Året er 1959, og den 18-årige elektrikerlærling Niels Nielsen fra B&W-fabrikken i København får en idé, der minder om én, tusindvis af unge får i dag: Han vil til festival.
Men festivalen er ikke hverken Roskilde eller for den sags skyld Woodstock, som ingen på det tidspunkt har tænkt på endnu. Han vil til Verdensungdomsfestivalen, der netop dét år afholdes i Østrigs hovedstad, Wien.
Festivalen arrangeres af kommunistisk støttede organisationer og lande og bliver af politiske modstandere betragtet som et propagandaarrangement, men unge fra alle lande er velkomne, og knap 20.000 deltagere fra flere end 100 lande møder op.
Sports-, musik- og filmstjerner fra hele verden er blandt trækplastrene og ikke mindst muligheden for at møde tusinder af andre unge på tværs af grænser og politiske sindelag – og i 1959 for første gang uden for østblokken i det neutrale land, Østrig.
Niels Nielsen takker ja til at blive formand for den komité, der skal koordinere dansk deltagelse, men festivallysten skal komme til at koste den unge mand.
Ingen fest uden ungdomspolitik
»Sagen er et godt eksempel på, hvordan udenrigspolitik og den kolde krig påvirker den enkelte unges liv i Danmark,« siger Anders Dalsager, der er arkivar på Rigsarkivet, som netop nu viser udstillingen ’Generation Kold Krig’.
Den gennemgår, hvordan de unge, der voksede op mellem 1946 og 1962, kunne mærke konflikten mellem øst og vest i deres egen hverdag.
LÆS OGSÅ: Hvad ville der være sket, hvis den Kolde Krig var eksploderet?
Anders Dalsager spoler mere end 60 år tilbage i tiden, hvor de politiske ungdomsorganisationer var omdrejningspunktet for en stor del af tidens unge.
Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Konservativ Ungdom (KU) sloges om de unge i byerne, mens Venstres Ungdom regerede på landet, fortæller historikeren.
»Det at være medlem af en politisk ungdomsorganisation var reelt et af få fritidstilbud, som de unge havde. Hvis du ville med til fest på landet, så var du stort set nødt til at være medlem af VU, og ville du med til fest i byerne, så hjalp det meget at være med i DSU, DKU eller KU. Derfor var der også flere, der var medlem af mere end én organisation, selv om det ikke var tilladt,« fortæller historikeren.
Frygten for krig præger samfundet
Efter 2. verdenskrig gik kloden direkte ind i den kolde krig mellem øst og vest.
Danmark allierede sig sammen med en stor del af de vesteuropæiske demokratier med USA i Atlantpagten – det senere NATO - og den hårde retorik præger borgerne.
Ifølge en Gallup-måling i 1950 frygtede 73 procent af danskerne, at der er en reel risiko for krig.
LÆS OGSÅ: Jazz var et storpolitisk våben under den kolde krig
Midt i alt dette opstod en kulturkamp om de unge.
»Der lå en frygt i tiden for, at ungdommen er slap, udisciplineret og nemt kunne et nemt offer for aggressiv propaganda,« fortæller Anders Dalsager.
Den amerikanske rockpioner Bill Haley hittede med ’Rock Around The Clock Tonight’, og sammen med eksempelvis James Dean-filmen ’Vild Ungdom’ sendte det chokbølger gennem det danske samfund.
’Læderjakkerne’ – bliver navnet på den gruppering af unge, der identificerer sig med de amerikanske motorcykelgrupper, og de hænger ud på gader og stræder på motorcykler, scootere og knallerter.
»Der kommer flere sammenstød mellem Læderjakkerne og myndighederne, og der spreder sig en frygt for, at rockmusik kan gøre de unge aggressive og asociale,« siger Anders Dalsager.
Sovjetunionen er hovedfjenden
Den venstreorienterede journalist og kunstner Tørk Haxthausen udgiver i 1954 bogen ’Opdragelse til terror’, der sætter fokus på den risiko, de unge udsættes for ved at læse tegneserier som Fantomet. En frygt, der også deles i kirkelige og borgerlige kredse, fortæller Anders Dalsager.
»Man frygter simpelthen, at tegneserierne skal få de unge til at tro, at vold er en god løsning på problemer, og modstandere af tegneserierne arrangerer offentlige afbrændinger af seriehæfter,« fortæller arkivaren.
Selv den amerikanske regering er bange for, at europæerne får et fortegnet og overfladisk billede af USA og sender en statsstøttet opsætning af operaen ”Porgy & Bess” på Europaturné for at vise, at landet også byder på finkultur.
Men hovedfjenden i kampen mod at få den danske ungdom korrumperet er Sovjetunionen og den kommunistiske propaganda, forklarer Anders Dalsager.
Og et af de kommunistisk støttede propagandatiltag, der skal gøre indtryk på unge, er netop Verdensungdomsfestivalen, som i 1959 skal holdes i Wien, og som 18-årige Niels Nielsen gerne vil til.
Niels Nielsen i shitstorm
»På det tidspunkt er det ret nyt med festivaler for unge. Det er før masseturismen, men på grund af en massiv støtte fra Sovjetunionen er det billigt at tage af sted,« siger Anders Dalsager.
Festivalen arrangeres hvert andet år fra 1947 og byder på musik, snak om politik, men også på sportsstjerner som den tjekkoslovakiske atlet Emil Zatopek og fodboldspilleren som Ferenc Puskas med flere for at skabe opmærksomhed.
LÆS OGSÅ: Derfor raser debatten om den kolde krig
Og mens DKU naturligvis bakker op om arrangementet, er ærkefjenderne DSU og KU pludselig forenede i kampen mod den fælles fjende.
»Så vidt vi ved, er Niels Nielsen bare af den holdning, at det er vigtigt at kunne mødes og tale sammen på tværs af landegrænser. Men hammeren falder øjeblikkeligt, og han bliver ekskluderet af DSU,« fortæller Anders Dalsager.
Men ikke nok med det.
»Han bliver centrum i det, vi i dag ville kalde en shitstorm, og aviser over hele landet skriver om den stakkels, naive og vildledte unge mand, der ikke kender sit eget bedste,« fortæller arkivaren.
Socialdemokrater og konservative til modkamp i Østrig
Festivalen i Wien bliver omdrejningspunktet for international kulturkamp, og både konservative og socialdemokrater sender medlemmer afsted for at skabe mod-events.
»De tager derned for at få de deltagende unge i tale og arrangerer busture til grænsen mellem Østrig og Tjekkoslovakiet, så deltagerne med egne øjne kan se jerntæppet. De får også ungarske flygtninge som for eksempel det tidligere parlamentsmedlem Anna Kethly til at holde tale om kommunismens dårligdomme,« fortæller Anders Dalsager.
Blandt de udsendte er den senere socialdemokratiske minister, Knud Heinesen, der på det tidspunkt er 26 år gammel.
Og det er ikke bare ungdomspolitik, men storpolitik med opbakning fra USA: Senere kommer det nemlig i 1960’erne frem, at de unge socialdemokrater har modtaget støtte fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA til det politiske arbejde.
Kolonierne splitter konservative og socialdemokrater
Enigheden mellem de borgerlige og socialdemokratiske unge holder dog ikke helt i Wien.
»DSU vil gerne have fat i 3. verdens lande og bruger modstanden mod kolonialismen som argument, men det er de kirkelige og konservative organisationer ikke så begejstrede for.«
»De unge socialdemokrater konkluderer bagefter, at de ikke vil arbejde sammen med konservative organisationer mod den næste ungdomsfestival, fordi de frygter, at unge fra den 3. verden vil gå til kommunisterne, hvis ikke der tages tydelig afstand til kolonialismen,« siger Anders Dalsager.
Niels Nielsen måtte blive hjemme
Men alt det ser den unge elektrikerlæring Niels Nielsen ikke noget til. Han kommer aldrig af sted på festival. Ikke fordi, at han ikke vil, eller fordi han lader sig påvirke af shitstorm eller politiske kræfter.
Han må bare ikke for sin mor.
»I 1959 er man ikke myndig, før man er fyldt 21 år. Så Niels Nielsens mor ringer til B&W og får hans ferie flyttet, så han ikke kan tage af sted. Det kan hun nemlig bestemme som hans værge,« fortæller Anders Dalsager.
Og det summerer meget godt koldkrigstidens holdning til de unge op, mener arkivaren.
»Tiden er meget præget af en holdning, hvor man ikke har tillid til de unge, at man synes, de laver for lidt, ved for lidt. At de ikke kan træffe deres egne beslutninger. Og det kan jo godt minde lidt om noget af det, man hører i dag,« mener Anders Dalsager.
LÆS OGSÅ: Helt fedt, mand: Få historien om forskning i psykedeliske stoffer gennem tiden
LÆS OGSÅ: Din lejr på Roskilde Festival minder om et jernalderhus
