F*** og *#@%?! Hvordan skal jeg reagere, når mit barn bander?

Til tider kan man ikke andet som forældre end at stirre målløst på det lille menneske, man har været med til at skabe.

Nogle gange er målløsheden centreret omkring ærefrygt og forundring. Andre gange er den solidt forankret i chok og forlegenhed over en bestemt adfærd, man lige har været vidne til.

Når et barn bander, kan det være sidstnævnte, der gør sig gældende.

Der er meget lidt, der tyder på, at børns brug af bandeord - og banderi helt generelt - er blevet mere udbredt, men i 2013 konkluderede et amerikansk studie, at børn allerede omkring skolestart har kendskab til gennemsnitligt 42 tabuiserede ord og dermed har 'anlæg for at bande som voksne'.

Forældrenes reaktion, når børnene bander og svovler, er generelt kulturelt betinget, forankret i konteksten og afhængig af, hvem der ellers er vidne til denne adfærd, og hvordan bandeordene påvirker dem følelsesmæssigt i netop den situation.

Nogle gange ser forældrene på barnets bandeord som 'uheldig' adfærd, der skal håndteres. Andre ganger tænker de måske ikke videre over det, og i nogle situationer kan de endda synes, det er sjovt.

Disse reaktioner er også afhængige følelser og humør og er typisk ikke forudsigelige - og det kan være forvirrende for børnene.

Uskrevne regler

I engelsktalende kulturer er der en række uskrevne sociale regler for, hvem der kan sige hvad til hvem og i hvilken situation.

Forskning indikerer, at mænd er mere tilbøjelige til at bande i offentligheden end kvinder - og at de er mindre tilbøjelige til at blive dømt negativt, hvis de gør det.

Stand-up komikere bander meget, når de optræder – og det bliver anset for at være sjovt og acceptabelt, men hvis en australsk politiker bandede i parlamentet, ville det sandsynligvis udløse et nationalt ramaskrig.

På samme måde anses det ikke for passende, at børn bander, selvom mange voksne gør det.

Det er knyttet til en historisk opfattelse af børn som 'uskyldige' og 'gode', såvel som idéen om at barndommen er en særlig tid i den menneskelige udvikling, og at forældre er ansvarlige for at forme og beskytte dem.

Bandeord er en kommunikationsmåde

Men bandeordene er en del af vores sprog. Ligesom andre ord udtrykker de følelser, tanker og hensigt.

I den forstand er der tale om en udviklingsmæssig læringsproces, der involverer eksperimentering med forskellige måder at udtrykke sig og kommunikere på.

Når yngre børn bander, er det sandsynligvis, fordi de har overhørt andre gøre det, og de eksperimenterer med deres egen sproglæring.

Når ældre børn bander, er det sandsynligvis relateret til deres sociale og følelsesmæssige udvikling, i takt med at de lærer at styre deres følelser og udvikler deres identitet.

Børn har en tendens til at efterligne voksne, så hvis de bliver eksponeret for bandeord i hjemmet er der en god chance (eller risiko) for, at de kommer til at efterligne det sprog, de hører.

Men hvis de ikke har hørt det fra deres forældre (eller ældre søskende), når de starter i skole, kommer de til at høre bandeord fra andre børn på legepladsen. Børn er også i stigende grad omgivet af skærme og forskellige medier.

Alt det betyder, at eksponering for bandeord er næsten umulig for forældre at overvåge og kontrollere.

Hvad er forskellen på en reaktion og en respons?

Forældrene kan imidlertid minimere effekten af denne eksponering på børnenes adfærd ved at respondere i stedet for at reagere på børns bandeord.

En menneskelig reaktion er øjeblikkelig og impulsiv. En reaktion handler om et behov for øjeblikkelig handling, snarere end et langsigtet mål eller en langsigtet plan.

En menneskelig respons er derimod langsommere med en mere velovervejet og kontrolleret tilgang til en situation.

I forhold til børns brug af bandeord er det vigtigt at prøve at komme med en respons, så budskabet er konsekvent, og barnet kan lære, hvad der er passende (og hvad der ikke er).

Sådan bør din respons være

En respons starter med at forstå, at barnet kommer til at blive eksponeret for bandeord, og at man som forældre ikke kan kontrollere alle aspekter af barnets liv.

En respons erkender også, at brugen af bandeord er en udviklingsproces for barnet, og forældrenes rolle er at hjælpe dem med at forstå, hvad de siger, og hvordan det kan blive modtaget. For eksempel kan du sige noget i retning af:

»Hvorfor valgte du det ord? Er der et bedre ord at bruge i den sætning?«

Eller:

»Jeg tror, du er vred eller ked af det. Hvis jeg forsøgte at fortælle nogen om mine følelser, ville jeg sige 'Jeg er virkelig frustreret lige nu'.«

Med en respons kommer vi udenom nogle gange bare at ignorere ens barns banderi, hvilket i sig selv kan være forvirrende for barnet. Med en respons tager de voksne kontrol over deres egen adfærd og som følge heraf situationen.

Forebyggelse kan være en løsning

Med en respons bliver der også lagt fundamentet for nogle forebyggende strategier. For eksempel kan forældrene have samtaler med børnene omkring det sprog, der bruges i film, TV-serier og i musik.

Det indebærer eksempelvis at minde børnene om, hvordan film, TV og musik tit finder sted i deres egen verden, og 'at tingene er anderledes i det virkelige liv.'

Forældre kan måske tale om, hvordan sprog har forskellige funktioner og formål. For eksempel: At bruge bandeord mod andre kan såre dem, så det er aldrig OK.

Man kan også tale om, hvordan situationen eller konteksten har betydning. Eksempelvis kan det være OK at synge et bandeord i en sang derhjemme, men man må ikke synge det ord i skolen.

I sidste ende er vi alle mennesker (og mange af os bander fra tid til anden). Men vi skal lære børnene at være kritiske sprogbrugere, så de lærer hvor, hvornår og hvordan de skal bruge forskellige ord.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.