Valnødder, granatæbler og blåbær bliver opråbt til 'superfoods' med store helbredsmæssige fordele.
Sodavand er ikke skyld i fedme, sålænge man har en aktiv livsstil.
Børn, der drikker kakaomælk, er sundere end andre.
Eksemplerne er taget fra næringsforskeren Marion Nestles nye bog, 'Unsavory Truth', der handler om forholdet mellem forskere og aktører i mad-, drikkevare- og ernæringsindustrien.
Fælles for påstandene er, at de er resultatet af forskning, der er finansieret af aktørerne bag produkterne.
»Jeg kan ofte, blot ved at se på et studies titel, komme med et ganske godt bud på, hvem som har finansieret det. Min nuværende favorit er, hvordan tyggegummi fremmer børns kognitive funktion, selvsagt finansieret af en tyggegummiproducent,« skriver ernæringsforskeren Marion Nestle i en email til fagbladet Forskningsetikk, som er publiceret af 'De nasjonale forskningsetiske komiteene' (FEK) i Norge.
Industrifinasieret forskning er motiveret af penge
Marion Nestle, som er professor emirata i ernæring, fødevareforskning og folkesundhed ved New York University, har også været gæsteprofessor i ernæringsvidenskab ved Cornell University.
Hun har skrevet flere bøger om ernæring, forskning og interessekonflikter.
I 'Unsavory Truth' beskriver hun sit store engagement i ernærningsforskningen, sin fascination af de komplicerede korrelationer mellem mad, politik og samfund, samt hvordan mad og ernæring er emner, der optager og interesserer mange dybt.
Slangen i paradiset er den industrifinansierede forskning, som stiller spørgsmål udelukkende motiveret af markedsføringshensyn.
Og der er nok at vælge imellem.
I en periode 'samlede' den kendte ernæringsprofessor på forskningsresultater finansieret af fødevare- og ernæringsaktører, og efterfølgende skrev hun om dem på sin blog.
På blot et år omtalte hun i alt 168 studier; 156 af studierne rapporterede om positive resultater ved brugen af de produkter, der var fremstillet af dem, som betalte for forskningen.
LÆS OGSÅ: Ansvarlig forskning og innovation – hvad er det?
'Nutrifluff' er ikke forskning
'Nutrifluff' er Marion Nestles selvopfundne ord for denne ernæringsforskning, som ikke har en egentlig forskningsmæssig værdi, ifølge hende.
Ordet er en sammentrækning af 'nutrition' (ernæring) og 'fluff' (uden indhold).
Nutrifluff har ikke meget med forskning at gøre, men til gengæld en hel del med markedsføring.
»I mine øjne er der stor forskel på forskning med et markedsføringssigte og så grundlæggende forskning. En enkelt type fødevare kan aldrig gøre en større forskel i en samlet kost,« mener Marion Nestle.
Også andre forskere har kritiseret studier af enkeltelementer i kosten, herunder professor og forskningskritiker John Ioannidis ved Stanford University.
I en kommentar i tidsskriftet JAMA i 2018 hævder han, at forskningen i kost er så fuld af fejl, at den nærmest er ubrugelig.
'Nutrifluff' tager fokus fra vigtig forskning
Ifølge Marion Nestle er den industrifinansierede forskning ikke alene skyld i tvivlsomme konklusioner, den flytter også forskere og ressourcer fra opgaver, der er langt vigtigere, ud fra et folkesundhedssynspunkt.
Den bidrager desuden til at dreje forskningens dagsorden i en uheldig retning.
I en tidligere bog skriver Marion Nestle om, hvordan producenterne af Coca-Cola og Pepsi bruger enorme ressourcer på at aflede kritikken af deres ansvar for befolkningens store sukkerindtag.
LÆS OGSÅ: Manifest del 5: Læg mærke til, hvor pengene kommer fra
Hacking af emails afslørede overvågning af Marion Nestle
Marion Nestles kritik af Coca-Cola førte til, at den dengang 80-årige ernæringsprofessor i 2016 hørte sig selv omtalt i en højst uventet sammenhæng; nemlig i lækkede email fra Hillary Clintons præsidentkampagne.
Blandt dem, som fik deres email hacket, var en af Hillary Clintons rådgivere, der også havde påtaget sig konsulentopgaver for Coca-Cola, og som kommunikerede med en af drikkevarekoncernens topchefer.
Denne kobling var skyld i, at interne Coca-Cola-email blev offentliggjort; blandt andet en email med notater fra en forelæsning, som Marion Nestle afholdt ved University of Sydney i januar 2016.
Denne email indeholdt oplysninger om visse personer, som var tilstede, samt råd om, hvordan Coca-Cola burde følge Marion Nestles fremtidige aktivitet.
Historien er også indledningen på hendes seneste bog.
Hvordan reagerede du, da oplysninger om din forelæsning dukkede op i disse emails?
»Jeg var chokeret; først over at opdage at jeg blev omtalt i en række hackede emails og så over, at jeg blev overvåget i løbet af et forskningsophold i Australien. Var en virksomhed virkelig villig til at gøre så stor en indsats, bare for at følge med i hvad jeg foretog mig?«
»Jeg var allerede godt i gang med arbejdet med bogen, da emailene blev hacket. Da jeg først var kommet mig over chokket, tænkte jeg, at det var en gave. Jeg havde kæmpet med, hvordan jeg skulle åbne bogen. Det løste dét problem,« skriver Marion Nestle til Forskningsetikk.
Åbenhed er ikke nok
Marion Nestle fortæller, at et af hendes bogs mål er at tilskynde ernæringseksperterne til at indse, at det ikke er ligegyldigt, hvem der finansierer forskningen.
Hun mener, at man kan drage klare paralleller med lægemiddelindustrien, den kemiske industri og tobakindustrien.
Den indflydelse, som finasieringen kan have, er ubevidst og kommer gerne til udtryk i den måde, som studierne bliver udformet.
Publicering i videnskabelige tidsskrifter kræver almindeligvis, at der gøres rede for, hvem der har finansieret forskningen.
Marion Nestle mener, at åbenhed omkring finansieringskilderne er vigtig, men at åbenhed i sig selv ikke løser udfordringerne.
»Studier indikerer, at påvirkningen ofte finder sted gennem udformningen af forskningshypoteserne. Det er let at udforme studierne, så de leverer positive resultater. Det er markedsføring. Forskerne bør tilskyndes til at foretage grunlæggende forskning - og det kræver åbne spørgsmål,« understreger Marion Nestle.
LÆS OGSÅ: Bør ernæringsforskere oplyse om personlige interesser?
Anbefaler retningslinjer
Hun mener ikke, at forskerne bør isolere sig fra industriaktørerne, men at de bør engagere sig i dialog og debat.
Marion Nestle forklarer, at der er stor forskel på at sige: »Lad os finansiere et studie, som viser, at vores produkt er sundt« og: »Lad os finansiere et studie, for at finde ud af om eller hvordan kosten påvirkning sundheden.«
Hun anbefaler at undgå at tage imod penge fra industripartnere, så længe det er muligt.
Hun opfordrer forskerne til at udforme retninglinjer, som fastlægger, hvilken slags finansiering der er acceptabel og under hvilke forudsætninger.
Retningslinjerne bør også beskytte ph.d.-studerende og andre i forskningsmiljøet fra at havne i et vanskeligt dilemma.
Marion Nestle opfordrer på samme tid til en øget bevidsthed om, hvordan private aktører i fødevare- og drikkevareindustrien får indflydelse gennem sponsorering af videnskabelige tidsskrifter, sidearrangementer på forskningskonferencer samt støtte til brancheforeninger.
Ikke begrænset til USA
Udfordringen ved industrifinansieret forskning er ikke begrænset til USA, mener ernæringsprofessoren, der henviser til, at flere af de store internationale fødevarevirksomheder er europæiske.
Det gælder for eksempel den schweiziske virksomhed, Nestlé (verdens største producent af mad- og drikkevarer målt på omsætning og ingen forbindelse med interviewobjektet) og den hollandsk-britiske virksomhed, Unilever.
»Selv om disse virksomheder skiller sig ud ved at have egne forskningsafdelinger, finansierer de også partnerskaber med forskere.«
Begge er med i International Life Sciences Institute (ILSI), som driver lobbyvirksomhed imod myndighederne på vegne af næringsmiddelindustriens interesser, påpeger Nestle.
De er ingen oversigt over omfanget af ernæringsforskning finansieret af det private erhverslivs partnere i Norge.
Tal fra Norges Statistisk sentralbyrå (svarer til Danmarks Statistik) viser, at næringsmiddelindustrien købte forskning for 61 millioner norske kroner ved forskningsinstitutter og universiteter og højskoler i Norge i 2016, men tallet omfatter også anden forskning end ernæring.
LÆS OGSÅ: Professorer: Arne Astrups blodsukkerkur hviler på tyndt videnskabeligt grundlag
Kan ikke nægte samarbejde
Jutta Dierkes er professor i klinisk ernæring ved Universitetet i Bergen (UiB) og leder for Mohn ernæringsforskningslaboratorium. Laboratoriet er tilknyttet Center for ernæring ved UiB.
En del af forskningen ved centeret, som åbnede i 2017, bliver finansieret af private aktører.
»Vi kan ikke nægte at samarbejde med forskellige industripartnere. 70-80 procent af det, vi spiser, er bearbejdet mad. Hvis næringsmiddelindustrien sælger noget, som er farligt at spise, har den et stort ansvar,« siger Jutta Dierkes.
På centerets hjemmesider står Lerøy Seafood og Norsildmel opført som samarbejdspartnere; begge virksomheder producerer fisk- og skaldyrsprodukter i Bergen.
Ifølge Jutta Dierkes betyder det ikke, at de to virksomheder bidrager til finansieringen af centeret, men at de har bidraget i finansieringen af enkeltprojekter.
Hun har ikke tal på, hvor stor en andel af centerets forskning der bliver finansieret af private industriaktører.
Vigtigere spørgsmål end vitaminer
Jutta Dierkes er enig i en del af Marion Nestles kritik af ernæringsforskningen.
Jutta Dierkes mener også, at det er et stort problem, at samarbejdet med industripartnere kan medføre, at visse forskningsopgaver skubber andre og vigtigere spørgsmål væk.
Hun peger på forskning i vitaminer og andre typer kosttilskud.
»Når det gælder kosttilskud, har flere årtiers forskning vist, at det kun i meget lille grad gavner raske personer,« fortæller professoren, som selv skrev sin ph.d. om netop dette emne i 1990'erne.
Hun mener, at denne forsknings store omfang sker på bekostning af andre opgaver, som har større betydning for folkesundheden.
»Hvad er de største ernæringsproblemer i samfundet? Det er ikke vitaminmangel. Alligevel bliver der forsket meget i vitaminer. Fedme blandt børn er derimod et vigtigt emne, som der godt kunne været forsket mere i,« siger hun.
Jutta Dierkes siger, at den enkelte skal være bevidst om risikoen for, at privat finansiering påvirker forskningen i uheldig retning: Vi er alle mennesker.
Man skal spørge sig selv:
»Har jeg en oprigtig interesse i at forske i dette, eller gør jeg det, fordi jeg får penge for det?«
©Forskning.no. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos Forskningsetikk. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Mange interessekonflikter i kræftforskning
LÆS OGSÅ: Husk nu at tjekke, hvem der har betalt forskningen!
