Fattigdom og den danske velfærdsstat – to begreber der i de fleste ører ikke umiddelbart hænger sammen.
Dovne Robert og Fattig-Carina blev i 2010’erne eksponenter for opfattelsen af, at fattigdom ikke er et problem i Danmark. Ikke ifølge den brede folkestemning eller flertallet af politikere i hvert fald.
Vi har nemlig et generøst socialt ydelsessystem i Danmark. Så hvis de ikke kunne få pengene til at strække, var det deres egen skyld, lyder argumentet.
Og i øvrigt kunne de blot få sig et arbejde. Så fattige, det var hverken Dovne Robert eller Fattig-Carina.
For tiden drøftes fattigdom igen. Denne gang som følge af inflation og høje energi- og elpriser. Den fattigdom opfattes dog som midlertidig og til at afhjælpe.
Det er et eksempel på, at vi typisk forstår fattigdom i økonomiske termer. Og med det høje ydelsesniveau, vi har i Danmark, kan der ikke være fattige. Dem, der ikke kan få pengene til at strække, har en dårlig moral, synes konklusionen ofte at være.
Men både i den sociologiske og økonomiske forskning er denne forståelse af fattigdom for længst forladt. Fattigdom er nemlig ikke absolut, men først og fremmest relativ.
Fattigdom skal forstås i forhold til det samfund, vi lever i.
Fattigdom er nemlig også den eksklusion, der følger af ikke at have råd til at deltage i samfundet, og fattigdom er de fordomme, stigmatisering og fordømmelse, som følger af at leve i fattigdom.
Fattigdom er derfor også et juridisk problem, der handler om alle menneskers ret til at kunne leve et liv i værdighed og indgå i samfundet uden at blive diskrimineret.
Fattigstatens skyld, straf og opdragelse
Historisk bygger det danske socialretlige system på et fattighjælpsprincip. Den første Grundlov fra 1849 indførte en individuel ret til forsørgelse.
Det betød, at forsørgelseshjælp ikke længere skulle betragtes som en almisse, den enkelte kunne gives af velmenende givere.
Grundlovens ret til forsørgelse var dermed en markant rettighedsforbedring for danskerne.
Men for at afskrække den enkelte fra at søge offentlig hjælp var der knyttet virkninger til at modtage offentlig forsørgelse, også kaldet fattighjælpens retsvirkninger.
Fattighjælpens retsvirkninger var tab af valgret og valgbarhed, forbud mod indgåelse af ægteskab, erstatning (tilbagebetalingskrav) og hjemsendelse til sin opholdskommune.
Det var helt bevidst, at modtagerne af socialhjælp skulle ekskluderes fra samfundet, stigmatiseres og fratages grundlæggende rettigheder.
Fattighjælpen hvilede på den grundopfattelse, at den enkelte selv var ansvarlig for sin situation og for at have bragt sig i uføre.
Straf, skyld og opdragelse var derfor de rette mekanismer til at bringe den enkelte på ret køl.
Ud med fattigstat og ind med velfærdsstat
Fattighjælpen er afskaffet i Danmark, og siden 1960’erne har vi i Danmark udbygget en velfærdsstat med et fintmasket sikkerhedsnet, hvor lighed er en bærende værdi.
Vi forbinder fattighjælpen med en svunden tid og med en inhumanisme, der ikke hører til i en moderne sammenhæng. Og med en velfærdsstat i verdensklasse er der heller ingen grund til at tale om fattigdom.
Det er på trods af, at EU har erklæret kamp mod fattigdom og gennem en rapporteringsmekanisme har opfordret medlemslandene til at sætte konkrete mål for fattigdomsbekæmpelse.
Det har vi ikke gjort i Danmark. Vi har i stedet sat mål for beskæftigelsen. Fattigdom? Det er ikke et problem for os.
Men vi ved, at den økonomiske ulighed er steget. Det samme gælder for uligheden i sundhed og i uddannelse. Fattigdom er et ekstremt udtryk for ulighed.
Og vi har et samfund, hvor udsathed går i arv. Vi ved, at de udsatte børn også er udsatte i voksenlivet. Det gælder i forhold til deres uddannelse og erhvervsindkomst. Udsatte børn er overrepræsenterede i straffesystemet, og deres egne børn er overrepræsenterede i det sociale system.
Fattigstaten spøger stadig
Velfærdsstatens socialretlige indsatser hviler imidlertid stadig grundlæggende på fattigsstatens grundstrukturer: skyld, straf og kontrol.
Det ses særligt i kontanthjælpssystemet, som er fattighjælpens moderne variant, men vi ser i det hele en stigende tendens til, at skyld, straf og kontrol får en plads i den socialretlige regulering.
Fattigdom og udsathed forstås stadig i dag som individuelle problemer, der søges afhjulpet ved at bringe den udsatte på ret køl gennem adfærdskorrigerende foranstaltninger:
- Kontanthjælpsmodtagere fra Åbenrå Kommune fik trukket op til 1/3 del af deres ydelse, fordi de handlede på den anden side af grænsen.
- Borgere mister (ofte uberettiget) hele eller dele af deres kontanthjælp, fordi de ikke møder til en aftale med kommunen.
- Tiggeri på offentlige steder er en strafskærpende omstændighed.
- Tvangsadoption skal i højere grad anvendes som socialretlig foranstaltning over for de forældre, der ikke kan varetage omsorgen for deres børn.
- Og økonomisk trang i forbindelse med julen blev ikke afhjulpet ved at indtægtsregulere ydelsen for dem, der har mindst. Derimod fik hjælpeorganisationer forhøjet det beløb, de kunne uddele til (værdigt) trængende familier. Almissen vendte tilbage som grundlag for hjælp til de allermest udsatte.
Det er blot enkelte eksempler på, hvordan udsathed i den retlige regulering mødes med kontrol, opdragelse og straf.
Fattigdom er også et retligt problem
Enhver har ret til respekt for sin værdighed. Det gælder også og især for de mest udsatte borgere i samfundet.
Værdigheden beskyttes både i retsgrundlaget og ikke mindst i administrationen af sociale rettigheder.
Fattigdom, social eksklusion og diskrimination er tæt forbundne.
De førnævnte eksempler på sociale indsatser, der hviler på kontrol, opdragelse og straf rammer udsatte borgere, og udsatte borgere har ofte en bestemt etnicitet, og meget ofte er der også tale om borgere, der har en psykisk lidelse.
Derfor er der særlig grund til at være opmærksom på, om lovgivningen og måske særligt om forvaltningen af lovgivningen diskriminerer bestemte grupper af borgere på grund af etnicitet og handicap.
Fattigdom rammer ikke alle, fattigdom rammer dem, der i forvejen befinder sig i en udsat og sårbar position.
Denne sårbare situation kan opfanges gennem forbuddet mod social diskrimination. Forbuddet har netop som sit fokus, hvordan den sociale position og fordomme har betydning for den enkeltes rettigheder og muligheder i samfundet.
Altså!
Fattigdom og udsathed eksisterer også i den danske velfærdsstat. Selvom vi fortæller os selv noget andet.
Den juridiske regulering og praksis møder stadig disse borgere med forsømmelse og stigmatisering.
Vi er for så vidt ikke kommet videre end tankegangen bag fattighjælpen, nu har den blot en velfærdsstatslig indpakning.
Opfattelsen er fortsat, at det er den enkelte selv, der er ansvarlig for at have bragt sig i uføre gennem uforsvarlig adfærd og dårlige valg.
De fordomme og den stigmatisering, der knytter sig til fattigdom, medvirker blot til, at fattigdommen og udsatheden fastholdes reproduceres.
Skatteborgeren er velfærdsstatens hovedperson. Velfærdsstaten er ikke for de fattige, og velfærdsstatens skyld, straf og kontrol er med til at skabe den diskrimination, der fanger de fattige i fattigdom.
Stine Jørgensen, der er forfatter til denne artikel, kan findes på Folkemødet, hvor hun 16. juni kl. 10 skal diskutere fattigdom med forfatteren Glenn Bech. Se mere her.
\ Kilder
- Stine Jørgensens profil (KU)
- 'Socialreformen: En kortfattet oversigt', Forlaget Fremad (1933)
- 'Ulighedsredegørelsen', Finansministeriet (2021)
- 'Hvordan går det udsatte børn og unge?', Danmarks Statistik (2018)
- 'From Poor Relief to Institutional Welfare States: The Development of Scandinavian Social Policy', International Journal of Sociology (1986), DOI: 10.1080/15579336.1986.11769910
- 'Fattigdomsdiskriminering i nordiske velferdssamfunn: Grunnleggende rettsdogmatiske spørsmål', Retfærd: Nordisk Juridisk (2021)
- 'Redefining and combating poverty: Human rights, democracy and common goods in today’s Europe', Council of Europe Publishing (2012)
- 'Velfærd og fattigfærd', Nordisk socialrättslig tidskrift (2023), DOI: 10.53292/9dd58f4d.6bbd9da0






























