Din sundhed er dit eget ansvar

I regeringens seneste handlingsplan for sygdomsforebyggelse fra 2009 er det ambitiøse mål, at Danmark skal være blandt de 10 lande i verden med den højeste middellevetid.

Selvom middellevetiden i Danmark er stigende, har historikeren Signild Vallgårda, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, meget svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at nå det mål:

»Danmark er stort set sakket agterud lige siden 1970'erne og ligger tæt på bunden blandt OECD-landene i dag. Så medmindre middellevetiden fortsætter med at vokse her i landet, samtidig med at det usandsynlige skulle ske, at udviklingen i alle de andre lande går i stå, så virker det som et helt urealistisk mål,« lyder hendes vurdering.

Snæver indsats

Signild Vallgårda har i sin forskning fulgt dansk forebyggelsespolitik på sundhedsområdet i mange år og bidrager gerne til den løbende sundhedsdebat. Hun peger på, at det blandt andet er den førte sundhedspolitik, som gør det meget vanskeligt at tro på et avancement for Danmark i forbindelse med middellevetiden.

Hovedmålet med regeringens sundhedspolitiske bestræbelser er samlet under akronymet KRAM.

KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Det er de fire livsstilsområder, politikerne har valgt at fokusere på.

Men den afgrænsning, mener Signild Vallgårda, kan være for snæver.

Strukturelle faktorer

»Jeg er ikke uenig i, at KRAM-faktorerne har betydning for sundheden, men de er ikke de eneste. Jeg synes, at der bliver lagt for lidt vægt på en række strukturelle faktorer, som det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og det ydre miljø, for eksempel partikelforureningen fra biler.«

»Derfor synes jeg godt, man kan sige, at forebyggelsen ikke er prioriteret særlig højt i Danmark, eller i det mindste, at der er tale om en snæver og meget ensrettet indsats," siger hun.

Et eksempel er ulykker: Danmark har - selvom der ganske vist er etableret både et arbejdsmiljøinstitut og et arbejdstilsyn - betydeligt flere arbejdsrelaterede ulykker end Sverige. Forklaringen er ifølge Signild Vallgårda, at ulykkesforebyggelsen ikke er blevet prioriteret så højt i Danmark som i Sverige.

Ændring af borgernes adfærd

Den danske politiks fokus på de såkaldte livsstilssygdomme rummer ifølge Signild Vallgårda en modsætning. Der satses på at løse problemerne med lovgivning, der sætter grænser for befolkningens adfærd.

Der er begrænsninger for, hvornår man kan købe tobak og spiritus, der er indført rygeforbud og gennemført alkoholkampagner, og der er afgifter på det, som politikerne vil, at vi skal afstå fra for vores egen sundheds skyld.

Og på den anden side bliver der gennem skiftende kampagner appelleret til det personlige ansvar, for at få befolkningen til at motionere, lægge smøgerne på hylden eller drikke mindre. Det vil sige, at der bliver lagt op til, at mennesker i princippet selv skal bestemme.

Stress, søvn og partikelforurening

»Det stærke fokus på de fire KRAM-faktorer gør, at andre sygdomsårsager bliver glemt.«

»Både andre adfærdsformer - som måske ikke ses som lige så syndige - og forhold i omgivelserne,« understreger Signild Vallgårda og fortsætter:

»Der bliver for eksempel ikke talt om, hvad man kan gøre for, at folk skal blive mindre stressede, og hvordan de kan håndtere den stress, de bliver udsat for.«

»Man taler heller ikke så meget om, hvordan folk kan forbedre deres sovevaner, eller hvordan man får nogle mindre stressende arbejdssituationer.

Og der bliver ikke gjort meget for at reducere trafikken i byerne og mindske partikelforureningen."

Sygdomme har mere end én årsag

»Når politikken kun handler om adfærd, og når man taler om livsstilssygdomme, som om livsstilen var den eneste årsag til sygdommene, glemmer man også, at sygdomme stort set altid har mere end én årsag, og at adfærdsfaktorer kun er nogle af dem,« slår Signild Vallgårda fast.

»Næsten alle, som får lungekræft, har røget. Men de fleste rygere får faktisk ikke lungekræft. Der er mange andre faktorer, der spiller ind. Vi ved jo blandt andet, at mennesker er forskelligt genetisk disponerede til at få bestemte sygdomme, vores opvækstvilkår og arbejdsforhold er forskellige og så videre.«

»Den store ulighed i sundhed mellem rig og fattig og mellem mennesker med lang og kort uddannelse peger også på, at der er andre årsager til sygdom, end den individuelt valgte adfærd,« siger hun.

Personligt ansvar eller ej

Kaster man et blik over Sundet, vil man også opdage, at den danske sundhedspolitik sammenlignet med den svenske har fokuseret mere på adfærd og mindre på at forstå, hvorfor folk har en bestemt adfærd.

Signild Vallgårda har blandt andet sin viden fra den sammenligning mellem forebyggelsespolitikken i Danmark og Sverige fra 1930'erne til i dag, som hun gennemførte i forbindelse med udarbejdelsen af Magtudredningsrapporterne.

Regeringen taler ifølge Signild Vallgårda om, at sundhed er et personligt ansvar.

»Det handler om, at folk skal være ansvarlige over for egen krop og tage ansvar,« siger sundhedsminister Bertel Haarder. Og det samme står i den nationale handlingsplan, som blev offentliggjort i 2009.

Er sundhed kun resultatet af egne valg?

Bag fokuseringen på adfærd ligger ifølge Signild Vallgårda en liberal tankegang om, at vi selv har ansvaret for vores eget liv, og at vi selv kan vælge, og at politikerne ikke bør bestemme, hvordan borgeren skal opføre sig.

Signild Vallgårda er ikke uenig i, at vi har et personligt ansvar, og at det er vigtigt, at vi som enkeltpersoner overvejer en sund livsform. Men hun sætter spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang vores adfærd er resultat af bevidste og suveræne valg.

»Det er ret tydeligt, at vores måde at opføre os på hænger tæt sammen med vores omgivelser. Vi er ikke kloner af hinanden, men vi gør i vid udstrækning det samme som dem, der ligner os. Vi har bestemte ferievaner, vi omgås på bestemte måder, og der er for eksempel en fælles opfattelse af, hvordan vi drikker, når vi omgås.«

»Når vi vælger uddannelse, falder valget ofte på noget, der ligner vores forældres. Der er med andre ord mange tydelige sociale mønstre i vores adfærd. Det viser, at vi ikke vælger helt frit. Derfor er det et stort spørgsmål, hvor meget det er den enkeltes ansvar, at hun har valgt at gøre som hun gør, når alle, der ligner hende, gør det samme."

Kampagner med begrænsninger

Der er en forestilling om, at større viden vil få mennesker til at vælge det sunde.

Og det forhold, at de veluddannede ryger mindre end de lavtuddannede, kunne tyde på det.

Billedet er dog et noget andet, når det drejer sig om kampagnen om maksimalt at drikke 14-21 genstande om ugen.

I regeringens handlingsplan står der ganske vist, at det igennem de seneste 10 år er lykkedes at øge kendskabet til genstandsgrænserne.

Men samtidig konstateres det, at antallet af storforbrugere af alkohol er vokset i samme periode. Det kunne tyde på, at der er andre forhold end viden, som styrer menneskers adfærd.

»Så man kan sige, at det ikke lykkedes at nå folk på det område. Det er også interessant, at et stort alkoholforbrug er lige så udbredt blandt de veluddannede som blandt de lavtuddannede. Så ikke engang de veluddannede, som man skulle tro var bedre til at tage information til sig, har kampagnen fået fat i for alvor,« siger Signild Vallgårda.

Information er ikke nok

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor kampagnerne slå igennem på nogle områder og ikke på andre.

»Forklaringen er, at der nok er mange andre årsager til vores adfærd, end at vi ved, at noget er sundhedsskadeligt. Hvis man ikke prøver at forstå, hvorfor folk opfører sig, som de gør, så risikerer man, at kampagnerne ikke rammer, og det er øjensynlig tilfældet på alkoholområdet.«

Hun peger på, at det i stigende omfang er blevet lavstatus at ryge, og at det mere og mere bliver opfattet som uæstetisk. Omvendt vil det i mange kredse være svært at skære ned på alkoholforbruget, hvis man skal fortsætte et almindeligt socialt liv som hidtil.

Det kan derfor lige så vel være æstetiske, socialpsykologiske og moralske overvejelser som de sundhedsmæssige, der får befolkningen til at reagere på sundhedskampagner.

Mere og mere regulering

Signild Vallgårdas undersøgelse af sundhedspolitikken fra 1930 til i dag viser, at den statslige regulering på sundhedsområdet er blevet mere og mere omfattende. Og det er tydeligt, at grænserne for politisk indblanding i borgernes liv er blevet flyttet igennem perioden.

»Da man indførte ordningen med sundhedsplejersker i 1927, blev det diskuteret meget i Folketinget, om det offentlige kunne tillade sig at banke på og spørge, om man måtte komme ind i de private hjem. Da man 70 år senere gennemførte forebyggende hjemmebesøg hos gamle, gik lovgivningsarbejdet igennem i løbet af kort tid og stort set uden diskussion.«

Der er reguleringer, som er forsvundet, som for eksempel tvangssterilisationer og obligatoriske koppevaccinationer.

Der bliver for eksempel ikke talt om, hvad man kan gøre for, at folk skal blive mindre stressede, og hvordan de kan håndtere den stress, de bliver udsat for. Man taler heller ikke så meget om, hvordan folk kan forbedre deres sovevaner, eller hvordan man får nogle mindre stressende arbejdssituationer. Og der bliver ikke gjort meget for at reducere trafikken i byerne og mindske partikel-forureningen.

Signild Vallgårda, professor

Men ellers har indgrebene bredt sig til flere og flere områder i tilværelsen.

Befolkningen finder sig i det

»Vi bliver vejledt og reguleret på en hel anden måde i dag end tidligere: Vi har hastighedsgrænser, vi har promillegrænser, vi har påbud om sikkerhedsseler og hjelme.«

»Vi har et væld af tilbud med sundhedsplejerske, graviditetsundersøgelser og andre helbredsundersøgelser. Vi møder sundhedsbudskaber på arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne. På nogle arbejdspladser er der endda sundhedssamtaler med medarbejderne,« siger Signild Vallgårda.

Det er så omfattende, at Signild Vallgårda godt kan undre sig over, at befolkningen skikkeligt finder sig i det. »Det siger noget om, hvilket forhold vi har til staten i de skandinaviske lande, at vi siger ja tak til rigtig mange tilbud, og at det ikke bliver diskuteret særlig meget, om der skulle være tale om et overgreb,« sige hun.

»Der har været diskussion om sikkerhedsselerne og om motorcykelhjelme. Og der er diskussion om rygeforbud. Men ellers har vi gennem årene fundet os tålmodigt i, at staten i sundhedens tjeneste sætter flere og flere grænser for vores udfoldelse.«

Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora.