Er Gazakrigen retfærdig?

Gazakrigen giver anledning til meget stærke holdninger og uenigheder, ikke mindst om hvem der er skurken eller den største skurk.

Hvem der er blevet den største taber, burde vi dog kunne blive enige om, al den stund at civile i titusindvis er blevet dræbt, og andre titusinder kvæstet for livet.

En usædvanlig stor del af dem er små børn og dermed komplet uskyldige og sagesløse ud fra enhver rimelig betragtning.

At Hamas gemmer sig i tunneler neden under civil infrastruktur gør utvivlsomt tabstallene højere – og er åbenlyst etisk forkasteligt.

Men der er også grund til at diskutere forsvarligheden af den israelske hærs fremfærd, da det jo er deres bombardementer, der forårsager drabene

Her er det et udbredt synspunkt, at selv om de civile tab er skrækkelige, er de trods alt forsvarlige, fordi de er led i en retfærdig krig.

Hamas' terrorangreb 7. oktober – der krænkede alle betingelser for retfærdig brug af vold – gør i denne optik selvforsvaret og krigen retfærdig.

Men hvad skal der etisk set til for, at krig er retfærdig? Og hvad er de etiske grænser i krig – her helt konkret krigen i Gaza?

Israels har ret til at forsvare sig mod Hamas

Krigens love er for det meste formuleret ret vagt, så der er brug for at fortolke dem i lyset af bagvedliggende etiske principper. Jeg er filosof og krigsetiker, ikke folkeretsekspert.

I denne artikel trækker jeg på nogle aktuelle diskussioner inden for den filosofiske krigsetik, især nogle bidrag fra den amerikanske krigsetiker Jeff McMahan.

I debatten om Gazakrigen har tre principper spillet en central rolle: 1) Retten til selvforsvar, 2) beskyttelsen af civile og 3) proportionalitet. Især det sidste har givet anledning til kontroverser og nogle problematiske misforståelser.

Det virker indlysende, at en stat har ret til at forsvare sig militært imod en væbnet og uretfærdig aggressor og så meget desto mere, hvis aggressoren tydeligvis har til hensigt at gå efter rent civile mål og dermed agerer terroristisk.

Hvis ikke det er tilladt at forsvare sig mod en fjende som Hamas, er det svært at se, hvornår det skulle være tilladt. At afværge en sådan trussel må ligefrem anses for at være en statslig regerings fremmeste forpligtelse.

… Men ikke med alle midler

Så langt så godt. Der er imidlertid næppe mange, der seriøst mener, at en stat må gøre det med alle midler. En stat må ikke selv gribe til terroristiske midler i sit forsvar mod terrorisme. Frem for alt må det gøres med midler, der tager passende hensyn til beskyttelsen af civile.

Man må ifølge den tillægsprotokol i Genèvekonventionerne, der nævnes i faktaboksen ovenfor, ikke bruge kampmetoder eller kampmidler, hvis virkninger ikke kan begrænses til militære mål, således at de »vilkårligt vil ramme militære mål og civile eller civile genstande« (artikel 51).

Allerede her er der rejst stærk kritik af den israelske hærs fremfærd, fordi det virker som om, beskyttelsen af Gazas civilbefolkning er særdeles mangelfuld.

Den internationale straffedomstol (ICC) udstedte 21. november 2024 en arrestordre mod Israels premiereminister og forsvarsminister Benjamin Netanyahu med formodning om krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen i Gaza.

Det handler hovedsagelig om bevidst afskæring af basale livsfornødenheder (mad, vand, lægemidler, medicinsk udstyr, brændstof) til civilbefolkningen med omfattende, akut nød til følge.

En mindre del af arrestordren og meget af en bredere kritik af den israelske hærs fremfærd handler imidlertid også om de mange civile døde som følge af de egentlige militære operationer.

Eksempelvis er hospitaler, skoler, universiteter og flygtningelejre alle blevet ramt. Og allerede i marts lød det, at der på fem måneder var dræbt flere børn i Gaza end i verdens konflikter de foregående fire år.

Man anvender så kraftige bomber, at de uvægerligt vil ramme både militære og civile mål. Man kan sågar sige, at det i mange tilfælde er mere sikkert, at man kommer til at ramme civile mål end rent militære.

Er indirekte drab på civile okay?

Her gør to mulige modsvar sig gældende.

Det ene er, at hovedansvaret for de civile tab ligger hos Hamas, fordi de gemmer sig bag civilbefolkningen.

Det ændrer dog ikke på, at den israelske hær har et forklaringsproblem, fordi det trods alt er de israelske bomber, der er den effektive årsag til drabene og lemlæstelserne.

Det andet modsvar har muligvis mere vind i sejlene. Det handler om, at den israelske hær, i modsætning til Hamas og andre terrorbevægelser, ikke har til hensigt at dræbe uskyldige. Det officielle formål med bombardementet er at udslette eller i det mindste stække Hamas, så de ikke længere er en trussel mod israelske civile.

De mange civile døde er, ifølge dette svar, ’kollateraldrab’ (altså indirekte drab, efter det engelske ’collateral damage’), en beklagelig ’dobbelteffekt’, hvorfor man i litteraturen omtaler dette ræsonnement som ’doktrinen om dobbelteffekt’:

Drab på uskyldige kan forsvares etisk, hvis det ikke er en del af ens hensigt at dræbe dem – også selv om det kan være en fuldt forudsigelig sideeffekt af det, man har til hensigt at gøre.

Særligt i et ekstremt tæt beboet område som Gaza uden betydelige flugtmuligheder er omfattende civile drab en fuldt forudsigelig sideeffekt af bombardementer rettet mod Hamas’ tunnelsystemer.

Endnu mere forudsigelige bliver de civile drab naturligvis, når man bomber civile bygninger, hospitaler med videre, som angiveligt bruges som ’civile skjold’ af Hamas.

Men hensigten gør ifølge doktrinen hele den etiske forskel, hvis man i øvrigt gør, hvad man kan for at begrænse dobbelteffekten.

Sker de civile drab med ’hensynløshed’?

Det fører os så til proportionalitetsprincippet, men inden da kan det være på sin plads at nævne, at nogle krigsetikere, især af mere pacifistisk aftapning, mener, at dobbelteffekt-doktrinen tillægges en alt for stor betydning.

Indvendingen er, at nok gør det en forskel, om man ligefrem har til hensigt at slå uskyldige ihjel. Men hvis man er helt på det rene med, at man slår uskyldige ihjel i meget stort omfang som en ’bivirkning’, kan det være udtryk for en lignende hensynsløshed:

At man anser det for rimeligt at disponere over civile liv og kalkulere deres udslettelse på en måde, der nærmer sig ligegyldighed.

Men selv hvis hensigten er ren, kan man overveje, om man ville finde stor trøst i at blive dræbt af nogen, som ikke havde til hensigt at dræbe én, men i stedet bare anså det for at være ’prisen værd’.

I avisen The Guardian beretter israelske efterretningsofficerer om, at drab på en enkelt Hamasleder anses for at være mere end hundrede civile liv ’værd’.

Det peger på en vis hensynsløshed, hvor målet – at eliminere Hamas – tillader noget nær ethvert middel. Det tyder også på, at angrebene er motiveret af had og hævnfølelse og dermed falder uden for normale proportionalitetskrav.

Krig må ikke være baseret på hævn

Som sagt har især proportionalitetsprincippet givet anledning til nogle uheldige misforståelser.

Hvis vi nemlig insisterer på, at den israelske krigsførelse handler om en ret til selvforsvar, kan proportionalitet ikke handle om proportionalitet forstået som en passende hævn, gengældelse eller afstraffelse.

Intet af dette anerkendes i moderne krigsetik som legitime grunde til at gå i krig, netop fordi hævnen og straffen så altid i hovedsagen vil ramme uskyldige.

Ikke desto mindre synes dele af debatten at bygge på en sådan tilgang, fordi man tror, at den relevante målestok for proportionalitet er bagudskuende, i dette tilfælde de cirka 1.200 uskyldige ofre for Hamas’ angreb 7. oktober sidste år (plus de afledte effekter heraf).

Princippet angiver imidlertid ikke på den måde en kvote, man så kan komme til at overskride (for eksempel en kvote på 1.200 af ’deres’ uskyldige civile).

Den relevante målestok for proportionalitetsprincippet er det onde, man afværger med sine militære selvforsvarsmidler.

I Genèvekonventionen hedder det, at civile tab ikke må »overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel« (artikel 57), og her hører hævn og straf ikke med til relevante eller rimelige ’militære fordele’.

Truslen fra Hamas er slået ned

Princippet er med andre ord fremadskuende, ikke bagudskuende. Omfanget af civile drab og kvæstede skal være ’rimeligt’ i forhold til, hvor galt det ville gå, hvis man ikke gik i krig og sidenhen: Hvis man ikke fortsatte krigen.

Hvis krigen ikke (længere) er det mindste onde, kan den ikke etisk forsvares. Det betyder, at antallet af drab på uskyldige civile på fjendens side skal være proportionelt med det antal drab på uskyldige civile, man afværger på sin egen side.

Fordi der på den måde er tale om en fremtidsrettet og kontrafaktisk vurdering, er det sværere at angive et nogenlunde præcist antal – i modsætning til, hvis der var tale om simpel gengældelse.

Men overvejelsen må være, om det er plausibelt, at i titusindvis af civile israelere ville risikere at blive dræbt af Hamas-terrorister, hvis man indstillede bombardementerne i Gaza.

Det finder jeg selv meget usandsynligt.

At det lykkedes Hamas at dræbe cirka 1.200 uskyldige mennesker 7. oktober sidste år, skyldtes en række betingelser, som ikke længere er til stede, herunder et mangelfuldt beredskab hos det israelske forsvar og en relativt intakt Hamas-organisation.

Som den nyligt fyrede israelske forsvarsminister sagde til de israelske gidslers familier:

»Netanyahu har ingen grund til at fortsætte krigen i Gaza« (Politiken).

En særlig pligt til at beskytte sine egne

En vigtig indvending er her, at der ikke kan være tale om et simpelt 1:1 regnestykke, fordi stater har en særlig forpligtelse til at beskytte egne civile.

Ovennævnte Jeff McMahan illustrerer det med analogien til forældres særlige forpligtelser til at beskytte deres egne børn.

Hvis det i det berømte eksempel med den løbske sporvogn (’trolley-problemet’) forholdt sig sådan, at jeg kun kunne redde mit eget barn, der ligger fastspændt på skinnerne ved at føre sporvognen ind på et sidespor, hvor der lå et andet barn, så synes den særlige forældreforpligtelse måske at gøre udslaget.

Problemet er imidlertid, at dette højst kan fungere som en 'tiebreaker', forstået på den måde, at hvis staten for at forsvare én af ’vores’ er nødt til at dræbe én af ’deres’ civile, kan det komme på tale i kraft af vores særlige forpligtelser til at forsvare ’vores’ civile.

Men hvis man finder det legitimt at dræbe et stort antal af ’deres’ uskyldige civile for at forsvare én af ’vores’, er der ikke længere tale om at leve op til en særlig forpligtelse, men om overdreven nationalisme og chauvinisme.

Tilsvarende kan jeg næppe etisk forsvare at føre sporvognen ind på sidesporet, så snart der ligger to andre børn på det.

De civile ofre må ikke bare være afskrækkelse

En sidste grund til at tippe proportionalitetsprincippet til Israels fordel kunne være, at det er nødvendigt at føre Gazakrigen til sin bitre ende – udslettelsen af Hamas – for at sende et klart signal til de andre aggressorer, som desværre nærmest omringer Israel, herunder det iranske regimes militær.

Det er indlysende, at Gazakrigen handler om meget andet end Israel og Hamas. Blot handler det i så fald ikke længere kun om Israels ret til selvforsvar, men om deres ret til afskrækkelse, hvilket er en anden diskussion.

Desuden ville det være at bruge de civile ofre i Gaza som et rent middel til et politisk formål, som ikke havde noget med dem at gøre. Og det er som bekendt definitionen på terrorisme.

Om Gazakrigen er retfærdig, afhænger ikke så overraskende af, hvordan man fortolker de relevante etiske principper:

Hvilke midler kan retfærdiggøres i selvforsvar? Hvor meget vægt kan man tillægge de krigsførendes hensigter (og hvor meget kan man stole på, at de giver ærligt udtryk for dem)?

Hvad vil proportional magtanvendelse sige? Og helt givet en del flere.