På trods af fremskridt i retning af større ligestilling mellem kønnene holder mange stædigt fast i gammeldags kønsroller i forbindelse med romantiske forhold mellem kvinder og mænd.
Skik og brug omkring heteroseksuel romantik foreskriver, at det er manden, der skal kontakte kvinden for at indlede romantiske interaktioner. Det er manden, der skal invitere kvinden på dates samt betale. Det er manden, der skal fri, og kvinden, der skal tage mandens efternavn efter brylluppet.
En del mennesker ser måske disse traditioner som sexistiske og anakronistiske, mens andre opfatter dem som charmerende og romantiske. Det afspejler differentierede kønsroller, hvor manden går forrest, og kvinden følger efter.
Feministisk kritik af traditionel skik og brug hævder, at det styrker mandens dominans over kvinden i intime forhold, så vi satte os for at afdække, hvorfor kvinder stadig er tiltrukket af disse kutymer.
Vi spurgte 458 enlige kvinder i Australien om deres præference for skik og brug, såvel som en række andre holdninger og ønsker.
Studiet undersøger, om traditionerne muligvis blot er en godartet afspejling af kvindernes personlige præferencer for partnere og forhold, men vi overvejer også muligheden for, at de muligvis er understøttet af sexistiske holdninger.
Hvad ønsker kvinder fra mænd?
En mulig grund til, at kvinder foretrækker netop disse romantiske normer, er ganske enkelt, at det er traditionen, og vi mennesker holder af traditioner.
Mange af disse traditoner slog dog først rigtig igennem i det 20. århundrede.
Nogle af kutymerne er nærmest en praktisk drejebog, som vi kan følge i forbindelse med romantiske interaktioner. De hjælper os med at navigere en uvis situationen ved at fjerne en del af usikkerheden om, hvem der skal gøre hvad.
En anden mulighed er, at mandens godtagelse af romantisk skik og brug er et tegn på, at han vil være en engageret partner, som vil bruge tid, kræfter og ressourcer på forholdet. Det kan ligeledes signalere, at manden har ressourcer til rådighed, som han kan investere i et forhold (og familie), hvilket forskning viser, at kvinder finder tiltrækkende i en partner.
Kvinder kan lide 'gode' mænd
Vi overvejede, om kvindernes godtagelse af disse romantiske traditioner kan forklares gennem deres personlige præferencer for partnere og forhold.
Helt specifikt regnede vi med, at en præference for skik og brug ville være større blandt kvinder med et stærkere ønske om at finde en engageret partner, som vil bruge tid, kræfter eller andre resurser på forholdet.
Vi fandt ud af, at kvindernes ønske om en partner, der var investeret i forholdet, faktisk var korreleret med en større præference for traditionerne.
Ønsket om konventionel romantik var også stærkere blandt kvinderne, der foretrak et langsigtet, forpligtende forhold og ikke ønskede kortvarige, uforpligtende seksuelle forhold.
Vi undersøgte også, hvor tiltrækkende kvinderne fandt dominerende mænd, da skik og brug kræver, at manden tager føringen og spiller en mere aktiv rolle i romantiske interaktioner.
Som ventet var kvindernes tiltrækning til mere dominerende egenskaber hos en partner – som at være selvsikker og magtfuld – også korreleret med en større præference for disse kutymer.
Men er det sexistisk?
Tidligere forskning har konkluderet, at sexistiske holdninger og feministisk identitet også er relevante.
Vi observerede, at kvinder, der foretrak de mere traditionelle romantiske konventioner, var mindre tilbøjelige til at identificere sig som feminister.
De scorede også højere i forhold til såkaldt benevolent sexism (der løst kan oversættes til 'velvillig sexisme', red.) - en galant form for sexisme, der idealiserer kvinder, men som også ser dem som mindre kompetente, samt som nogen, der har brug for mænds beskyttelse).
De samme kvinder scorede imidlertid også højere i forhold til hostile sexism - altså fjendtlig sexisme - som er en mere utilsløret form for sexisme over for kvinder.
Understøttet af sexistiske holdninger
Vi analyserede alle disse variabler for at afsløre de stærkeste indikationer på, at en kvinde har en præference for de traditionelle romantiske konventioner.
Vi fandt ud af, at kvindernes ønske om et langvarigt forhold samt en partner, der vil bruge tid og kræfter på forholdet, ikke længere kunne bruges til at indikere, hvordan de forholder sig til konvetionel romantik. Imidlertid var de kvinder, der havde en mindre positiv indstilling over for kortvarige, uforpligtende seksuelle forhold, stadig mere tilbøjelige til at foretrække disse kutymer.
Den stærkeste indikator for, at en kvinde ville foretrække et forhold med mere konservative værdier, var imidlertid, at hun gav udtryk for benevolent sexism. Det er måske ikke en overraskende, da traditionerne i høj grad ligner udtryk for netop benevolent sexism i en romantisk sammenhæng.
Mest slående var det, at en høj score i forhold til åbenlys eller fjendtlig sexisme ligeledes forudsagde kvinders præference for disse konventioner.
Kort sagt skilte sexisme sig ud over kvinders personlige præferencer for partnere og forhold. Det understøtter i sidste ende forestillingen om, at disse konventioner kan være understøttet af sexistiske holdninger.
Er romantik uforenelig med ligestilling?
Gammeldags romantik kan virke godartet og endda besnærende. Men en del mennesker vil måske finde det problematisk, hvis det forstærker uligheden mellem kvinder og mænd i romantiske forhold.
Vi ved, at selv subtile former for hverdagssexisme og benevolent sexism er skadelige for kvinders trivsel og succes.
I takt med at samfundet bevæger sig mod større ligestilling mellem kønnene, bliver vi mere og mere opmærksomme på, hvordan rigide og restriktive kønsroller udspiller sig i forbindelse med private forhold.
En del frygter måske, at øget ligestilling mellem kønnene betyder, at romantikken dør hen. Men romantik blandt personer med en række forskellige kønsidentiteter og seksualiteter bør forsikre os om, at det ikke kræver en universel og forudbestemt drejebog.
Måske kan en mere kritisk forståelse af os selv hjælpe os til at give afkald på vores tilknytning til at følge en forenklet formel, som er fastsat af andre.
Ved at favne individuelle forskelle over ufleksible traditioner kan vi måske også få frihed til at udforske alternativer. Måske vil vi en dag opleve en mere egalitær, eller endda kvinde-ledet, romantik.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.






























