Fredag skydes der i Paris gang i det 15. EM i fodbold siden turneringens fødsel i 1960. Det er stadig 1992-udgaven i Sverige, der er særligt meget begejstring i Danmark over, og det bliver måske et endnu mere romantisk minde for hver gang, vores fodboldlandshold igen har glippet en kvalifikation til en slutrunde.
Men hvor vigtigt kan et EM nu også være?
En ny bog, 'Europamestrene - Fodbold, nation, identitet', kommer nu med et bud på, hvordan det har sat sine aftryk i EM-vindernationens identitet, når trofæet er bragt i hus. Den er redigeret af historikerne Morten Rasmussen og Dino Knudsen, henholdsvis lektor og postdoc på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet, sammen med en række forskerkolleger og sportsjournalister.
Forfatterne bag bogen baserer bl. a. deres analyser på litteraturen om kultur- og sportshistorien, de enkelte landes EM-sejre, samt den lokale og danske avisdækning under den respektive slutrunde.
Det handler ikke kun om at vinde
At vinde EM ser vitterligt ud til at handle om mere end sejren. I franskmændenes tilfælde i 2000 handlede det om, at en stor del af start-11’eren i finalen stammede fra de tidligere franske kolonier, der blev en faktor i landets integrationsdebat; og ved Spaniens sejr især i 2008 hang der spanske flag ud af selv catalanske vinduer.
Ved bogens lancering ved et debatmøde på Københavns Universitet, gav den ene af bogens redaktører, Morten Rasmussen et indblik i nogle af hovedstrømningerne, der løber igennem bogen, og forklarede, hvorfor en EM-sejr betyder mere end bare en sportslig triumf:
»EM-turneringen, efter den fik sit folkelige gennembrud fra 1984 og frem, er i stigende grad blevet brugt som et identitetsmæssigt spejl. Et fælleseuropæisk rum, hvor de nationale identiteter har kunnet projicere forestillinger om hinanden ud på andre landshold og samtidig erfare noget om sig selv,« sagde Morten Rasmussen, der til dagligt forsker og underviser i den europæiske integrations historie efter 1945.
Fodbold gav os lov til at være nationalistiske
Han henviste til, at fodboldturneringerne i særdeleshed efter Anden Verdenskrig, var en af de få lejligheder, hvor europæerne gav sig selv lov til, på fredelig vis, at dyrke en form for nationalisme, som krigens forbrydelser ellers havde gjort illegitim:
»Sporten var et af de rum, hvor man stadig kunne kæmpe med andre nationer, her kunne de nationale stereotyper få frit løb, men man kunne også få lov til at udtrykke national stolthed,« forklarede Morten Rasmussen og nævnte Vesttysklands VM-finalesejr over Ungarn i 1954, som en af de første gange, hvor der kunne kippes lidt med flaget i det dengang blot fem år gamle land.
\ Det betyder fodbold også:
Her på Videnskab.dk har vi bl. a. også skrevet artikler, der beskriver, hvorfor bakterier elsker EM.
Og at fodbold kan være lige så effektivt som blodtryksmedicin.
Du kan også læse en af vores Spørg Videnskaben-artikler om, hvorfor fodbold er så populært.
Så kan du være ekstra klædt på til slutrunden.
De tyske traumer er blevet bearbejdet på banen
Netop Tyskland har ifølge 'Europamestrenes' redaktører spillet en central hovedrolle gennem de seneste mange slutrunder og i mange af EM-vindernes bevidsthed har været holdet, der skulle slås for at fejre den endelige triumf. Og det er ikke kun, fordi tyskerne som regel har haft et ret slagkraftigt landshold.
Morten Rasmussen forklarede, hvorledes Tyskland har været gennem den såkaldte vergangenheitsbewältigung, hvor man siden de første efterkrigsår konsekvent har forsøgt at bearbejde Anden Verdenskrig: I Tyskland »har man været enormt dygtige til at se fortiden i øjnene«, fortalte han, bl. a. fordi den tyske 68’er-generation har formået at få både dem selv og forældrenes generation til at tage stilling til, hvad ens familie lavede under krigen.
Det er dog ikke et mønster, der i særlig høj grad går igen rundt omkring i Europa:
»Man har ikke haft mange europæiske lande, der har formået systematisk at kigge på sine erfaringer under Anden Verdenskrig,« påpegede Morten Rasmussen.
EM-slutrunderne har således skabt en arena, hvori andre lande har kunnet få terapeutisk behandling for oplevelserne under den tyske besættelse: »Siden 1980 (den første slutrunde med otte hold, red.) har EM i fodbold været det vigtigste fælleseuropæiske rum for en terapeutisk overvindelse af Anden Verdenskrigs minder,« forklarede Morten Rasmussen.
Han nævnte selv Hollands EM-sejr i 1988 på vesttysk grund, og Danmarks finalesejr over tyskerne en lun sommeraften i Göteborg, som to eksempler på, at mindre nationer kunne sige tak for sidst til tyskerne og skråle »Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei.«
Vi holder mere og mere med tyskerne
Inden for de seneste ti år har det dog været muligt at spore en udvikling i vores forhold til tyskerne. Morten Rasmussen pegede på, at Tysklands afholdelse af VM-slutrunden i 2006, sammen med en ny tysk spillestil under ledelse af først Jürgen Klinsmann og senere Joachim Löw, har været med til at gøre holdet populært.
Det kunne bl.a. ses i meningsmålinger op til VM i 2014, hvor danskernes favorithold netop var det tyske: »Der er noget, der tyder på, at Europa er ved at komme sig over sit tyske traume,« forklarede han.
Fransk EM-sejr blev symbol for multikulturalismen
Også i Frankrig er der eksempler på, at en EM-sejr kan få betydning ud over det sportslige. EM-pokalen blev i 2000 sikret af et multikulturelt fransk landshold, ledt an af Zinedine Zidane, der var barn af berbiske forældre fra Algeriet: »10 ud af 13 franske spillere var i EM-finalen 2000 enten indvandrere eller børn af indvandrere,« forklarede Morten Rasmussen.
Han henviste dog til, at al multikulturel lykke i landet ikke dermed var gjort. Dette kunne blandt andet ses ved optøjerne og den sociale uro i de parisiske forstæder i 2005: »I dag står Frankrig mere splittet end nogensinde, så det er ikke altid nok at vinde EM«, bemærkede han afslutningsvist.
