre mennesker.

I romanen lader forfatteren Daniel Defoe da også Robinson Crusoe sige, at hans bedste tid på øen var den, han tilbragte sammen med Fredag, som han reddede fra at blive spist af kannibaler.

Måske minder mit hypotetiske spørgsmål os om, hvor vigtige vores medmennesker er for vores mentale tilstand. På den måde kan fiktion og lignende hypotetiske situationer lære os om både hele menneskeheden og os selv som enkeltindivider.

Verdens første fiktionsværk

Ordet 'fiktion' kommer fra det latinske ord 'fingere', der blandt andet betyder at opfinde. Jeg vil altså definere fiktion som en genre, der inviterer til, at læseren eller seeren skal forstå et bestemt værk som opfundet.

Hver gang jeg og mine kollegaer diskuterer, hvornår fiktion opstod som litterær konvention, diskuterer vi også, hvilken roman der som den første bliver skrevet og udgivet som et fiktionsværk.

Jeg vil mene, at vi først kan tale om en etableret fiktionsgenre et stykke ind i 1700-tallet, hvor forfatterne på én og samme tid skrev romaner og gjorde opmærksom på, at de var fiktive.

Det var altså først i 1700-tallet, at forfatterne opfandt mærkatet 'roman' for at signalere fiktion. I England er det blandt andet Daniel Defoe, Henry Fielding, Laurence Sterne og Charlotte Lennox, mens det i Danmark er Johannes Ewald, Ludvig Holberg og den i dag stort set ukendte Carl August Thielo, der er blandt de første romanforfattere.

Ingen ville indrømme fiktion

Når jeg og mine kollegaer diskuterer, hvilken roman der var verdens første, er Defoes Robinson Crusoe med i kapløbet. Men da romanen udkom i 1719, lod Defoe, som om den ikke var fiktion. Dengang var der i det hele taget mange forfattere, der ikke ville indrømme, at de fandt på deres historier.

Læserne kendte endnu ikke særlig meget til romangenren, og der var stor frygt forbundet med fiktionen: Kunne unge kvinder ligefrem blive ledt i fordærv ved at læse om romantisk kærlighed og sex før ægteskabet? Kunne amoralske karakterer opildne til vold?

Denne bekymring minder mig om, hvordan journalister, anmeldere og debattører reagerede, da først filmen og senere computerspillet kom frem i henholdsvis begyndelsen og slutningen af det 20. århundrede.

De var bange for den skadelige virkning, som disse nye medieformer kunne have på især unge mennesker, og de frygtede, at den audiovisuelle vold skulle inspirere til kriminelle handlinger i virkeligheden.

Den 'virkelige' Robinson Crusoe

Derfor var det lettere for Defoe at lade, som om hans roman ikke var fiktion, men en beretning fra det virkelige liv fortalt af den mand, der selv skulle have gennemlevet strabadserne. Uden på værket står der 'skrevet af ham selv' – som om den virkelige Robinson Crusoe havde nedfældet sine egne oplevelser på papiret.

Den unge Crusoe sejler i 1651 ud fra York, men skibet forliser, og han bliver fanget af pirater. Otte år senere er han ombord på et slaveskib, der under et stormvejr går på grund. Hele besætningen drukner, på nær Crusoe, der redder sig i land.

På øen gør han alt, hvad han kan for at overleve. Han leder skibsvraget igennem og finder barberblade, en saks, knive og gafler, men også 36 engelske pund. Skal han tage pengene med?

Mens han ser på dem, går det op for ham, at de pludselig ingen værdi har. Det er kun praktiske redskaber, der kan hjælpe ham, når han er uden for civilisationen.

I 1997 spillede den irske skuespiller Pierce Brosnan hovedrollen som Robinson Crusoe i filmatiseringen af Defoes roman. Men ulig bogen begynder filmen med, at forlæggeren Robert har fået fingre i Crusoes dagbog og går til forfatteren Daniel Defoe for at få ham til at skrive historien ned.

Efter det årelange ophold på øen slutter filmen med, at Crusoe kan rejse tilbage til sin elskede Mary. Denne lykkelige slutning fører os tilbage til forlæggeren og Defoe, der siger: »Robert, det her bliver jeg nødt til at skrive«.

Robinson Crusoe går fra fiktion til selvbiografi

Men hele denne rammefortælling kan vi ikke finde i romanen. Hvorfor er den så nødvendig i filmen? Manuskriptforfatteren til filmen har måske villet vise, hvordan de oprindelige læsere i 1719 troede, at det var en sand beretning.

Defoe havde jo hverken skrevet 'roman' eller sit eget navn uden på bogen, men prøvede i stedet at overbevise læserne om, at den var skrevet af Robinson Crusoe selv.

Den slags værker kalder vi normalt ikke for fiktion, men snarere selvbiografi eller rejseskildring. I fiktionsfilmen får Robinson Crusoe altså lov til at være virkelig.

Filmen fra 1997 er dog hverken det første eller sidste eksempel på, hvordan Defoes roman er blevet viderefortolket i en ny genre og til et nyt medie.

Vi 'transformerer' eller 'oversætter' hele tiden fiktion, men selve historiens kerne, som litteraturteoretikere kalder for 'fabula', forbliver den samme. Vi kan altså nøjes med at se filmen og stadig kende grundhistorien, selv om vi aldrig har læst originalværket fra 1719.

En uundværlig evne for evolutionen

Meget passende må Robinson Crusoe opfinde for at klare sig alene på den øde ø. Han finder en hulning i en klippevæg og rejser sit telt op imod den fra den nordvestlige side, så han kan være i skygge for solen, mens den står højest.

Han tegner en halvcirkel foran teltet, som han afmærker ved at sætte spidse pæle i jorden, og derefter binder han pæle oven på dem for at værne sig mod rovdyr.

Han laver en trappe over hegnet, som skal give ham selv adgang til sin bolig, uden at rovdyr og andre ubudne gæster kan trænge derind.

Hele historien og alle disse detaljer er selvfølgelig opfundet af Defoe, og selv om opfindelserne i romanen og romanen som opfindelse er forskellige, trækker de alle på en fælles menneskelig evne.

De første mennesker skulle for hundredtusindvis af år siden forudse, om der ville springe et vildt dyr ud fra skovens krat, som enten kunne dræbes eller dræbe. De skulle forestille sig, hvor meget proviant de skulle skaffe for at være klar til en kold vinter, og hvordan de kunne skærme deres hjem imod regn og storm.

Denne evne til at foregribe begivenheder og værne sig mod naturkatastrofer har formentlig været helt afgørende for, at vi har kunnet udvikle nutidens komplekse samfund.

Fra Robinson Crusoe til Randersvej

Og vores forestillingsevne er lige så uundværlig i dag, som den var for de første mennesker. Når jeg skal over den trafikerede Randersvej på min cykel for at ankomme til Aarhus Universitet, vurderer jeg mine chancer, hvis trafiklyset er ved at skifte til gult.

Jeg forestiller mig de forskellige scenarier: Vil det sidste af de tre trafiklys nå at skifte til gult, før jeg kommer over de to første? Cyklisten foran mig er allerede kørt over – vil jeg kunne cykle lige så hurtigt som ham? Jeg træffer min beslutning om at køre eller vente på det næste grønne signal baseret på disse forestillinger.

Når børn leger, finder de også på. »Så sagde vi, at du var barnet, og jeg var moren«, er en form for mikro-fiktion.

Fiktionalitet trækker altså på en helt grundlæggende evne til at forestille sig, som vi mennesker har forfinet og udviklet op gennem evolutionshistorien til at danne en helt bestemt ramme, nemlig fiktion.

Vi kan leve os ind i den fiktionsverden, vi bliver præsenteret for, og de karakterer, vi ser. Vi kan få en erfaring, vi umuligt kan få i det virkelige liv.

Når jeg læser Robinson Crusoe, tænker jeg på, hvordan det ville være, hvis jeg strandede på en øde ø og ikke havde andet selskab end mit eget.

Netop den effekt kan god fiktion have. Den kan aktivere vores forestillingsevne, så vi sætter os selv i et andet menneskes sted og ser verden fra et nyt perspektiv.