I den seneste tid er debatten om EU-Domstolen blusset voldsomt op.
Flere opfatter domstolen som en bombe under velfærdsystemet, fordi dommene konstant udvider muligheden for indvandring til Danmark.
Domstolen kan nemlig med sine domme ændre et lands politik på centrale områder.
Blandt andre mener Hjalte Rasmussen, professor i EU-ret på Københavns Universitet, at EU-Domstolen er aktivistisk og dømmer politisk, fordi domstolens beslutninger synes meget vidtgående og binder landenes politik.
Faktisk mener Hjalte Rasmussen, at flere af domstolens domme er grundlovsstridige
»Grundlovens paragraf 20 siger, at man kan overlade suverænitet i et nærmere bestemt omfang. Men EU-Domstolen har givet sig selv forrang for danske domstole og dansk lovgivning, og derfor har Danmark afgivet suverænitet i et ikke nærmere bestemt omfang, som der heller ikke er hjemmel for i traktaterne,« siger Hjalte Rasmussen, der skrev doktordisputats om emnet i 1986.
Han nævner, at hundredevis af domme på en lang række områder har overtrådt den grundlovssikrede ret for Danmark til suverænt at bestemme sin egen lovgivning.
Domstolenes domstol
Men hvad er overhovedet domstolen i Europas midte, der kan bestemme, hvordan landene skal indrette deres samfund.
Domstolen blev indført i 1952 og er den øverste dømmende myndighed i EU.
Domstolens rolle er at sikre en ensartet tolkning af EU-reglerne i de enkelte lande.
I tvivlsspørgsmål skal domstolen afgøre, hvordan reglerne skal tolkes. Domstolen består af en dommer fra hver nation i EU. Det overordnede princip er at sikre borgerne fri bevægelighed indenfor EU.
I 1963 afgjorde domstolen, at den har forrang for nationale domstole.
Borgere kan ikke selv rejse sager ved EU-Domstolen.
Domstolen bliver spurgt af domstole, som for eksempel Højesteret, i tilfælde af tvivl om spørgsmål i EU-ret.
Derfor vil domstolen typisk skulle tage stilling til spørgsmål, som politikerne har overset, da de udformede politikken, og dermed kan domstolen nemt opfattes som både aktivistisk og politiserende.
Retsskabende domme
Lars Bracht Andersen, lektor på juridisk institut Aarhus Universitet, mener ikke, at EU-Domstolens magt er i strid med grundloven.
Dels fordi domstolens aktivistiske praksis, hvor den skaber regler, hvor ingen regler er, allerede var kendt, da Danmark tilsluttede sig EF i 1973, og dels så mener han, at danske politkere selv har været med til at udvide rammerne for EU og dermed også for domstolen.
Han er dog enig i, at domstolens adfærd er væsensforskellig for måden, danske domstole agerer på.
»Man kan få opfattelse af EU-Domstolen som aktivistisk, fordi domstolen er retsskabende. I Danmark tager dommere stilling til den konkrekte sag og afgør den aktuelle konflikt, men EU-domstolen går ud og laver nogle mere generelle principper. For eksempel afgjorde domstolen i 60’erne, at EU-Domstolen har forrang i forhold til de nationale domstole. Dermed har domstolen fastlagt et overordnet princip,« siger Lars Bracht Andersen.
Grunden til, at Lars Bracht Andersen alligevel ikke mener, at domstolen er politiserende, er dels, at domstolen ikke selv tager sager op.
Mange afgørelser i EU-Domstolen vil pr. definition blive opfattet som kontroversielle, fordi de netop tager stilling i sager, hvor der ikke er en lovgivning eller retspraksis
Lars Bracht Andersen
Dommerne svarer blot på de ting, de bliver spurgt om.
Og dels så ændrer domstolen ikke regler.
Hvis politikerne i EU først har vedtaget et direktiv, så går domstolen ikke ind og underkender eller ændrer direktivet. Domstolen tager kun stilling i de uafklarede spørgsmål.
»Mange afgørelser i EU-Domstolen vil pr. definition blive opfattet som kontroversielle, fordi de netop tager stilling i sager, hvor der ikke er en lovgivning eller retspraksis. Hvis det er tindrende oplagt, hvordan en regel skal fortolkes, så behøver de nationale domstole ikke at spørge EU-Domstolen. Men i sager hvor det ikke er oplagt, har de pligt til at spørge og pligt til at følge svaret,« siger Lars Bracht Andersen.
I teorien kan EU-politikere ændre domme afsagt af domstolen ved at lovgive på området. Men i praksis er det stort set umuligt, da det kræver fuldstændig konsensus.
Sandt, men misvisende
Hjalte Rasmussen mener, at argumentet om, at domstolen ikke selv tager sager op, er uholdbart.
»Det er sandt, men misvisende. Domstolen har i årevist markeret sig som forkæmper for dem, der er i klemme i national lovgivning. Derfor er der et ganske massivt pres for at få dommere til at forelægge sagerne for EU-Domstolen. I Danmark er dommerne tilbageholdende med det, men det er de ikke i andre lande, hvor masser af sager kommer for EU-Domstolen,« siger Hjalte Rasmussen og fortsætter:
»Hvis du stod til at tabe en sag, fordi den danske lovgivning på området er helt klar, så ville du jo også forsøge at presse sagen frem til EU-Domstolen for at få ændret den gældende danske lovgivning,« siger Hjalte Rasmussen.
Blandt de domme, der har skabt et ramaskrig i Danmark, er Metock-dommen fra 2008.
Den juridiske sag handlede om fire EU-borgere, der arbejdede midlertidigt i Irland og søgte familiesammenføring med deres afrikanske ægtefæller, som ikke var EU-borgere.
Hvis du stod til at tabe en sag, fordi den danske lovgivning på området er helt klar, så ville du jo også forsøge at presse sagen frem til EU-Domstolen for at få ændret den gældende danske lovgivning
Hjalte Rasmussen
Der var ikke taget højde for spørgsmålet i EU's opholdsdirektiv, og den irske domstol forhørte sig hos EU-Domstolen, der vurderede, at de havde ret til familiesammenføring.
Dermed indførte domstolen en gældende retspraksis for EU-landene.
»I Metock-dommen er irerne i tvivl. De stiller spørgsmålet til EU-Domstolen, der ikke har det priviligium, at den kan svare tjah..bom..bom. Men bliver nødt til at svare ja eller nej. Hvis politikerne havde taget højde for situationen i opholdsdirektivet, så var der ingen tvivl, men fordi der ikke er taget højde for situationen, må EU-Domstolen gå ind og fortolke direktivet og tankerne bag direktivet. En dansk domstol ville have været tvunget til at gøre det samme,« siger Lars Bracht Andersen.
Søgt tolkning
Hjalte Rasmussen mener, at domstolen over en længere årrække har tiltusket sig mere og mere magt uden, at politikerne har grebet ind.
Som eksempel nævner han Carpenter-dommen, der handlede om en englænder, der solgte annoncer i Tyskland og Frankrig.
Han havde to børn og giftede sig med en filipinsk kvinde, der opholdt sig ulovligt i England. Hun blev udvist, men EU-Domstolen gav hende opholdstilladelse, fordi hun passede mandens børn, når han var på forretningsrejse.
Domstolen mente, at Carpenter ville få vanskeligt ved at udøve sin ret til fri bevægelighed, hvis konen ikke kunne passe børnene.
Både Hjalte Rasmussen og andre jurister mener, at den begrundelse var en noget søgt måde at få ægtefællen ind under EF-traktatens artikel 49 om fri udveksling af tjenesteydelser.
Senest har Zambrano-dommen fra marts 2011 udvidet muligheden for ophold uden om nationalstatens egne regler.
Den dom betød, at forældre, hvis børn er statsborgere i et EU-land, kan få ophold. Aktuelt handlede sagen om børn, der blev født i Belgien af asylansøgere, der senere blev afvist.
I princippet kan landene dog lade være at følge dommene. Det vil dog ikke være velset og vil medføre bøder. Men det fører ikke til eksklusion.
