»Er snæversynethed og intolerance et medfødt anlæg - et levn fra vores frygt for 'andre' fra dengang, hvor det var en nødvendighed? Hvis det forholder sig sådan, hvorfor kæmper nogle af os imod vores instinkter, men andre tager dem til sig?«
Sådan spørger Peter på 71 fra Darlington, Storbritannien.
Mennesket er den mest samarbejdende art på kloden. Vi er alle del af et kæmpe sammenhængende økosystem.
Vi har skabt enorme storbyer, forbundet med et globalt 'nervesystem' af transportveje og fibernet. Og vi har sendt tusindvis af satellitter i omløb omkring kloden.
Overraskende intolerante overfor hinanden
Vi mennesker kan dog også være overraskende intolerante overfor hinanden.
Hvis vi er helt ærlige, er der nok en lille smule xenofobi, racisme, sexisme og intolerance dybt begravet i os alle, hvis vi ikke kæmper imod.
Heldigvis kan vi vælge at styre og undertrykke vores tilbøjeligheder - både vores eget og for samfundets ve og vel.
Størstedelen af menneskets holdninger og adfærd har både genetiske og miljømæssige komponenter.
Det gælder også for vores xenofobi og for vores intolerance overfor andres holdninger.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Engang gav det mening at frygte andre
I det limbiske system, som befinder sig dybt inde i storhjernen, ligger vores amygdala, som har betydning for bearbejdning af følelser, og som er kodet med en frygt-refleks, der reagerer på mødet med noget fremmed eller ukendt.
Før i tiden gav det mening at frygte andre grupper. De var måske voldelige. Måske ville de stjæle vores ressourcer eller introducere nye sygdommme, som vi ikke havde tilpasset os.
Omvendt var det en god ide at stole på dem, som lignede os - der var større sandsynlighed for, at vi var beslægtede. Hvis vi hjalp vores slægtninge, var der større sandsynlighed for, at vores gener blev videreført til kommende generationer.
Desuden gavner det os endnu mere, hvis den anden person gengælder en god gerning.
Fører til et mere harmonisk og gensidigt fordelagtigt samfund
Udover de genetiske effekter påvirker den menneskelige kultur i høj grad vores holdninger og adfærd ved at moderere medfødte menneskelige drivkræfter, enten ved at undertrykke eller tilskynde dem yderligere.
Om vi tolererer og stoler på andre, eller om vi frygter og afviser dem, afhænger meget af denne kultur.
Den moderne civilisation tilskynder overordnet set adfærd som respekt og tolerance overfor andre mennesker, også dem som ikke ligner os, og som vi ikke har noget forhold til.
Vi befæster og kodificerer (giver status som gældende lov eller konvention, red.) disse værdier, vi giver dem videre til vores børn, religiøse og sekulære åndelige ledere er fortalere for dem.
Det er, fordi værdierne overordnet set fører til et mere harmonisk og gensidigt fordelagtigt samfund.
Problemet med stammekulturen
Det er netop det, som har gjort os til sådan en samarbejdende art, men en gang imellem er vores kultur ikke så progressiv.
Vi bliver ubevidst påvirket af det, som bliver sagt og gjort omkring os.
Vi suger den kulturelle kontekst til os som en svamp, og det former vores holdninger og adfærd. Hvis vi omgiver os med mennesker, der stigmatiserer personer, som er anderledes end dem selv, tilskynder det mistillid, mistro og aggressioner i os.
Det udløser dybtliggende xenofobiske holdninger i os og modvirker tillærte hæmmende reaktioner i hjernens præfrontale cortex, der bliver bygget op under mere progressive kontekster.
Stolthed over hjemlandet kan glide over i nationalisme
Bevægelser som nazismen er åbent fortalere for xenofobi og intolerance.
De tilskynder til en stærk stammeloyalitet overfor 'stammen' (egengruppen, som vi identificerer os med og er loyale overfor udadtil), mens de stigmatiserer fremmedgrupper ved en afgrænsning andre (og i nazismens tilfælde dræber fremmedgrupperne).
Sund stolthed over hjemlandet kan let glide over i usund nationalisme, hvor vi identificerer os med vores egen nation gennem udelukkelse af andre.
Den vej ser det faktisk ud til at gå i dag.
Ledere som USA's præsident, Donald Trump, Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, og Indiens premierminister, Narendra Modi, er ofte i rampelyset.
I Storbritannien bruger Nigel Farage, som spillede en hovedrolle i Brexit, forskellige medieplatforme til at tale for naive og intolerante holdninger.
Et eksempel er dette tweet fra 2020:
»Det er på tide, at det bliver sagt. Kina er skyld i dette mareridt. Basta.«
Udtalelser har markant effekt
Det har en markant effekt på vores sind, når medierne - og især mennesker, vi stoler på - taler på denne måde.
Det kan endda forme vores holdninger og værdier i forhold til emner, som, vi ellers tror, er helt rationelle.
Et eksempel er holdningen til, om klimaforandringerne er menneskeskabte - hvad man mener her, er associeret med ens partipolitiske tilhørsforhold i USA.
Det er, fordi vi har en tendens til at mene det samme (have en fælles holdning) om et emne for at signalere, at vi er en del af en gruppe; ligesom fodboldfans har fodboldtrøjer på eller har tatoveringer for at vise deres stammeloyalitet.
Selv stærke individer, der taler imod tyranniske regimer, deler typisk fælles idealer og normer med de øvrige medlemmer af modstandsbevægelsen.
\ Serie: Livets store spørgsmål
Denne artikel er en del af The Conversations nye serie Life’s Big Questions, som er publiceret i fællesskab med BBC Future.
Artikelserien søger at besvare læsernes spørgsmål om livet, kærligheden, døden og universet.
The Conversation er et netværk af non-profit medier, der samarbejder med professionelle forskere for at afdække nye perspektiver omkring spørgsmål, der former vores liv.
Ubalancerede kulturer producerer ubalancerede hjerner
Denne stammekultur kan føles meget følelsesmæssig - ikke baseret på fornuft - og det er den på en måde også.
Den fyrer op under alle områderne i vores hjerne, som er skabt til denne slags respons.
Men der er også andre naturlige anlæg, såsom medfølelse og hensyn til andre, som kan blive undertrykt: Ubalancerede kulturer producerer ubalancerede hjerner.
Denne kombination af arv og miljø, som former vores holdninger og adfærd, er til stede i mange af vores egenskaber.
Det følgende eksempel kan hjælpe os med at opdage måder at styre denne proces:
Overvægt og fedme: Engang var sukkerrig og fed mad en sjældenhed, men mennesket havde behov for kalorierne.
Nu er denne slags mad overalt. Vores hang til fed og sukkerholdig mad - et biologisk træk, som engang var adaptivt (tilpasningsdygtigt, red.) - er i dag skadeligt og maladaptivt (dårligt tilpasset, red.).
Medfødt trang kan interagere med en upassende, kulturel kontekst
Hvorfor beskytter den moderne kultur os ikke fra disse instinktive drivkræfter efter kalorier, når de skader både os selv og samfundet?
Vi undertrykker jo voldelig adfærd gennem den måde, vi opdrager vores børn, og gennem politiovervågning og fængselssystemet.
Men i stedet for at anerkende og beskytte os mod vores medførte trang til at overspise usund mad, forværrer den moderne kultur (i hvert fald i mange lande) dette særlige problem.
Resultatet er, at 2 milliarder mennesker - mere end 25 procent af verdens befolkning - er overvægtige eller fede, mens yderligere 2 milliarder lider af en eller anden form for mangel på mikronæringsstoffer.
Når vi forstår, hvordan vores medfødte, indre trang interagerer med en upassende, kulturel kontekst, kan vi skabe positive indgreb og tiltag.
For fedme-problemet kan det være færre reklamer for junkfood samt ændringer i sammensætningen af færdigmad. Vi kan også ændre adfærd ved eksempelvis at indføre nye rutiner og sundere spisevaner.
Klimaforandringerne kan fremme intolerance
Men hvad med intolerance og xenofobi? Kan vi ikke bare skabe en måde at skaffe os af med dem?
Det afhænger af, hvor store problemer vi står med i fremtiden.
Kriser, der stadig bliver større - som eksempelvis klimaforandringerne, forureningen og tabet af biodiversitet - kan faktisk føre til mere intolerance og xenofobi.
Kulturpsykologen Michele Gelfand har vist, hvordan miljømæssige nødsituationer bringer indbyggerne i et samfund tættere på hinanden (tightness–looseness-theorien, red.), og tilbøjeligheden til at være loyal mod 'egengruppen' bliver stærkere.
Der er større sandsynlighed for, at disse samfund vælger en diktatorisk leder, og at de har fordomme overfor fremmede.
Det er noget, man tidligere har observeret i forbindelse med økologiske trusler som ressourcemangel og sygdomsudbrud.
Bedre verden? Eller det stik modsatte
Vi forventer, at disse trusler vokser i forbindelse med klimaforandringernes effekter - især ekstreme vejrhændelser og fremtidens madsikkerhed.
Det gælder også for corona-pandemien. Selvom mange håber, at udbruddet vil føre til en bedre verden, kan det også gå i den stik modsatte retning.
Denne øgede loyalitet overfor vores egengruppe er en forsvarsmekanisme, som har hjulpet os med at føle fællesskab og overvinde vanskeligheder, men det er ikke en fordel i en globaliseret verden, hvor økologiske spørgsmål og økonomier overskrider de nationale grænser.
I forhold til globale spørgsmål gør intolerance, snæversynethed og xenofobi kun tingene værre for vores eget land.
Autoritært globalt apartheid-system
FN's økosystemvurdering, Millennium Ecosystem Assessment, forsøgte i 2001at gennemføre evalueringer af verdens økosystemer og økosystemtjenester og af deres betydning for menneskers livsgrundlag og trivsel, samt vurdere konsekvenserne af økosystemforandringer for menneskers fremtidige livsbetingelser.
Et af scenarierne blev navngivet 'Order from Strength'. Det repræsenterede en 'opdelt og fragmenteret verden optaget af sikkerhed og beskyttelse.
Nationerne ser deres egne interesser som det bedste forsvar mod økonomisk usikkerhed, og varernes, menneskenes og informationens fri bevægelighed er stærkt reguleret og overvåget'.
Senere udgaver af dette scenarie, som er blevet kaldt 'Fortress World', beskriver en dystopisk vision, hvor lov og orden bliver påtvunget gennem et autoritært globalt apartheid-system, hvor eliten lever beskyttet i enklaver, og det fattige flertal lever udenfor.
Tæt på dystopisk scenarie
Når Donald Trump taler om at bygge en mur ved grænsen til Mexico, og hans fans opmuntrer ham, kan man undre sig over, hvor tæt på lige dette scenarie vi er kommet.
Mere overordnet set gør de rige, 'udviklede' lande - som bærer det største ansvar for klimaforandringer - kun meget lidt for at hjælpe de fattigere lande.
Det ser ud, som om der er mangel på empati, men masser af tilsidesættelse, ringeagt og ligegyldighed overfor dem, der ikke er født ind i vores egengruppe.
Som reaktion på en økologisk katastrofe, som de selv har skabt, skændes de rige lande om, hvordan man bedst inddæmmer flygningestrømmen.
Omskoling af hjernen
Heldigvis kan vi bruge rationel tænkning til at udvikle strategier, så vi kan overvinde disse holdninger.
Vi kan konsolidere positive værdier, skabe tillid og medfølelse samt mindske skellet mellem egengruppen og de ‘andre’.
Et første afgørende skridt er påskønnelsen af vores forbundethed med andre,
Vi er alle efterkommere af de samme bakterielignede forfædre, og vi deler mere end 99 procent af vores DNA med klodens øvrige beboere.
Vores sind er tæt forbundne gennem sociale netværk, og de ting, vi skaber, er ofte det næste uvægerlige skridt i en række indbyrdes afhængige nyskabelser.
Innovation er en del af de store, indbyrdes forbundne menneskelige bestræbelser, der ikke respekterer etnisk herkomst eller nationale grænser.
Fælles aktiviteter under åben himmel
I lyset af en overvældende evidensmængde fra flere videnskabelige discipliner (biologi, psykologi, neurovidenskab) kan vi endda stille spørgsmålstegn ved, om vi eksisterer som separate individer, eller om denne individualitet er en illusion (som jeg hævder i min bog 'The Self Delusion').
Vi har udviklet os til at tro, at vi er separate individer, fordi det hjalp os med at overleve (som eksempelvis hukommelsesdannelse og evnen til at have komplekse sociale interaktioner).
Men hvis det går for vidt, kan denne selvcentrerede individualisme forhindre os i at løse fælles problemstillinger.
Men det er ikke teori det hele - vi skal øve os, hvis vi skal omskole vores hjerne og underbygge det neurale netværk, der skaber medfølende adfærd.
Fælles aktiviteter under åben himmel har vist sig at øge vores psykologiske forbundethed med andre.
Meditation ændrer de neurale netværk i hjernen, og mindske vores isolerede selvidentitet og fremmer medfølelse med andre. Selv computerspil og bøger kan designes, så de øger empatien.
\ Læs mere
Afmontere etisk tidsindstillede bombe
På et samfundsmæssigt niveau er der behov for en åben og ærlig debat omkring miljømæssige forandringer og de fremtidige konsekvenser for menneskeheden - helt afgørende, hvilke konsekvenser vores holdninger og værdier kan få for andre og deres levevilkår.
Vi har brug for en offentlig dialog omkring migration som følge af klimaforandringerne, hvordan vi reagerer som samfund, og hvad der får os til at reagere per refleks ved at nedvurdere andre.
Lad os afmontere denne etiske tidsindstillede bombe og udskamme dem, der fyrer op under intolerance og snævertsynethed.
Vi kan åbne for og favne en mere åbenhjertig holdning af indbyrdes forbundethed, som gør os i stand til at samarbejde med vores medmennesker.
Det er muligt at styre vores kultur i den rigtige retning samt omskole vores hjerner, så xenofobi og intolerance forsvinder.
Samarbejdet på tværs af grænserne, så vi kan overvinde det 21. århundredes globale udfordringer, afhænger af, at vi gør netop dét.
Tom Oliver modtager støtte fra NERC, BBSRC og Natural England. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
