»Vi har set i historisk sammenhæng, at der kan opstå byer i udkanten af en ørken, fordi der på tidspunkter i historien har været et behov for et handelscentrum dér, gerne mellem store riger.«
»Men det varer ikke så længe,« siger Christopher Davidson, som er forsker ved institut for Mellemøstlige- og islamstudier ved det britiske Durham University, til forskning.no.
Der er mange grunde til, at økonomien i Dubai nu kører på pumperne - blandt andet en reduceret efterspørgsel på luksusturisme og et fald i boligmarkedet på grund af finanskrise.
Men hvad sker der, når grundlaget for en finansboom-by falder væk? Historien har vist, hvilke byer der forsvinder, og hvilke der lever videre ifølge norske forskere.
Byer er falmet væk
»Der er jo sådanne byer som for eksempel Timbuktu i Mali, som længe var centrale på vigtige handelsruter. Forskellen er jo, at Dubai blot har eksisteret i et minut i sammenligning. Den står jo desuden helt i skyggen af for eksempel Basra og Muskat, som historisk var langt større handelsbyer,« siger Anne Bang, amanuensis og forskningsleder ved Unifob Global ved Universitetet i Bergen i Norge. Timbuktu var et vigtig knudepunkt for karavaner og handel i det første årtusinde i vor tidsregning, og i dag er byens historiske centrum med på UNESCO's liste over verdens kultur- og natur-arv, blandt andet med sin betydelige samling af gamle manuskripter og bøger.
»Fælles for alle byerne på trans-Sahara-handelsruten er, at de var der længe - de stod i hundredvis af år,« siger Anne Bangs kollega Sean O'Fahey. Han er professor ved Institut for arkæologi, historie, kultur- og religionsvidenskab ved Universitetet i Bergen.
\ Fakta
DUBAI BY
Dubai By er hovedstaden i emiratet Dubai, som er en del af De Forenede Arabiske Emirater.
Den ligger ved Den Persiske Bugt og har lidt over 1,3 millioner indbyggere, mange af disse er lavtlønnede gæstearbejdere fra bl.a. Sydøstasien.
Den seneste tid er det blevet tydeligt, at økonomien har det meget dårligt på grund af de lånebaserede investeringer, som byen har gjort i blandt andet turisme og ekstreme boligprojekter.
Kilde: Store norske leksikon og BI.
Han peger desuden på handelsbyer som Palmyra og Antiokia i Jordan og Syrien, som voksede frem, fordi de lå langs handelsvejen mod Kina fra oldtiden og langt ind i forrige årtusinde.
Både Antiokia og Palmyra var på deres højeste på de romerske kejseres tid.
»Palmyra var en af den slags byer, som forsvandt, da handelsvejens betydning svandt ind,« siger Anne Bang.
Politik = overlevelse
»Timbuktu var et handelscentrum, men det blev jo også et kulturcentrum med sine bogsamlinger og lærde. Formodentlig var det først handel og bagefter kom lærdommen,« siger Bang.
Hun peger også på, at Venedig, som havde sin storhedstid som handelscentrum i lidt over to århundreder frem til cirka år 1500, levede videre som et kulturcentrum, efter at handelsruterne blev omlagt, og stadigvæk er det den dag i dag.
Dette har at gøre med politiske beslutninger, siger hun.

»Her var der en bystat med et magtapparat, som for eksempel kunne bestemme, at her bygger vi et pragtbyggeri, og nu vil vi tiltrække fantastiske videnskabsmænd. Det står i modsætning til for eksempel Palmyra, som ikke havde et tilsvarende magtapparat og beslutningscentrum,« fortæller hun.
Dubai som vidensnation?
Den relativt korte storhedstid for Venedigs handelssucces, og det at byen blomstrede med handelsmulighederne, gør den til en vis grad sammenlignelig med Dubai, mener Anne Bang.
Hun tror, at Dubai vil kunne leve videre, hvis de rigtige beslutninger bliver taget. Emiratet og hovedstaden med samme navn ser ud til at lave visse tiltag ifølge Bang.
»De har jo sådan nogle 'knowledge cities' uden for byen, som prøver at trække folk til med viden. Qatar, som også er en olienation, har også en tilsvarende alternativ plan, og det drejer sig jo i allerhøjste grad om magthavernes beslutningsevne,« siger Bang.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov






























