Statsminister Lars Løkke Rasmussen tog med sin nytårstale hul på en debat om efterlønnen, som i mange år har været en varm kartoffel.
U-vendingen i debatten er kommet som en stor overraskelse for medier og politiske kommentatorer, som beskriver udspillet som modigt, men også risikabelt.
Men faktisk er diskussionen om efterlønnen historisk set blot blevet kørt tilbage i sit normale spor.
»De fronter, der er nu, ligner i høj grad de fronter, som har været der hele tiden,« siger professor i historie Klaus Petersen og fortsætter:
»Der har efter 2001 været ti år med en borgerlig regering, som fredede efterlønnen som en del af sin velfærdspolitiske strategi. Det er det, der har været undtagelsen i efterlønnens historie.«
Klaus Petersen arbejder på Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet, og er sammen med en række andre kollegaer i gang med at skrive et større værk om dansk velfærdshistorie, som blandt andet handler om efterlønnen.
Efterlønnen blev fejret som en stor sejr
Efterlønnen var fra begyndelsen en omstridt ordning, som fremstod som et symbol på, hvad man ville med velfærdsstaten.
De borgerlige partier så den som et af den omfangsrige velfærdsstats store onder, som det var bedst at komme af med så hurtigt som muligt. Mens socialdemokraterne forsvarede og fejrede efterlønnen som et symbol på det velfærdssamfund, de stod for.
Ordningen blev nemlig tidligt et ikon for socialdemokratiske kerneværdier. Den var for det første i høj grad fagbevægelsens opfindelse, da den blev sat i søen i 1978 og trådte i kraft 1979.
Fagbevægelsen fik den oprindelige idé til efterlønsordningen i 1975, hvor den kun skulle gælde nedslidte arbejdere. Arbejdsminister Svend Auken tog den op i 1978 og lancerede den som en mere universel ordning og som måde, hvorpå man kunne afskaffe ungdomsarbejdsløsheden.
»Efterlønnen blev en forsikringsordning, som var knyttet tæt til arbejdsløshedskasserne. Det fik stor betydning for fagbevægelsen. For dem var efterlønnen et meget vigtigt gode, som de så ville kunne tilbyde deres medlemmer,« siger Klaus Petersen og forklarer, at efterlønnen således kunne trække nye medlemmer til fagbevægelsens a-kasser. Derved blev efterlønnen en meget vigtig ordning for den socialdemokratiske fagbevægelse.
Efterløn var en succes i en hård tid
Efterlønnen blev for det andet vedtaget på et tidspunkt, hvor socialdemokraterne var trængt. Socialdemokratiet havde ligesom fagbevægelsen brug for et tiltag, der kunne stille dem i et godt lys. Det vrimlede nemlig ikke ligefrem med socialdemokratiske succesreformer i 70'erne.
»Efterlønsordningen bliver et symbol på Socialdemokratiets velfærdspolitik, fordi det er en af de få reformer, partiet får gennemført i 70'erne. De kommer hverken igennem med ØD (Økonomisk Demokrati, red.) eller OD (Overskudsdeling, red.). Der bliver mest lavet besparelser og ad hoc løsninger på de økonomiske problemer,« siger Klaus Petersen.
\ Fakta
Derfor fejrede Socialdemokratiet efterlønsordningen som en succes fra første dag, mens de borgerlige straks ville have den erstattet med delpension eller afskaffet. Venstre var nemlig kun nødtvungent gået med til at vedtage efterlønnen som et led i regeringssamarbejdet med socialdemokraterne i 1978.
Det, at efterlønsordningen var omstridt fra begyndelsen, var afgørende for, at den kunne blive et stærkt symbol på det gamle partis velfærdspolitik.
Socialdemokratiet fik i 60'erne gennemført folkepensionen, men da der efterfølgende ikke var den store uenighed om den i Folketinget, så fik den aldrig den samme ikon-status som et særligt socialdemokratisk projekt, som efterlønnen gjorde, siger Klaus Petersen.
Undtagelse i efterlønsdebatten
Striden om efterlønnen kørte i 80'erne og frem til 1998, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom godt og grundigt i klemme, da han stod i spidsen for en reform af efterlønnen.
Ændringerne i efterlønnen resulterede i en øjeblikkelig lussing fra vælgerne. Vælgertilslutningen til Socialdemokratiet faldt fra 28,3 procent i november til 21,1 procent i december i 1998.
Anders Fogh Rasmussens regering fra 2001 tog ved lære af erfaringerne fra reformen i 1998 og undlod at tage efterlønnen op til diskussion for ikke at gøre sig upopulær hos vælgerne.
Efterlønsdebat handler igen om velfærdsstaten
Nu er vinden vendt, og efterlønnen er til debat på samme måde, som den var det i 80'erne og 90'erne, siger historikeren.
Socialdemokraterne kæmper nu med de borgerlige om komme igennem med hver deres fortælling om velfærdsstaten. Venstre vil vise, at de med afskaffelsen af efterlønnen er det mest økonomiske ansvarlige parti.
Socialdemokraterne forsøger derimod at overbevise vælgerne om, at Venstre nu viser sit sande jeg som et parti, der blot pønser på at afskaffe den velfærdsstat, som Socialdemokraterne har bygget op.
Klaus Petersen kan sagtens forestille sig, at Socialdemokraternes leder Helle Thorning Schmidt vil gå med til reformer af efterlønnen, så længe hun kan formulere det som noget positivt overfor sine vælgere.
»Men jeg har svært ved at se, hvordan socialdemokraterne skulle kunne gå med til at afskaffe efterlønnen. På grund af det historiske og det man har sagt og gjort hele vejen igennem, så vil det være næsten umuligt at forestille sig,« siger professoren.
Klaus Petersens færdige analyse af efterlønnens historie udkommer i bind 5 og 6 af Dansk Velfærdshistorie i henholdsvis 2013 og 2014 på Syddansk Universitetsforlag.
