I et uudforsket område ved foden af den sydlige del af bjergkæden Pyrenæerne i Spanien har antropologer fundet spor, der kan give os mere viden om neandertalernes undergang.
Neandertalere var mere modstands- og tilpasningsdygtige, end man hidtil har troet, viser et nyt australsk studie.
Det skriver The Australian National University i en pressemeddelelse.
Ved området Abric Pizarro har forskerne udgravet flere artefakter fra mellem 65.000 og 100.000 år siden — kendt som en periode kaldet MIS4, som kun få arkæologiske steder i verden kan give indsigt i.

Fundene afslører detaljer om Homo neanderthalensis’ evner til at overleve og jage:
»De dyreknogler, vi har fundet, indikerer, at de havde succes med at udnytte den omgivende fauna, at jage kronhjorte, heste og bisoner, men også at spise ferskvandsskildpadder og kaniner, hvilket indebærer en grad af planlægning, som man sjældent tillægger neandertalere,« fortæller arkæolog Sofia Samper Carro, der er hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.
De nye resultater, som er udgivet i tidsskriftet Journal of Archaeological Science, udfordrer også idéen om, at neandertalerne kun jagede større dyr som heste og næsehorn ifølge forskerne.
Man har fundet velbevarede knogler med snitmærker, som viser, hvordan neandertalerne brugte forskellige værktøjer til at slagte dyrene.

Den nye forskning læner sig derfor op ad andre studier, som opponerer imod opfattelsen af, at neandertalerne var sløve hulemænd.
Med resultaterne kommer arkæologerne også tættere på det endegyldige spørgsmål om, hvordan neandertalerne forsvandt.
»Neandertalerne forsvandt for næsten 40.000 år siden. Pludselig dukker vi moderne mennesker op i denne region af Pyrenæerne, og neandertalerne forsvinder. Men før det havde neandertalere levet i Europa i næsten 300.000 år,« siger Sofia Samper Carro.
For ved at undersøge området Abric Pizarro i denne specifikke periode kan forskerne få mere viden om, hvordan neandertalerne levede — og at de i det her tilfælde faktisk trivedes.
»De vidste tydeligvis, hvad de lavede. De kendte området og vidste, hvordan man overlevede i lang tid,« forklarer arkæologen.






























