Der var rød løber, blitzende kameraer, champagne og prominente gæster, da Europas største videnskabskonference officielt åbnede søndag eftermiddag.
Konferencen ESOF foregår i Carlsberg Byen i København i den kommende uge og har tiltrukket mere end 4.500 deltagere fra store dele af verden.
»Det er imponerende at se så mange talentfulde mennesker samlet her i Danmark,« lød det fra Dronning Margrethe, da hun holdt sin åbningstale på konferencen.
Sammen med formanden for EU-kommisionen José Manuel Barroso og den danske videnskabsminister Sofie Carsten Nielsen var hun med til at kaste glans og kolorit på den officielle åbning.
Det klogeste sted lige nu
Videnskabsministeren gjorde i sin tale opmærksom på den store hjernemasse, der netop nu er samlet i København.
»Det her er nok det klogeste sted lige nu« lød det fra Sofie Carsten Nielsen (RV).
På scenen var der da også samlet en række kloge hoveder, som underholdt publikum, heriblandt generaldirektøren for forskningsinstitutionen CERN, Rolf-Dieter Heuer.
I selskab med den italienske partikelfysiker Fabiola Gianotti diskuterede han blandt andet opdagelsen af den berømte Higgs-partikel, som CERN kunne annoncere i 2012.
»Opdagelsen (af Higgs, red.) var let. Nu begynder det rigtige arbejde,« lød det med et skævt smil fra Rolf-Dieter Heuer, som henviste til, at der fortsat er masser af uvisheder og detaljer, som skal undersøges omkring Higgs-partiklen.
De største mysterier er mørke
På spørgsmålet om, hvad der var det største mysterium, som videnskaben skal løse i fremtiden, nævnte både Rolf-Dieter Heuer og Fabiola Gianotti mysteriet om mørkt stof og mørk energi – to fænomener, som forskerne fortsat ikke ved, hvad er, men som fysikerne tror udgør størstedelen af universet.
»Kun fem procent af universet er lavet af almindeligt stof – atomer og partikler, som vi kan detektere. Resten er lavet af mørkt stof og mørk energi,« lød det fra partikelfysikeren Fabiola Gianotti, som er tilknyttet CERN.
Åbningsceremonien handlede imidlertid ikke kun om partikelfysik – den aarhusianske professor hjerneforsker og musiker Peter Vuust var også på scenen og besvarede med både videnskabelige argumenter og jazzmusik spørgsmålet om ’Hvorfor har vi musik’.
Tværvidenskab kolliderer i CERN
Flere af talerne ved åbningsceremonien lagde da netop også vægt på vigtigheden af at samarbejde på tværs af forskellige grene af videnskaben.
Temaet på dette års ESOF-konference er netop ’Science building Bridges’ – altså at videnskaben kan bygge broer.
Som et eksempel på et bemærkelsesværdigt brobygningsprojekt fortalte CERNs generaldirektør Rof-Dieter Heuer blandt andet om et nyt program, hvor kunstnere bliver indlemmet på CERN.
»Det er ikke kun partikler, der kolliderer på CERN. Vi har nu også kunstnere, som kolliderer med forskere. Og resultatet er fantastisk,« sagde Rolf-Dieter Heuer, som dog ikke kom nærmere ind på, hvordan kollisionen af kunstnere og forskere går for sig.
Dronningen: Niels Bohr var et højdepunkt
Flere oplægsholdere nævnte i deres tale også Danmarks bidrag til forskningen.
Dronning Margrethe gjorde eksempelvis opmærksom på, at Danmark havde spillet en vigtig rolle for forskningen igennem århundreder – begyndende med astronomen Tycho Brahe i 1500-tallet og med et »højdepunkt« i Niels Bohrs atommodel fra 1913.
Videnskabsminister Sofie Carsten Nielsen talte derimod om videnskabens rolle for fremtiden, da hun proklamerede at »videnskab er nøglen til Europas lovende fremtid.«






























