Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Det Frie Forskningsråd uddeler 565 millioner til forskning

Annonce:

KORT NYT FRA DANMARK:

Det Frie Forskningsråd tildeler 565 millioner kroner til 164 forskningsprojekter, som ifølge Rådet har »potentiale til at forbedre vores liv og levevis.« Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Der er mange yngre forskningsledere blandt bevillingsmodtagere, der for første gang skal lede en større dansk eller international forskningsgruppe. Mange af de støttede projekter bygger på samarbejde mellem forskere fra flere forskellige grene inden for et videnskabeligt område.

»Det er meget positivt med den tydelige opmærksomhed hos forskerne på perspektiverne i at arbejde på tværs af faglige skel. Årets bevillingsmodtagere præsterer absolut i toppen,« siger professor Peter Munk Christiansen, som er bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd, i pressemeddelelsen.  

Blandt de største beløbsmodtagerne er projektet 'TheCityDwellers: Migration and Health in Medieval Viborg' fra Syddansk Universitet, som med antropologiske og kemiske undersøgelser vil belyse relationerne mellem mennesker og deres livsvilkår i middelalderens Viborg.

Projektet 'The role of epigenetics in adaptation to environmental change' fra Aarhus Universitet vil undersøge hvilken rolle epigenetik - kemiske modifikationer af DNA, der ikke medfører forandringer i genkoden, og som kan påvirke organismers egenskaber - spiller i tilpasningen til klimaforandringer. Dette vil ske ved en kombination af genetiske metoder og feltarbejde med sociale edderkopper, som lever i ekstreme temperaturer.

Et tredje projekt i den høje ende af modtagerlisten er 'Genome editing for disease resistance in cereals' fra Københavns Universitet. Projektet vil undersøge, hvordan ændringer i korns DNA kan hjælpe med at opnå resistens mod svampeangreb.

Annonce:

Det Frie Forskningsråd har i alt bedømt knap 1.500 ansøgninger hen over foråret. Med et samlet bevilget beløb på 565 millioner kroner ud af et samlet ansøgt beløb på 5,5 milliarder kroner giver det en succesrate på cirka 10 procent, hvilket vidner om høj konkurrence om Rådets midler.