Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Enebørn klarer sig dårligere økonomisk

Annonce:

Det er bedst at vokse op med en enkelt søster eller bror, hvis du gerne vil have en høj indtægt som voksen. Du bliver knapt så rig, hvis du er enebarn eller vokser op i en stor søskendeflok. Det konkluderer en ny svensk doktorafhandling, skriver forskning.no.

Den sociologiske doktorafhandling ’The Impact of Family Composition on Adult Earnings’ er netop færdiggjort ved Umeå Universitet i Sverige.

»At have en søskende kan blive en fordel for din økonomi som voksen. Men flere søskende er derimod negativt, ihvertfald hvis familien er fattig,« siger sociologen bag afhandlingen Frida Skog til forskning.no.

Afhandlingen bygger på dataregistre over svenskere født i 1973. Frida Skog har brugt disse til at undersøge, hvordan det er gået personerne økonomisk og sammenlignet dette med størrelserne på familierne.

Det mest overraskende ved studiets resultater er måske, at der ikke er nogen økonomiske fordele ved at vokse op som enebarn.

LÆS OGSÅ: Fordomme om enebørn holder ikke

Specielt for børn fra familier med dårlig økonomi lader det til at være en fordel at have en søster eller bror, og det er mest fordelagtigt at være den ældste af de to søskende.

Annonce:

Består søskendeflokken af mere end to, kan det imidlertid være en ulempe for økonomien senere i livet. Ulempen er dog mindre, jo mindre aldersforskel, der er på børnene.

»Det kan skyldes, at søskende, som er tæt på hinanden aldersmæssigt, kan give hinanden mere støtte i skolealderen. Men det kan også skyldes, at mødrene har større muligheder for karriere, hvis børnene ikke kommer så spredt,« siger Frida Skog ifølge forskning.no.

Hvis man vokser op i en velhavende familie, lader familiens størrelse ikke til at have betydning for ens fremtidige indtægt.

Derudover ser det ikke ud til, at det påvirker barnet negativt økonomisk, hvis forældrene bliver skilt.

LÆS OGSÅ: Hvor meget betyder placeringen i søskendeflokken?

LÆS OGSÅ: Unge fra arbejderklassen er bedre rustede til økonomisk nedtur