For nylig kunne vi endnu en gang læse, at Finland topper listen over verdens lykkeligste lande.
Da World Happiness Report 2024 blev lanceret i marts, måtte Norge, Sverige og Danmark igen se sig slået af finnerne. De ligger dog alle stadig højt på listen sammen med lande som Schweiz og Holland.
Men der er god grund til at stille spørgsmålstegn ved dette resultat, mener forskere ved Lunds Universitet i Sverige.
De har undersøgt metoden brugt til denne rangering nærmere.
Stiller alle samme det spørgsmål
Rapporten, som bliver offentliggjort hvert år 20. marts, hvor FN markerer World Happiness Day, indeholder en række spørgsmål, der skal sige noget om, hvor tilfredse mennesker i forskellige lande er med deres liv.
Selve rangeringen af landene er baseret på et enkelt spørgsmål, som er kendt som Cantril-stigen (The Cantril Ladder).
Flere end 100.000 mennesker fra 140 lande deltager og svarer på det. De bliver alle bedt om at svare på spørgsmålet:
»Forestil dig en stige med trin nummereret fra 0 i bunden til 10 øverst. Toppen af stigen repræsenterer det bedst mulige liv for dig, og bunden af stigen repræsenterer det værst mulige liv for dig. Hvilket trin på stigen vil du sige, at du befinder dig på i øjeblikket?«
Ændrede spørgsmålet
Forskerne fra Lunds Universitet har gennemført et eksperiment blandt næsten 1.600 voksne deltagere, som alle bor i Storbritannien.
De har forsøgt at ændre lidt på spørgsmålet. For eksempel har de erstattet 'det bedst mulige liv' med 'det mest harmoniske liv'.
Og de ender med at andet resultat.
Tænker på penge
Ved hjælp af et værktøj, der analyserer sprog, fandt forskerne, at den stigemetafor, der blev brugt i undersøgelsen, ofte leder tankerne hen på begreber om rigdom og magt.
Det er måske ikke lige dét, de fleste af os definerer som lykke og trivsel, siger forskerne i Lund.
Risikoen er, at vi måler en snæver form for livskvalitet, frem for en bredere definition af lykke, siger August Nilsson til The Conversation. Han er hovedforfatter til studiet.
Ved at bruge begreber som 'harmoni' får man deltagerne til at tænke mere over trivsel, relationer, balance mellem arbejde og privatliv samt mental sundhed, siger han videre.
Hvordan spørger man om lykke?
'Lykkeforsker' Ragnhild Bang Nes ved den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet, synes, studiet er meget spændende og vigtigt.
Det er meget relevant for netop det, hun arbejder med, nemlig indsamlingen af data om livskvalitet, mener hun.
»Studiet viser, at måden, man spørger på, og de svarmuligheder, man bruger, har stor betydning for de svar, man får. Og at folk ud fra spørgsmålene faktisk svarer på lidt forskellige spørgsmål.«
Glæde og latter
Dem, der arbejder med denne forskning, har været meget optagede af, hvorfor de nordiske lande altid scorer så højt i FN-rapporten World Happiness Report.
»Vi lever gode liv her, sammenlignet med mange andre lande i verden. Vi har langt mere tryghed i velfærdssamfundet, hvilket nok betyder meget. Men det er klart, at dette spørgsmål i høj grad er et mål for økonomisk livskvalitet. Så er det ikke overraskende, at Norden og Schweiz ender i toppen.«
Hvis den rangering havde stillet spørgsmålet på en lidt anden måde, for eksempel hvor meget glæde og latter folk har i hverdagen, havde vi nok ikke klaret os lige så godt i denne statistik, mener hun.
Store aldersforskelle
I år fokuserer World Happiness Report i høj grad på unge mennesker, og rapporten viser, at der er en stor skæv udvikling i dele af den vestlige del af verden mellem aldersgrupper.
De unge ser ud til at klare sig dårligere og de ældre bedre, siger Ragnhild Bang Nes.
»Her er Norge i særklasse, sammen med USA. De norske tal er faktisk ret alvorlige. Her er udviklingen vendt de seneste år, på linje med USA. Andre studier har vist, at personer under 40 år i Norge har lavere forventninger til fremtiden, især i forhold til økonomi og arbejdsliv.»
Hvis det kun var aldersgruppen under 30 år , som bliver taget i betragtning, ville Norge have ligget nummer 20 på listen.
Skal bruge et bredere perspektiv
Ragnhild Bang Nes er optaget af, at vi skal tænke på lykke på en lidt anden måde, end vi traditionelt har gjort.
»Vi bør bruge et bredere perspektiv, når vi taler om et godt liv. Som for eksempel oplevelsen af tryghed, tillid og gode relationer til andre mennesker.«
Hvis vi havde brugt positive oplevelser og latter som mål i sådanne undersøgelser, ville lande i Latinamerika ende langt højere oppe på lykkeskalaen end de nordiske, siger hun.
National strategi for livskvalitet
Ragnhild Bang Nes fortæller, at Norge som et af de første lande i verden inden længe kommer med en national strategi for en god og mere jævn fordeling af befolkningens livskvalitet. Den vil blive lanceret i 2024.
Den norske regering vil i denne strategi anvende data fra forskellige registre og selvrapporterede data fra befolkningen, som skal bruges til både at følge udviklingen over tid og som udgangspunkt for politiske tiltag, siger Ragnhild Bang Nes.
»Vi har ekstremt store og omfattende spørgeundersøgelser om livskvalitet her i landet. Der er brugt mange forskellige spørgsmål til at måle livskvaliteten i befolkningen. Det nye studie er ikke desto mindre meget lærerig for os, der arbejder med dette.«
Vi burde forske endnu mere i, hvordan man måler et godt liv, ikke mindst med henblik på en bæredygtig fremtid, slutter hun.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.






























